Det historiske inventar består af ældre og nyere dele, men præges især af en sengotisk altertavle og en renæssanceprædikestol, som tidligere var opsat over korbuen som lektorieprædikestol, dvs. en skranke eller væg, placeret mellem kirkens skib og kor.
Ældst i kirkerummet er den romanske døbefont i granit med relieffer af dyr og mennesker samt bladranker.
Altertavlens primære dele stammer fra en tidligere sengotisk fløjaltertavle, dvs. en tavle, der består af et midterskab og fløje på siderne. Tavlen er udført i egetræ og består i dag af to sammensatte fløje med 11 apostle Peter, Johannes, Paulus, Jakob den Yngre, Jakob den Ældre, Filip, Uidentificeret, Andreas, Matthias, Matthæus, Thomas samt Sankt Morten. Den er i dag opsat uden midterskab, og centralt er et nyere krucifiks påsat.
Dåbsfadet er kirkens ældste, efterreformatoriske arbejde. Det er sydtysk og udført omkring 1575. I bunden er der en fremstilling af bebudelsen og senere indgraverede initialer: ASS, IPD, MTS.
Prædikestolen er et renæssancearbejde fra 1600-tallet med relieffer på kurven samt malede allegorier i sidefag fra 1700-tallet. Kurven har fem reliefskårne og stafferede, dvs. bemalede og udsmykkede, fyldningsfelter. I fyldningerne er der evangelister og en korsfæstelsesscene. Fyldningerne adskilles af reliefskårne pilastre, der forestiller dydefigurer. Forneden afsluttes kurven med et postament, hvis frise er inddelt i skriftfelter. På de fire sidefag er der fyldningsfelter med malerier, som ligeledes er inddelt af pilastre, dog uden dyder. Disse felter danner dels et panel ind mod sydvæggen, dels en afskærmning foroven ind mod trappeafsatsen. Fyldningsfelternes malerier har allegoriske motiver. De bevarede dele afslører, at stolen formentlig tidligere har været opsat som lektorium over korbuen.
De østligste af kirkens stole er fra 1600-tallet og står bevaret med initialer for præstekonen Karen Henriksdatter Arctander (født 1638) og årstallet 1645. Det øvrige stoleværk er fra omkring 1900 og er udført i nygotisk stil.
En lysekrone blev skænket til kirken i 1703.
I kirken findes et sten-epitafium, dvs. en mindetavle, over Peder Schive (død 1695, jf. tidligere kapel i tårnrummet) samt en mindesten fra 1839. Disse er i dag begge indmurede i våbenhuset.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.