Sankt Ansgars Kirke. G.F. Hetsch opførte 1841-42 Sankt Ansgars Kirke i Bredgade, København for det katolske trossamfund; siden 1941 har den været katolsk domkirke. Den enkle enskibede bygning er placeret mellem det gamle Frederiks Hospital tv. og Kirurgisk Akademi th. I facadens nicher står fem profetstatuer i zink, udført 1842 af billedhuggeren Gotthilf Borup (1804-79) efter udkast af Hetsch. I den latinske indskrift over dem står Viet Kristus Forløseren.

.

Sankt Ansgars Kirke. I middelalderen var Lucius' hovedskal Roskilde Domkirkes mest betydningsfulde relikvie. I Sankt Ansgars Kirke findes i dag dette relikvarium (relikviegemme), der er udført i 1910 som et fantasiportræt af Sankt Lucius. Hofguldsmed Alois Kreiten i Köln er mester for relikvariet, der er af træ, beklædt med metalfolie og udført som bestillingsarbejde for den katolske menighed i Danmark.

.

Sankt Ansgars Kirke er en kirke i Bredgade i København, der siden 1941 har været domkirke for de danske katolikker.

Den enkle bygning i italiensk romansk stil blev tegnet af den tysk-danske arkitekt G.F. Hetsch og opført i årene 1841-1842. Den ligger med gavlen trukket tilbage fra gaden og er skærmet med et gitter. Et klokketårn tilkom i 1943, og klokkerne i 1949, 100 år efter at der med Grundloven var givet ikke-protestantiske trossamfund lov til at bruge klokker.

Det enskibede kirkerum har apsis med freskoer af Joseph Anton Settegast (1813-1890) fra Düsseldorf. Blandt kirkens relikvier er en hovedskal, som ifølge overleveringen er af pave Lucius 1.

Kirken må ikke forveksles med Sankt Ansgar Kirke i Bramming Sogn.

Læs mere i Lex

Kommentarer (2)

skrev Marie-Louise Hammer

Vær opmærksom på, at den i brødteksten omtalte hjerneskal og i billedteksten omtalte hovedskal i artiklen Lucius 1. omtales som kranium og hovedskal !!

Kan der fremtrylles et foto af relikviet ??

svarede John H. M. Damsager

Tak for de relevante kommentarer. Jeg følger op på dem.
Mvh.
John

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig