Suezkanalen

Siden 1975 har Suezkanalen undergået store udvidelser, således at vanddybden midt i hovedkanalen er 24 meter. På tre strækninger med en samlet længde på 113,3 kilometer er der anlagt parallelle kanaler for tovejs sejlads. De vestlige løb anvendes til sydgående trafik. Desuden er der vigepladser, bl.a. i Great Bitter Lake, den største af de søer, kanalen går igennem.

Selv meget store tankskibe kan passere kanalen i ballast, og skibene lodses igennem kanalen i to konvojer om dagen. Sejlhastigheden er fastsat til 6-8 knob afhængigt af skibstype, lastkondition, vindforhold og tidevandsstrømme. Den gennemsnitlige sejltid er 15 timer.

I 2015 åbnede man betydelige udvidelser af kanalen, således at den nu kan tage 97 skibe om dagen mod tidligere 47. En ny parallelkanal langs en 35 kilometer lang strækning samt en uddybning af en del af den eksisterende kanal afkortede gennemsejlingstiden samt ventetiden for skibene.

I 2021 stødte et containerskib på grund i kanalen og spærrede for al trafik i seks dage. Det forårsagede en verdensomspændende handelskrise, da ca. 400 andre skibe lå i kø for at passere kanalen.

Idéen om at forbinde Middelhavet og Det Røde Hav med en kanal og dermed forkorte søvejen til Asien med tusindvis af kilometer blev overvejet allerede af Harun al-Rashid omkring år 800, men først under den franske besættelse af Egypten i 1798-1801 indledtes egentlige forberedende undersøgelser. I 1854 gav den egyptiske vicekonge, Said Pasha (1822-1863), franskmanden Ferdinand Marie Lesseps tilladelse til at konstruere Suezkanalen. I 1856 fik Compagnie universelle du canal maritime de Suez, ejet af vicekongen og Frankrig i fællesskab, retten til drift af kanalen i 99 år efter åbningen.

Byggeriet begyndte i 1859, og i 1869 blev kanalen indviet. I 1875 købte briterne den egyptiske andel af kanalkompagniet, som bevarede kontrollen indtil juli 1956, da Egyptens præsident, Gamal Abdel Nasser, nationaliserede selskabet.

• Suezkrisen
• Egyptens historie