Stedelijk Museum, (nederl., 1. ord 'kommunal, by-'), kunstmuseum i Amsterdam, et af verdens betydeligste for moderne kunst, åbnet 1895 som bymuseum i en nyrenæssancebygning af A. W. Weisman. De byhistoriske samlinger er efterhånden skilt ud, således at museet nu udelukkende rummer kunst. Samlingerne omfatter billedkunstens forskellige udtryksformer i perioden siden ca. 1850, fra maleri til computerkunst samt kunsthåndværk og design. Der er væsentlige arbejder af bl.a. Cézanne og Kandinsky, en stor samling af Kazimir Malevitjs værker, af De Stijl-gruppens kunstnere og af Cobra-kunstnere som Asger Jorn og Karel Appel. Senere er bl.a. amerikanske, britiske og tyske kunstnere fra den sidste del af 1900-tallet kommet til. Fra 2004 er museet under gennemgribende ombygning ved den hollandske tegnestue Benthem Crouwel Architekten.
Det sker

PostNord Danmark Rundt
Nu starter PostNord Danmark Rundt, et årligt tilbagevendende dansk etapecykelløb med international deltagelse.

Folkeskolen
Mandag er skolestart for næsten en halv million elever i folkeskolen. Folkeskolen er den kommunale grundskole i Danmark, der benyttes af 76 % af børn i skolealderen.

Palæstina
Krigen mellem Israel og Hamas har haft katastrofale konsekvenser for palæstinenserne. I august 2025 var det officielle dødstal 61.000 mennesker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.