Storbritanniens historie fra 1945

Store resurser blev anvendt på at opretholde det militære beredskab og samarbejdet med USA mod Sovjetunionen, samtidig med at regeringen besluttede at udvikle et selvstændigt britisk atomvåbenprogram.

Udenrigsminister Ernest Bevin deltog aktivt i opbygningen af OEEC (1947) og NATO (1949). Det viste sig dog umuligt at fastholde det britiske kolonistyre overalt. Indien og Pakistan blev selvstændige i 1947, og briterne trak sig ud af Palæstina i 1948.

I forhold til omverdenen bekræftede Harold Macmillan forsvarssamarbejdet med USA, men gjorde det også klart, at Storbritanniens dage som kolonimagt i Afrika var talte.

Han overvandt også 1950'ernes britiske skepsis over for De Europæiske Fællesskaber. De britiske ledere indså, at processen på kontinentet ikke lod sig standse, og at Storbritanniens økonomiske og politiske interesser gjorde det vanskeligt at holde landet udenfor. I 1960 samledes syv lande uden for EF, deriblandt Danmark, i EFTA; men allerede 1961 søgte Storbritannien første gang om optagelse i EF.

De Konservatives status som varetagere af Storbritanniens stormagtsposition og af høj samfundsmoral blev svækket af Suezkrisen i 1956, en række spionskandaler, Profumo-affæren i 1963 og det franske nej samme år til britisk medlemskab af EF. Labourlederen Harold Wilson kunne vinde valget i 1964 på løfter om modernisering og teknologisk revolution.

Labours og De Konservatives politiske dominans blev i perioden udfordret af øget tilslutning til De Liberale og til nationalistpartierne i Wales og Skotland. For at imødekomme de lokale ønsker og forhindre total løsrivelse satte Labourregeringen i 1979 selvstyreordninger til folkeafstemninger i de to områder. Ingen af dem fik det fornødne flertal, men kravene om decentralisering af magten i Det Forenede Kongerige forsvandt ikke.

I Nordirland kom det 1968-1969 til sammenstød mellem katolsk-nationalistiske borgerrettighedsforkæmpere (tilhængere af at Nordirland skulle være en del af Republikken Irland) og protestantiske unionister (tilhængere af nordirsk forbliven i Det Forenede Kongerige). Londonregeringen sendte i 1969 tropper til provinsen og opløste i 1972 det selvstyre i Nordirland, der var blevet etableret i forbindelse med etableringen af Nordirland, da Irland blev selvstændigt i 1921.

Afviklingen af de britiske koloniherredømmer i Afrika og Asien var tilendebragt i begyndelsen af 1970'erne. Undtagelsen var Hongkong, som først blev overgivet til Kina i 1997.

I Europapolitikken skete der et afgørende gennembrud. En ny ansøgning om medlemskab af EF i 1967 blev afvist af Frankrig; men forhandlingerne blev genoptaget i 1970, og Edward Heath underskrev tiltrædelsesdokumentet i 1972.

Margaret Thatcher blev styrket af Storbritanniens sejr over Argentina i Falklandskrigen 1982, hun samarbejdede tæt med USA i sikkerhedspolitiske spørgsmål, og i Europapolitikken modsatte hun sig yderligere politisk integration. Det førte til konfrontationer med andre europæiske lande og med flere ministre.

I 1990 blev hun presset til at træde tilbage af sine egne partifæller og efterfulgtes af John Major. Major vandt overraskende valget i 1992. Indenrigspolitisk blev linjen fra Thatchertiden fortsat. Privatisering, åben markedsøkonomi, frit valg og personligt ansvar var nøgleord.

Major blev dog i stigende grad svækket pga. bestikkelsesanklager mod konservative politikere og bitter uenighed i regeringen om Europapolitikken. Selvom han fik et flertal af De Konservative til i 1993 at godkende Maastrichttraktaten, hvor Storbritannien tog forbehold med hensyn til deltagelse i den fælles mønt, skabte euroskeptikerne i partiet fortsat uro om Storbritanniens holdning til EU.

På det forfatningsmæssige område gennemførte regeringen hurtigt store reformer: Langfredagsaftalen om Nordirland 1998 foreslog bl.a. nye rammer for provinsens forhold til Irland og Storbritannien samt et system for deling af magten mellem de to stridende befolkningsgrupper. I 1999 fik Wales og især Skotland øget selvstyre gennem nye, valgte forsamlinger. Samme år mistede aristokratiet de fleste af sine arvelige pladser i Overhuset, ligesom regeringen fremlagde forslag til en ændring på længere sigt af det britiske valgsystem, som dog ikke er blevet gennemført.

De økonomisk-sociale problemer i New Labours Storbritannien drejede sig fortsat om den udbredte fattigdom, især i de tidligere industriområder i Nordengland, og om manglende konkurrenceevne i dele af fremstillingsindustrien. Styrkeområderne var fortsat finans- og servicesektorerne og en række kreative felter, hvor det engelske sprogs globale dominans gav gode eksportmuligheder.

Siden 1997 har regeringen på den ene side betonet, at Storbritannien må spille en aktiv rolle i EU og på længere sigt indgå i ØMU'en. På den anden side er det blevet understreget, at landet fortsat har en særlig position som global magt med tætte forbindelser til USA.

Tony Blairs regering fastholdt sin popularitet hos vælgerne og fik forlænget sit mandat ved valget i 2001. Labour fik igen absolut flertal i Underhuset. Det dårlige resultat for De Konservative førte til et lederskifte fra William Hague til Iain Duncan Smith. Labours midtsøgende politik gav dog det store oppositionsparti vanskelige vilkår.

Udenrigspolitisk støttede den britiske regering USA i "krigen mod terror" efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001 og søgte samtidig at præge EU's udvidelses- og forfatningsdiskussioner, uden at der dog kom afklaring på landets forhold til euroen.

Balancegangen mellem USA og EU blev for alvor sat på prøve, da regeringen i marts 2003 valgte at deltage i det amerikanske angreb på Irak.

Tony Blairs satsning førte til en krise i forholdet til Tyskland og Frankrig. På hjemmefronten var partiet LiberalDemokraterne og dele af Labours venstrefløj imod den britiske krigsdeltagelse. Irakkrigen blev i de følgende år en stadig større belastning for Blair og hans lederposition. En række kommissionsundersøgelser frikendte regeringen for at have ført offentligheden bag lyset, men der blev sat spørgsmålstegn ved Blairs ledelsesstil og dømmekraft.

Det Konservative oppositionsparti skiftede i november 2003 sin leder, Iain Duncan Smith, ud med den mere erfarne og effektive Michael Howard; men Blair red stormen af ved valget i maj 2005. Her vandt han som den første Labourpartileder i historien sin tredje valgsejr i træk, selvom regeringens flertal i Underhuset blev beskåret. Blair havde på det tidspunkt meddelt, at han ville gå af som leder i løbet af den kommende valgperiode.

Den 7.7.2005 kostede et terrorangreb på Londons undergrundsbane 56 menneskeliv. Blairs håndtering af krisen skabte en overgang opbakning bag ham, men i efteråret 2005 voksede modstanden i partiet mod regeringens linje, eksempelvis i forhold til anti-terrorlovgivning og skole- og sundhedspolitikken, hvor Blair foreslog større valgfrihed og flere markedsmekanismer i de offentlige ydelser.

Fra december 2005 blev partiet yderligere udfordret af en ny, ung og tilsyneladende mere midtsøgende leder af De Konservative, David Cameron. Kravene om, at Blair trak sig til fordel for finansminister Gordon Brown, blev stærkere, og i praksis blev regeringen fra begyndelsen af 2006 ledet af de to i fællesskab.

I maj 2007 meddelte Blair endeligt, at han ville gå af i den følgende måned. Brown viste sig at være den eneste kandidat til lederposten, og den 27. juni overtog han ledelsen af Labourpartiet og premierministerposten.

Ved sin afgang kunne Blair se tilbage på en regeringsperiode, hvor den britiske økonomi var blevet stærk, arbejdsløsheden var lav, og hvor der havde været vækst i de offentlige udgifter til sociale og uddannelsesmæssige formål. Magten i Storbritannien var blevet decentraliseret med selvstyre til Skotland og Wales; en ny politisk aftale havde 8. maj 2007 genindført selvstyret i Nordirland, og det arvelige element i Overhuset var blevet stærkt reduceret.

Der var dog stadig udbredt fattigdom i dele af det britiske samfund, og opfattelsen af Storbritannien som et åbent samfund, hvor forskellige kulturer og religioner kunne leve fornuftigt sammen, var kommet under pres efter terrorbomberne i 2005 og de efterfølgende sikkerhedsmæssige stramninger. Der var en voksende debat om forholdet mellem de bærende britiske politiske værdier og religiøs fundamentalisme og om nødvendigheden af at undgå parallelsamfund i landet.

Storbritanniens forhold til EU var også uafklaret. Den britiske modstand mod uddybning af samarbejdet i Europa og mod EU-indblanding i fx skatte- og socialpolitik var stor og voksende.

På det udenrigspolitiske område arvede Brown en betydelig folkelig skepsis over for engagementer i Irak og bindingen til USA. Blair lovede i efteråret 2006 at påbegynde en britisk tilbagetrækning fra Irak. Brown sluttede op om den linje og baserede sin udenrigspolitik på brede snarere end snævre koalitioner, men også han ønskede tætte bånd til USA og havde ingen planer om at gøre EU til det centrale for Storbritanniens internationale position.

Brown havde som premierminister til at begynde med haft en ganske stor folkelig popularitet, men efter at han valgte ikke at udskrive valg i efteråret 2007, blev han set som ubeslutsom og svækket.

Efterhånden som Storbritannien blev hvirvlet ind i den internationale finanskrise i 2008 trådte regeringen til med omfattende hjælpepakker til finansinstitutionerne. Huspriserne, der i den foregående periode var steget voldsomt, faldt en smule, arbejdsløsheden steg, og væksten var kortvarigt negativ, men den voldsomme krise, som man havde frygtet, udeblev stort set.

Derimod havde regeringen taget store lån, og den offentlige gældsætning blev Storbritanniens dominerende økonomiske problem i de efterfølgende år.

Forholdet til EU blev en hård knast for samarbejdet mellem de to regeringspartier: De Konservative bevægede sig mod en stadig stærkere EU-skepsis, mens Liberal Democrats var det mest pro-europæiske af de britiske partier. Dertil kom, at De Konservative i stigende grad blev presset fra højre af det EU- og indvandringskritiske parti UKIP med en karismatisk Nigel Farage i spidsen.

For at dæmme op for uroen i sit parti lovede Cameron i Bloombergtalen i 2013 at udskrive en folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU, såfremt han fortsatte som regeringsleder efter valget 2015.

Økonomien kom til at definere koalitionsregeringens første år. De Konservative fik en lang række meget vidtgående nedskæringer igennem. Det kom til at slide på forholdet til de liberale koalitionspartnere, som dog viste sig loyale i regeringssamarbejdet. Premierminister Cameron måtte imidlertid også give efter og foretage visse kursændringer efter folkelig kritik af nogle af besparelsestiltagene. Nedskæringerne blev voldsomt kritiseret af oppositionen, der anklagede regeringen for at bremse væksten med sine tiltag. Den økonomiske vækst gik næsten i stå, men der har været uenighed om, hvorvidt det skyldtes den førte politik eller kriser udefra, ikke mindst gældskriserne i euro-zonen og i USA.

I sommeren 2011 satte en skandale fokus på det meget tætte forhold mellem politikere og tabloidpressen – ikke mindst den Rupert Murdoch-ejede del af pressen – samt mellem førnævnte presse og politiet. Skandalen førte til lukning af søndagsavisen News of the World, og til at flere ledende politifolk måtte trække sig tilbage. Cameron selv blev kritiseret for at have ansat en tidligere News of the World-redaktør som sin pressesekretær.

I august 2011 kom det til voldsomme uroligheder i London og flere andre storbyer. Store grupper af mestendels unge og undertiden også børn udkæmpede slag mod politiet, plyndrede butikker og satte ild til bygninger. Optøjerne, der blev udløst efter at politifolk havde dræbt et mistænkt bandemedlem, kom bag på myndighederne og førte til fokus på en underklasse, der i stigende grad var blevet afsondret fra resten af samfundet.

Forholdet mellem Skotland og resten af Storbritannien kom også til at spille en stor rolle. Ved en folkeafstemning i Skotland i 2014 om skotsk selvstændighed lykkedes det for unionstilhængerne af trække en sejr hjem, men først efter at de store politiske partier i parlamentet i London have lovet skotterne yderligere selvstyre.

Trods spændinger mellem Liberal Democrats og De Konservative lykkedes det for regeringen at holde sin valgperiode ud. Ved valget i 2015 vandt De Konservative overraskende et absolut (snævert) flertal, hvorefter Cameron kunne fortsætte som premierminister, nu for en rent konservativ regering.

Liberal Democrats led et voldsomt nederlag, og også Labour måtte se sig slået, ikke mindst pga. meget kraftig tilbagegang til Scottish National Party i Skotland. Labour mistede 40 ud af 41 mandater i Skotland.

Brexitforløbet kostede to Konservative ledere, David Cameron og Theresa May, deres politiske liv. Først med Boris Johnson store valgsejr ved det ekstraordinære parlamentsvalg i december 2019, kom der skred i forløbet henimod udmeldelsen. Med et parlamentsflertal på 80 mandater kunne Johnson ikke trues af intern uenighed i sit parti, og han fik derfor sin Brexitudtrædelsesaftale igennem i parlamentet i oktober 2019, således at Storbritannien kunne forlade EU den 31. januar 2020. Den resterende del af 2020 var en aftalt overgangsperiode.

Den 31. december 2020 forlod Storbritannien endeligt EU’s indre marked og toldunionen. Blot en uge før denne dato lykkedes det, efter meget langvarige og hårde forhandlinger, EU og Storbritannien at blive enige om en Handels- og Samarbejdsaftale (Trade and Cooperation Agreement – TCA), som skal regulere forholdet mellem parterne i de kommende år.

I sommeren 2019 blev Boris Johnson tvunget til at træde tilbage som premierminister. Mindre på grund af egentlige politiske årsager men mere på grund af hans gentagne overtrædelser af Coronarestriktioner (partygate) og ofte lemfældige omgang med sandheden. Han blev afløst først af Liz Truss, som dog måtte træde tilbage efter blot 44 dage på posten for at blive efterfulgt den 25. oktober 2022 af Rishi Sunak. Den 22. maj 2024 udskrev Rishi Sunak valg til afholdelse 4. juli (valg i Storbritannien 2024.