Fra Nordafrika erobrede det arabiske kalifat på kun fem år næsten hele det visigotiske Spanien og etablerede en kultur, der var stærkt præget af arabisk sprog og islam og trods territoriel tilbagegang fra især 1000-tallet kom til at bestå indtil 1492. De muslimske og især de nordafrikanske erobrere af Spanien og deres efterkommere kaldes ofte maurere.
Et målrettet og velorganiseret angreb blev sat i værk i sommeren 711 af berbergeneralen Tariq, der med en mindre styrke krydsede Gibraltarstrædet og i juli nedkæmpede den visigotiske hær. I løbet af de følgende måneder sikrede kalifatet sig kontrol over en række byer på Den Iberiske Halvøs sydlige del. En ny arabisk hær ankom året efter, og i 716 var det meste af halvøen under kaliffens kontrol. I de følgende år blev der gennemført en række angreb ind i det sydlige Frankrig, men de ophørte efter et nederlag til Karl Martel ved Poitiers i 732. På den nordligste del af halvøen blev de arabiske hære standset af nederlaget i Slaget ved Covadonga i 722, og herfra udgik senere den kristne generobring af Spanien.
Al-Andalus, det arabiske navn for området, blev i begyndelsen forvaltet som en provins i kalifatet og var administrativt underlagt guvernøren i Qayrawan (nuv. Kairouan i Tunesien), som var udnævnt af kaliffen i Damaskus. Efter den abbasidiske revolution i 749-750 lykkedes det imidlertid en slægtning af umayyaderne, Abd al-Rahman 1., at sikre sig den politiske kontrol over al-Andalus i 756 og grundlægge et umayyadisk emirat med politisk og økonomisk centrum i Córdoba. I de følgende århundreder udvikledes en islamisk højkultur i al-Andalus, økonomisk baseret på et driftigt landbrug med bl.a. indførelse af kunstvanding og nye afgrøder, en varieret håndværksmæssig produktion samt en omfattende handel med både den øvrige islamiske verden og Europa.
I 929 lod Abd al-Rahman 3. sig hylde som kalif (se det spanske kalifat), men den politiske ændring fra emirat til kalifat kunne ikke i længden holde riget sammen. Det umayyadiske kalifat gik i 1031 endeligt i opløsning, og der blev etableret flere mindre riger, taifariger 'småkongedømmer', med hver deres politiske og økonomiske centrum.
De mange muslimske småriger var allerede fra 1000-tallet trængt dels af ekspanderende kristne herskere fra nord, dels af de muslimske dynastier med basis i Nordafrika, almoraviderne og almohaderne. Almoravidernes erobringskrig var hård og stærkt religiøst præget, en jihad. De indledte med at besejre Alfonso 6. af León og Castilien i 1086, men vendte sig så mod taifakongedømmerne, hvoraf det sidste blev undertvunget i 1110; i 1147 tabte almoraviderne imidlertid selv et afgørende slag til almohaderne. Mellem 1212, da almohaderne blev besejret af kristne styrker i Slaget ved Navas de Tolosa, og 1300 blev det muslimske Spanien voldsomt reduceret som følge af den kristne generobring, Reconquistaen, der mere og mere blev forstået som et korstog. Granada, hvor det nasridiske dynasti herskede fra 1200-tallet, faldt i 1492 som det sidste selvstændige muslimske rige i Spanien.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.