Ruhollah Khomeini

Ruhollah Khomeini, 1900/1902-3.6.1989, iransk teolog og politiker; Irans reelle hersker fra 1979. Ruhollah Khomeini blev i begyndelsen af 1940'erne ayatollah på en afhandling om Pahlavidynastiets legitimitet i forhold til den islamiske tradition.

Her hævdede Ruhollah Khomeini, at monarkiet kun var i overensstemmelse med traditionen, hvis den siddende monark sikrede de shiamuslimske retslærde en central placering i landets politiske system. Fra begyndelsen af 1960'erne skærpedes Khomeinis modsætningsforhold til shahstyret, da dets moderniseringsbestræbelser efter hans vurdering truede med at undergrave Irans islamiske traditioner. I 1963 blev Khomeini arresteret og året efter sendt i eksil; han bosatte sig indtil efteråret 1978 i al-Najaf i Irak; herefter slog han sig ned i Paris, hvor han etablerede et tæt samarbejde med en række iranske politikere med det formål at styrte shahen. Efter shahens fald vendte han 1.2.1979 tilbage til Iran i triumf.

Da islam efter Khomeinis opfattelse er et altomfattende livstolkningssystem, måtte det politiske system indrettes i overensstemmelse med det islamiske retssystem. Han begrundede de religiøse lærdes særlige institutionelle placering med henvisning til, at de i den 12. imams fravær har pligt til at lede det muslimske samfund (se også shiisme og imam). Disse tanker blev indarbejdet i den iranske grundlov af 1979.

Ruhollah Khomeini spillede fra 1979 og frem til sin død en afgørende rolle for Irans politiske udvikling i kraft af sin position som den Øverste Leder, en kombineret religiøs og politisk autoritet, der kunne varetage funktionen som imamens stedfortræder. Khomeini udtrykte i sine taler og skrifter en voldsom kritik af Vesten og Israel, og Irans forhold til omverdenen blev stærkt præget af dette. Også hans fatwa i 1989 om den britiske forfatter Salman Rushdie, der efter hans opfattelse havde gjort sig skyldig i blasfemi med romanen De sataniske vers (1988), forværrede relationerne til omverdenen.

Ruhollah Khomeini var ligeledes fortaler for, at Iran i den øvrige islamiske verden skulle støtte politiske grupperinger, der ville arbejde for etableringen af en islamisk stat. Khomeinis politiske betydning mindskedes dog i de sidste år af hans liv, da han i sine synspunkter ofte kom i modsætning til yngre, mere moderate politikere, der i hans skygge havde indtaget vigtige positioner. Hans ideologiske forestillinger spiller imidlertid fortsat en meget betydelig rolle i Iran.