Spartas historie

Vi har ikke bevaret værker fra nogen spartansk historieskrivers hånd, og indskriftmaterialet fra det klassiske Sparta er begrænset. Stort set alle vore skriftlige kilder stammer dermed fra ikke-spartanere, der betragter Sparta fra outsiderens perspektiv.

Atheneren Xenofon var en beundrer af Sparta og tilbragte en stor del af sit liv på Peloponnes. Fra hans hånd er bevaret en lang række skrifter, herunder et historieværk (Hellenika) om perioden 404-362 f.v.t. En afhandling om Lakedaimonernes Statsforfatning er også tilskrevet Xenofon, formentlig med urette.

Den største samlede masse af informationer om antikkens Sparta findes hos Plutarch, der levede og skrev omkring 100 e.v.t., og det er i høj grad Plutarch, der har formet oplysningstidens og 1800-tallets idealiserende billede af det spartanske samfund.

Ifølge myten var det helten Pelops, der som den første gjorde sig til herre over Peloponnes (Peloponnesos betyder på græsk 'Pelops’ ø'). Pelops’ efterkommer Menelaos var konge i Sparta og bortførelsen af den spartanske dronning Helena udløste Den Trojanske Krig. Senere erobrede herakliderne Peloponnes og delte øen mellem sig ved lodtrækning. Aristodemos fik Lakonien, men døde, inden han kunne bestige tronen. Eftersom hans sønner var tvillinger, blev kongemagten i Sparta delt mellem to kongehuse, agiaderne og eurypontiderne. Myterne gav lovgiveren Lykurg æren for med hjælp fra oraklet i Delfi at have udformet Spartas forfatning én gang for alle; en forfatning, som aldrig måtte ændres.

Det er usikkert, om Lykurg i det hele taget har levet. Sikkert er det til gengæld, at Spartas særprægede samfundsform ikke kan føres tilbage til en fjern fortid. Indtil 700-tallet f.v.t. var Sparta en græsk bystat som mange andre.

I løbet af 700-tallet f.v.t. havde spartanerne underlagt sig hele Lakonien, hvis indbyggere fik status som perioiker eller heloter. Perioikerne, 'de omkringboende', var indbyggere i de byer, som var kommet under Spartas kontrol. Perioikerne beholdt et begrænset selvstyre, men var forpligtet til at betale skat og stille soldater, når Sparta gik i krig. Heloter var livegne bønder og skulle aflevere en del af deres afgrøde til den spartaner, der ejede jorden.

I 600-tallet erobrede spartanerne naboregionen mod vest, Messenien. I første omgang beholdt messenerne et begrænset selvstyre, men efter en opstand omkring 640 f.v.t., som det tog Sparta tyve år at nedkæmpe, blev hele den messenske landbefolkning gjort til heloter. Dermed var de frie spartanske borgere, spartiaterne, blevet et mindretal i deres egen stat. For at kunne modstå et oprør blandt de talmæssigt overlegne heloter var det fra nu af nødvendigt, at alle frie spartanske mænd blev uddannet til elitesoldater. De skulle gennemgå en obligatorisk militær uddannelse og måtte ikke drive erhverv.

Ifølge Plutarch blev alle nyfødte spartiat-børn vurderet af et nævn, der afgjorde, om barnet skulle dræbes, fx på grund af et fysisk handicap. Denne oplysning bekræftes dog ikke af andre kilder.

Til forskel fra andre græske bystater havde Sparta et offentligt uddannelsessystem. Idræt var en central del af uddannelsen; herudover lærte børnene lærte at læse og skrive, at synge og danse og at udtrykke sig i korte, "lakoniske" sætninger.

Indtil det 12. år deltog piger i uddannelsen på lige fod med drenge. I det hele taget var uligheden og adskillelsen mellem kønnene mindre udpræget i Sparta end i andre græske bystater; fx kunne kvinder arve. Dette ændrer dog ikke ved, at Sparta som alle græske stater var et mandsdomineret og mandsstyret samfund.

Efter det 12. år antog drengenes uddannelse en mere målrettet militær karakter med hovedvægt på atletik, kampfærdigheder, selvbeherskelse, disciplin og udholdenhed. De gik uden fodtøj og klædt i den samme grove kappe sommer og vinter. Drengene spiste nøjsomt, men måtte gerne supplere deres sparsomme rationer ved at stjæle, idet tyveri regnedes for at udvikle nogle af de færdigheder, som kræves i krig.

Ifølge enkelte kilder indgik det i uddannelsen, at drengene enkeltvis skulle drage ud i nattemørket og dræbe en helot. Muligvis er her tale om antispartansk propaganda eller en vandrehistorie.

Uddannelsen afsluttedes med en prøve. De, der bestod, fik en plads i falanksen og i en af de spiseklubber, syssitier, hvor spartanske fuldborgere under 30 hver aften spiste sammen med deres soldaterkammerater. Deltagelse i en spiseklub var obligatorisk, og kunne en spartiat ikke udrede sit bidrag til de fælles måltider, mistede han både sin borgerret og sin plads i falanksen.

Som en af de få græske bystater havde Sparta bevaret kongedømmet, hvor magten nedarvedes i to kongehuse, agiaderne og eurypontiderne. Kongerne var underlagt bystatens institutioner, og Sparta var dermed det nærmeste, antikken kom på et konstitutionelt monarki.

Alle spartiater havde stemmeret på folkeforsamlingen (apella), men hverken ret til at tale eller at stille forslag. Folkeforsamlingen valgte hvert år fem eforer for en periode af ét år uden mulighed for genvalg. Endvidere udpegede forsamlingen medlemmer til ældsterådet, gerusia, valgt på livstid blandt spartiater over 60 år. Rådet havde 28 medlemmer; desuden havde de to konger sæde i rådet.

Retsplejen blev hovedsagelig varetaget af eforerne, men særlig vigtige sager kunne forelægges for en rigsret bestående af ældsterådet, de to konger samt de fem eforer.

At forfatningen i princippet aldrig kunne ændres, bidrog til at fastholde Sparta som et konservativt samfund, hvor det var meget vanskeligt at gennemføre reformer. Dog skete der over tid en vis tilpasning af den "lykurgiske" samfundsform. Ifølge overleveringen havde Lykurg forbudt spartanerne at eje guld eller sølv, men fra 200-tallet begynder man at slå mønt. Ligeledes skete der en opblødning af det skarpe skel mellem spartiater og heloter, således at heloter kunne gøre tjeneste i falanksen eller købe sig til deres frihed.

Kernen i Spartas hær var falanksen, en tæt formation af sværtbevæbnede infanterister, hopliter, hver især udrustet med spyd, bronzehjelm og kropspanser samt et stort, cirkelrundt skjold. Falanksen stillede store krav til disciplin og solidaritet krigerne imellem. Hvis blot én af soldaterne i forreste række smed sit skjold og løb sin vej, brød falanksen sammen. At vise fejhed i kampen eller løbe sin vej var den største vanære, der kunne overgå en spartiat. Skammen ved at være tresas (’flygtende’) ramte ikke kun krigeren selv, mens hele hans familie.

Det tunge kropspanser hæmmede hoplitens mobilitet, og i andre græske stater gik udviklingen mod en større brug af let infanteri (peltaster) eller en lettere version af hoplitudrustningen (den makedonske falanks). Trods et eklatant nederlag til athenske peltaster i Den korinthiske Krig holdt spartanerne fast ved forfædrenes tunge falanks længe efter, at deres naboer og modstandere havde forladt den.

Kavaleriet havde ingen høj prioritet i Sparta og spillede kun en begrænset rolle på slagmarken. Ifølge Xenofon var det spartanske rytteris svaghed en medvirkende årsag til det katastrofale nederlag ved Leuktra i 371 f.v.t. Bortset fra sidste fase af Den peloponnesiske Krig, hvor Spartas admiral Lysander takket være persiske tilskud kunne hverve roere og skibe i Lilleasien, spillede flåden ingen større rolle udover transport af landtropper. Spartas vigtigste flådehavn var Gytheion.

I kraft af sin stærke hær og sin ledende rolle i Det Peloponnesiske Forbund udvklede Sparta sig i anden halvdel af 500-tallet f.v.t. til den ledende stormagt i det ægæiske område, kun overgået af Perserriget. Under den persiske invasion 481-479 f.v.t. var det Sparta, der anførte de græske styrker i kampen mod Xerxes, men efter sejren overtog Athen ledelsen af alliancen og udviklede den til Det deliske Søforbund.

Frygten for Søforbundets voksende magt førte spartanerne ind i Den peloponnesiske krig, hvor de takket være økonomisk støtte fra Perserriget vandt den afgørende sejr i 404 f.v.t. Kongefreden 386 f.v.t. bekræftede Spartas ledende rolle i Hellas, men førte til en konflikt med Theben, som endte med et katastrofalt spartansk nederlag ved Leuktra i 371 f.v.t. Løsrivelsen af Messenien få år senere gjorde definitivt en ende på Spartas magtposition, som svækkedes yderligere af de værnepligtige fuldborgeres støt faldende antal. Det spartanske samfunds iboende konservatisme stillede sig imidlertid i vejen for nødvendige reformer, som først blev iværksat mere end hundrede år senere under Agis 4. (244-241 f.v.t.), Kleomenes 3. (235-222 f.v.t.) og Nabis (207-192 f.v.t.).

Det lykkedes at genrejse Spartas hær, men overfor Romerrigets overmagt kunne Sparta intet stille op. Sparta mistede sin selvstændighed og blev tvunget ind i det achaiske forbund, perioikbyerne fik deres frihed, forfatningen blev ophævet og det ’lykurgiske’ uddannelsessystem afviklet.

Efter det achaiske forbunds sammenbrud og opløsning (146 f.v.t.) genvandt Sparta et vist mål af selvstændighed, ganske vist under romersk overherredømme og uden perioikbyerne. Den "lykurgiske" uddannelse blev genetableret i en kortere og mere moderne udgave, som også tiltrak elever fra andre dele af Romerriget. Spartanerne opfandt eller genopfandt nye lykurgiske traditioner, fx årlige konkurrencer i musik, dans og brydning. Særlig berømt var en brutal udholdenhedskonkurrence ved alteret for Artemis Orthia, hvor unge drenge lod sig piske, til blodet flød. For at skaffe plads til de mange tilrejsende, som kom for at se piskningen, opførtes tilskuerrækker af sten i en halvkreds omkring alteret, nærmest som et amfiteater.

267 e.v.t. blev Sparta plyndret of afbrændt af de germanske heruler; byen genrejstes, men blev i 395 atter angrebet af et germansk folk, denne gang goterne. Som en sikring mod fremtidige angreb blev akropolen omgivet med en mur, og så sent som i 500-tallet opførtes her en stor, treskibet kirke.

• Sparta
• Amyklai
• Gytheion
• Grækenlands historie