Sankt Gallen

Kantonen har grænse mod øst til Østrig og Liechtenstein. Den har et areal på 2026 km² og 483.100 indbyggere (2011), hovedsagelig tysktalende, hvoraf en tredjedel er katolikker.

De to halvkantoner Außer-Rhoden og Inner-Rhoden, der udgør kantonen Appenzell, ligger som en enklave i Sankt Gallen.

Terrænet varierer fra den flade Rhindal mod øst over bakkelandskabet Fürstenland mod nordvest til dele af Glarneralperne og bjergmassivet Churfirsten mod syd, hvor mange toppe er over 2000 meter. Halvdelen af arealet er landbrugsmæssigt udnyttet, og 30% er skovdækket. Kvægavl og mejeribrug er hovederhverv, men blandet landbrug med frugtavl og vindyrkning forekommer i de store floddale.

På grund af let tilgængelig vandkraft blev kantonen tidlig industrialiseret. Landets første mekaniske spinderi etableredes her i 1800 og igangsatte en udbredt væve- og strikkeindustri. Sankt Gallen er stadig et af Schweiz' centre for tekstilindustri.

Området var i middelalderen underlagt klostret Sankt Gallen, hvis abbed i 1206 fik værdighed af tysk-romersk rigsfyrste. Reformationen blev indført i 1524, men allerede i 1531 blev det gejstlige styre genoprettet, og dette bestod frem til 1798. I 1803 fik Sankt Gallen sin første forfatning og blev optaget i Det Schweiziske Edsforbund.

Byen Sankt Gallen er kantonens hovedstad 15 kilometer sydvest for Bodensøen, 73.500 indbyggere (2011). Den er kultur- og handelscentrum for det nordøstlige Schweiz og industrielt midtpunkt for kantonen med tekstil-, trikotage- og metalindustri.

Byen voksede op omkring benediktinerklostret med klosterkirke (grundlagt i 700-tallet). Kirken blev i 1769 erstattet af en senbarok klosterkirke af J.M. Beer (1696-1780); mange af bygningerne fremstår i dag i barok stil. Klostret er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. På stiftsbiblioteket (1767) findes Sankt Gallen-klosterplanen fra ca. 820, den ældste grafiske fremstilling af et karolingisk klosteranlæg.

Ifølge traditionen slog den irske munk Gallus sig i 612 ned her i en eneboerhytte; senere samlede hans disciple sig omkring ham. I ca. 719 grundlagde den alemanniske munk Otmar (689-759) et kloster, der i 747 antog Benediktinerreglen. Klostret udviklede sig snart til et kulturelt og åndeligt centrum, og et scriptorium anlagdes; det blev i 800-tallet især berømt for sit bogmaleri.