Sarajevo er hovedstad (siden 1945) i Bosnien-Hercegovina beliggende på begge sider af floden Miljacka; 346.000 indbyggere (2023). Siden krigen 1992-95 er mange kroater og de fleste serbere flyttet, mens mange bosniakker er indvandret.
Faktaboks
- Etymologi
- Navnet Sarajevo er en afledn. af ældre Saraj, af tyrk. saray 'palads', af pers. sarāy 'bolig, hus'
Byen ligger i 530-700 m højde omgivet af bjerge, bl.a. Trebević (1629 m) og Ozren. Den består af en orientalsk bydel og en voksende moderne del. Før den bosnisk-serbiske belejring og de næsten daglige, massive bombardementer 1992-95 var den jernbaneknudepunkt med metallurgisk industri, cement-, tekstil-, fødevare- og bilindustri. Siden 1995 har en omfattende genopbygning været i gang. Byen, der har tradition for fremstilling af tæpper og filigran, rummer atter universitet, musikakademi, flere museer og højere læreanstalter. Sarajevo er sæde for landets parlament og for overhovedet for landets muslimske menighed, den ortodokse metropolit og den katolske ærkebiskop.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.