Skien er en by i det sydlige Norge med 49.600 indbyggere (2020). Byen udgør den nordligste del af et 30 km langt bybånd, som via Porsgrunn strækker sig langs med Skienselva til Langesund ved Skagerrak.

I 1100-tallet anlagdes et kloster på en ø i elven, og byen voksede op som strandsted med eksport af trælast. Med udgangspunkt i elvens vandkraft kom der savværk, mølleri og papirfabrik til foruden virksomheder inden for jern- og metalindustri. Der er store højdeforskelle i byen, og bycentrum er langstrakt og smalt; gadenettet er overvejende retvinklet med mange huse fra slutningen af 1800-tallet. Det skyldes flere bybrande, den sidste i 1886. Forfatteren Henrik Ibsen fødtes i Skien i 1828.

Skienselva

Elven afvander den langstrakte Norsjø nordvest for byen. Det første stykke af elven hedder Farelva. Først inde i byen, hvor den danner et vandfald og brat drejer mod syd, hedder den Skienselva. Den blot otte km lange elv er sejlbar hele vejen til udløbet i fjorden Frier ved Porsgrunn.