Spanien - musik

Med indførelsen af kristendommen på Den Iberiske Halvø i 300-t. opstod en lokal kirkemusikalsk form, der under det muslimske herredømme udviklede sig til den såkaldte mozarabiske tradition. Vigtige centre for kirkemusikken var Sevilla og Toledo, hvis biskop Isidor har efterladt sig skrifter med talrige oplysninger om den lokale ritus.

Den spanske kultur, herunder musikken, blev stærkt påvirket af muslimerne indtil deres fordrivelse 1492. Bl.a. opstod under orientalsk inspiration en række danse- og musikformer, der fra Spanien kom til landene nord for Pyrenæerne, fx sarabande og pavane. En række af disse lokale musikformer findes stadig i den spanske folkemusik som fx flamenco og seguidilla, der begge er af andalusisk oprindelse.

Den mozarabiske kirkemusiktradition blev efter Toledos generobring fra muslimerne i 1085 fortrængt af gregoriansk sang, for hvis udvikling i retning af flerstemmighed klosteret i Santiago de Compostela kom til at spille en betydelig rolle i 1200-t. På samme tid optrådte franske trubadurer ofte i Spanien, hvor de fik lokale efterlignere, bl.a. kong Alfonso 10., der er forfatter til sangværket Cantigas de Santa María; sangformen cantiga blev udviklet på baggrund af den franske virelai. Mange lokale en- og flerstemmige sange er i øvrigt overleveret i håndskrifter fra 1200- og 1300-t.

Vokalpolyfonien og den fransk-nederlandske tradition blev i Spanien repræsenteret af en række fremtrædende komponister, der i perioder virkede i Rom. Til dem hører Cristóbal de Morales, Francisco Guerrero (1528-99) og Tomás Luis de Victoria, der alle tre i en kortere eller længere periode opholdt sig i Rom; den sidstnævnte vendte 1586 efter 20 år som sanger og komponist i den italienske hovedstad, hvor han muligvis modtog undervisning af Palestrina, tilbage til Spanien for at virke som præst, organist og kapelmester ved det spanske hof.

I 1500-t. blev tillige musikken for orgel og for cembalo dyrket, især af den blinde Antonio de Cabezón, hvis stil fik indflydelse på følgende komponistgenerationer, herunder Juan Cabanilles (1644-1712) og Antonio Soler.

Den dramatiske musik kom i midten af 1600-t. til Spanien, hvor en særlig form opstod, zarzuela, opkaldt efter et slot i nærheden af Madrid. I modsætning til operaen er den kendetegnet ved at have talt dialog og ved tekstens gennemgående høje litterære kvalitet. I løbet af 1700-t. blev denne specifikt spanske genre efterhånden fortrængt af operaer skrevet i den napolitanske stil.

I midten af 1800-t. oplevede zarzuelagenren fornyet popularitet, og den formåede at hævde sin stilling i spansk musikdramatik ind i 1900-t. Blandt de betydeligste zarzuelakomponister i denne periode var Francisco Asenjo Barbieri (1823-94) med den tidlige Gloria y peluca (1850) og Tomás Bretón (1850-1923) med bl.a. La verbena de la paloma (1897).

Inden for spansk instrumentalmusik i 1700-t. gjorde to udlændinge sig stærkt gældende som hofmusikere: Domenico Scarlatti, som skrev størstedelen af sine sonater for cembalo under sit ophold i Spanien fra 1729 til sin død 1757, og Luigi Boccherini, som fra 1769 til sin død 1805 boede i Spanien, hvor han komponerede en stor del af sin instrumentalmusik. I begyndelsen af 1800-t. markerede guitarvirtuosen Fernando Sor sig som komponist af talrige værker. De udgør en del af det klassiske guitarrepertoire, som senere blev forøget af bl.a. Francisco Tárrega. I 1900-t. har guitarvirtuosen Andrés Segovia formået at drage den klassiske guitar frem ved at transskribere kompositioner for instrumentet samt bestille og uropføre værker for det.

I slutningen af 1800-t. og begyndelsen af 1900-t. opstod i spansk musik en stigende national bevidsthed, næret af de studier i spansk folklore og den undervisning, som musikforskeren Felipe Pedrell (1841-1922) gennemførte fra 1870'erne. Denne "renæssance" gav sig udslag i musik med karakteristiske nationale træk som fx i klaverværker af pianisterne Isaac Albéniz og Enrique Granados, senere hos Joaquín Turina, Federico Mompou (1893-1987) og Joaquín Rodrigo. Sidstnævntes Concierto de Aranjuez (1939) for guitar og orkester står som en populær eksponent for denne retning.

Den betydeligste spanske komponist i første halvdel af 1900-t. var Manuel de Falla, hvis sceneværker (operaen La vida breve, 1904, balletterne El amor brujo, 1915 og El sombrero de tres picos, 1919) skaffede ham international berømmelse. Disse værker er udtryk for den nationale stil, men de bærer med deres impressionistiske træk også præg af de Fallas studieophold i Paris. I senere værker, bl.a. cembalokoncerten (1926), nærmer de Falla sig neoklassikken.

Ved Francos magtovertagelse flygtede en række musikere og komponister, bl.a. Robert Gerhard (1896-1970), der var elev af både Pedrell og Arnold Schönberg. Ligesom sin elev Joaquim Homs Oller (1906-2003) benyttede Gerhard tolvtoneteknik. Efter 2. Verdenskrig har flere komponistgrupper markeret sig. Grupo Nueva Música (1958) havde musikkritikeren Enrique Franco som et af sine ledende medlemmer og talte desuden bl.a. Luis de Pablo (1930-2021) og Cristóbal Halffter (1930-2021). Blandt senere grupper må fremhæves Actum (1973), som har dyrket postserielle teknikker og minimalisme, samt studierne Alea (1965) og Phonos (1973), hvis sigte har været udbredelsen af elektroakustisk musik. En række elever af Josep Soler (1935-1922) har markeret sig i 1980'erne og 1990'erne, bl.a. Albert Sardà (f. 1943), Miquel Roger (1954-2017), Juan José Olives (1951-2018), Benet Casablancas (f. 1956) og Agustín Charles (f. 1960).

Den spanske folkemusik er rig på variation. I tidens løb har talrige kulturer, bl.a. keltisk, arabisk, orientalsk, visigotisk og fransk, øvet indvirkning på delområder, og de deraf opståede regionale forskelle kan stadig genfindes i de lokale musikformer.

Dog findes der også gennemgående træk i den spanske folkemusik, især i den modale folkesang; overalt dyrkes en enkel, 2- til 4-tonig sangtype, oftest i fri rytme, nogle steder med antydningen af en relation til gregoriansk sang. I folkemusikken anvendes karakteristiske slagtøjsinstrumenter, ikke mindst kastagnetter, rasleinstrumenter og et stort udvalg af forskellige trommer.

Guitar eller mindre former af den indgår overalt i Spanien sammen med forskellige fløjtetyper, bl.a. pito og flaviol, samt skalmeje- og messingblæseinstrumenter. Mindre eller større ensembler akkompagnerer de lokale danse og sange.

Udviklingen inden for spansk rock og popmusik hænger nøje sammen med landets politiske og sociale udvikling. Fra at fungere som de unges ventil under Francos diktatur i 1960'erne kom musikken til at ledsage 1970'ernes begyndende demokratiseringsproces sammen med punk og det spanske fænomen cantautores; sangere, som skrev deres egne stærkt politiske sange, fx Joan Manuel Serrat (f. 1943).

Sideløbende hermed opnåede popsangere som Julio Iglesias stor popularitet. Fra begyndelsen af 1980'erne opstod flere nye tendenser såsom den kreative kulturbølge La movida, der bredte sig i Madrid. I det nye demokrati skulle kunsten og dermed også musikken være provokerende; heavy metal var in, og en gruppe som Alaska y los Pegamoides blev meget populær med sin specielle form for pop.

Desuden vandt flamenco-rocken eller flamenco-poppen udbredelse; her søger musikerne tilbage til deres rødder, og genren er uløseligt knyttet til Spanien. Blandt de mest fremtrædende flamenco-popgrupper er Ketama.

Som det øvrige Vesten var Spanien i 1990'erne præget af både traditionel rock, techno og rap, hvortil kommer popsangere som Enrique Iglesias (f. 1975), der med sine engelsksprogede indspilninger fortsætter i sin fars, Julio Iglesias' fodspor. Cantautores overlever ligeledes, men teksternes politiske protester er nedtonet til fordel for et mere lyrisk indhold.