Sønderjylland

I Slesvig begyndte den nationale organisering kort efter 1840. Med undtagelse af Flensborg blev byernes borgerforeninger vigtige støttepunkter for den slesvig-holstenske agitation. På dansk side stiftedes i 1843 Den Slesvigske Forening (1), der syd for Kongeåen fik knap 500 medlemmer. 1845 fik den sit modstykke i Den Slesvig-holstenske Patriotiske Forening.

I kølvandet på den nationale mobilisering under 1. Slesvigske Krig dannedes danske borgerforeninger i Aabenraa (Frederiksklubben) og i Haderslev (Harmonien), der samarbejdede med Den Slesvigske Forening (2), som blev oprettet i 1849 med tyngdepunkt i og omkring Flensborg. Endnu kunne de enkelte nationale foreningers medlemstal dog tælles i hundreder, og i tiden mellem de slesvigske krige (1850-1864) svandt interessen for dem stærkt ind.

Slesvigs indlemmelse i Tyskland efter 1864 skabte på ny behov for organisering af de dansksindede. Bortset fra lokale danske foreninger som Enigheden og Ydun i Flensborg var det dog først med fortyskningspolitikkens skærpelse fra ca. 1880, at massemobiliseringen i de nationale foreninger kom i gang. I 1880 oprettedes Foreningen til det Danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig, snart kaldet Sprogforeningen. Dens hovedopgave blev at genoptage og udbygge arbejdet med lokale bogsamlinger.

I 1888 organiseredes danskheden politisk i Vælgerforeningen for Nordslesvig, mens Den Nordslesvigske Skoleforening fra 1892 (nu Sønderjysk Skoleforening) ydede bistand til unges ophold på efterskoler, højskoler og landbrugsskoler i Danmark. Kampen om jorden førte i 1913 til etableringen af foreningen Landeværnet. Ved siden af disse landsdelsdækkende foreninger, hvis medlemstal i 1914 skulle tælles i adskillige tusinder, skabtes et tæt net af lokale foredragsforeninger, ungdomsforeninger og selskabelige foreninger med nationale formål.

En tilsvarende organisering fandt samtidig sted på tysk side. Her blev krigerforeningerne og især Deutscher Verein für das nördliche Schleswig hovedhjørnesten (oprettet 1890), mens Verein für deutsche Friedensarbeit in der Nordmark (oprettet 1909) kun fik ringe tilslutning til sin forsonlige kurs. Op til afstemningen i 1920 blev den danske agitation i 2. zone organiseret af Mellemslesvigsk Udvalg med hjemsted i Flensborg.

Den nye grænsedragning i 1920 skabte mindretal nord og syd for grænsen, som begge straks organiserede sig i nationale foreninger. De danske sydslesvigere samlede sig i Den Slesvigske Forening (3), i Dansk Skoleforening for Sydslesvig og i De Sydslesvigske Ungdomsforeninger. De tyske nordslesvigere oprettede Schleswigscher Wählerverein, Deutscher Schulverein og Deutscher Jugendbund.

Slesvig-holstenske nazisters kampagne i 1933 mod 1920-grænsedragningen førte straks til to danske foreningsdannelser: Danske Samfund, som tilstræbte en total organisering af alle dansksindede i grænseområdet, fra 1940 i hele Nordslesvig, og Det Unge Grænseværn, der især arbejdede for at aktivere den sønderjyske og øvrige danske ungdom i grænsekampen. Senere i 1930'erne fulgte Arbejderbevægelsens Sønderjydske Landsforening og Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere 1914-1918.

Efter 1945 blev de nationale mindretals foreninger reorganiseret. I Nordslesvig opløstes de nazistiske mindretalsorganisationer, og i stedet oprettedes i 1945 Bund deutscher Nordschleswiger. I Sydslesvig blev den stærkt øgede tilslutning opfanget i Sydslesvigsk Forening (1946) og Sydslesvigsk Vælgerforening (1948).

For de nationale foreninger i grænselandet har den dansk-tyske afspænding fra 1950'erne betydet vigende folkelig interesse, og flere af dem er nedlagt eller omdannet til fonde.

Til støtte for det begyndende danske kulturarbejde i Slesvig dannede sønderjyder i København i 1839 Selskabet for Dansk Læsnings Udbredelse i Slesvig, der indsamlede bøger og oprettede sognebogsamlinger. Dette arbejde fortsatte efter Treårskrigen.

Efter Slesvigs afståelse i 1864 blev der straks oprettet flere sønderjyske foreninger i kongeriget, særlig i København, fx foreningen Dannebrog i 1865. Også her kom gennembruddet dog først i 1880'erne med Sønderjysk Forening (1879), Sønderjydsk Samfund (1884) og Sønderjydsk Centralforening (1887).

Flere af de sønderjyske foreninger samlede fortrinsvis højre- eller venstrefolk. For Venstres studerende dannedes således Studentersamfundets Sønderjydske Samfund (kaldet 4 S), og for de konservatives studerende To Løver. Fra sidst i 1880'erne blev der tillige stiftet et stort antal lokale sønderjyske foreninger uden for hovedstaden, som i 1888 samledes i De Samvirkende Sønderjydske Foreninger. Under grænsestriden 1918-1920 samledes tilhængerne af en dansk-tysk grænse syd for Flensborg i Flensborgbevægelsen. De kredse, der ønskede grænsen lagt endnu sydligere, stiftede Dannevirkebevægelsen. Begge bevægelser var løst organiseret.

Efter Genforeningen i 1920 samlede støttearbejdet i Danmark sig om Sydslesvig, fra 1920/21 med Grænseforeningen som paraplyorganisation. Grænseforeningen er stadig (2022) virksom. Endvidere opstod grænsepolitisk mere yderligtgående foreninger som Slesvig-Ligaen (oprettet 1920) og Sydslesvigsk Udvalg (oprettet 1945), hvis betydning nu er ringe.