Spa, kurby 20 km sydøst for Liège i Ardennernes nordlige del i den belgiske region Vallonien; 10.560 indb. (2005). Byen er vokset op omkring varme kilder, der har været benyttet allerede af romerne, og er i dag en vigtig turistby med bade- og kurfaciliteter, kasino og museer samt vinter- og motorsport (Francochamps-banen ligger sydøst for Spa).

Byen præges af arkitektur fra 1800-t. og begyndelsen af 1900-t. Under den 1. Verdenskrig havde den tyske overkommando sit hovedkvarter her.

Bynavnets oprindelse

Stednavnet Spa har bl.a. eksisteret i formen Sparsa fontana 'sprudlende kilde' (1. led sparsa perf.part. af latin spargere 'stænke, sprøjte') samt i overgangsformer i middelalderen Sparfontaine, Spaufontaine m.fl. At Spa skulle være et akronym for fx salus per aquam 'helse gennem vand' er etymologisk usandsynligt og må anses for en sejlivet myte.