Solon

Solon, ca. 630-ca. 560 f.Kr., athensk digter og statsmand, kendt som en af de syv vise. I 594/93 f.Kr. valgtes Solon til archont, og i sin embedsperiode fik han særlige beføjelser til at mægle i striden mellem rige og fattige. Baggrunden var, at mange småbønder var kommet i gæld og hvert år skulle aflevere ¹/₆ af deres afgrøder, da de ellers kunne sælges som slaver. Solon annullerede de fattiges gæld, afskaffede gældsslaveriet og fik de slaver, der var solgt til udlandet, hjem til Attika. Men han modsatte sig en nyfordeling af jorden (jf. anadasmos ges) og gav kun meget begrænsede politiske rettigheder til de fattigste borgere.

Solons reformer

Efter velstand blev borgerne inddelt i fire klasser betinget af årsproduktionen af korn, vin og oliven. Pentakosiomedimnoi ('femhundredemålsmænd') producerede mere end 500 mål, hippeis ('riddere') 300-500 mål, zeugitai ('oksespandsejere') 200-300 mål og thetes ('daglejere') mindre end 200 mål. De offentlige embeder var forbeholdt medlemmer af de øverste formueklasser. Solons kommissorium omfattede også en revision og nykodificering af Athens love, og fra 594 f.Kr. til afslutningen af 400-t. f.Kr. var "Solons love" grundlaget for det athenske samfund.

I 300-t. f.Kr. blev Solon opfattet som grundlæggeren af det athenske demokrati, og han blev tillagt en række forfatningsreformer, hvoraf en del dog må regnes for anakronismer. Solons reformer var et sandt kompromis, som begge parter var utilfredse med. Solon forsvarede sig i politiske pamfletter skrevet på vers (prosa var endnu ukendt). Han pålagde athenerne at respektere hans love uændrede i ti år og rejste selv udenlands i denne periode.

Som digter benyttede Solon de traditionelle ioniske digtformer. Han skrev både elegier og jamber dels om politiske emner som de gennemførte reformer, dels om almene menneskelige forhold som erotik, rigdom og fattigdom, lykke og ulykke. Et centralt tema er gudernes uundgåelige straf som gengæld for menneskers umættelighed og uforstand.