Sinaihalvøen

Sinaihalvøen, egyptisk landområde mellem Middelhavet, Det Røde Hav og Aqababugten. Den 61.000 km2 store halvø er meget tyndtbefolket og fremstår næsten overalt som ret uvejsom og uberørt ørken.

Terrænet stiger mod syd, hvor der er flere bjerge, bl.a. Egyptens højeste punkt Katarinabjerget (2642 m). Seks km nord herfor ligger Sinaibjerget (Djebel Musa, 2285 m). For foden af bjerget ligger Katarinaklostret. Ved kysterne ligger flere byer, som er forbundet med gode veje, og ved Suez er der vejtunnel under kanalen til resten af Egypten. Mod syd er der flere turistbyer, som bl.a. tilbyder sportsdykning; mest kendt er Sharm al-Shaykh ved koralrevet Ras Muhammad.

Historie

Allerede i oldtiden hørte Sinaihalvøen ind under Egyptens interesseområde som landvejen til Palæstina og stedet, hvorfra man fik halvædelstenen turkis samt kobber og malakit. Ved Serabit el-Khadim og Wadi Maghara findes indskrifter, der beretter om egypternes ekspeditioner til disse steder. Ved Serabit al-Khadim opførtes et tempel til gudinden Hathor.

Hovedparten af Sinai blev i 1922 en del af det uafhængige Egypten, mens en mindre del, Gazastriben, forblev under britisk herredømme som en del af Palæstina indtil den egyptiske besættelse i Den Første Arabisk-israelske Krig 1948-49. I 1956 besatte Israel hele Sinaihalvøen, men måtte året efter trække sig ud, hvorefter en FN-styrke blev indsat på den egyptiske side af grænsen.

Under Seksdageskrigen 1967 erobrede Israel atter hele Sinaihalvøen. ifølge fredsaftalen mellem Egypten og Israel i 1979 skulle Egypten have Sinai tilbage, og i 1982 overtog Egypten igen området bortset fra Gazastriben, som forblev under israelsk besættelse indtil overdragelsen i 1994 til det palæstinensiske selvstyre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig