Faktaboks

Rolf Dahlgren
Født
1932
Død
1987

Rolf Dahlgren (th.) sammen med professor E. Steemann Nielsen ved en reception på Danmarks Farmaceutiske Højskole, 1980.

.

Rolf Dahlgren var en svensk botaniker.

Dahlgren, der var uddannet i Lund, blev i 1973 professor ved Københavns Universitets botaniske museum. Hans første store arbejder fra tiden i Lund var kritiske revisioner af de næsten 280 arter af Aspalathus, en slægt af ærteblomster, som er næsten helt begrænset til Sydafrika. Dahlgren viste, at mange arter i denne slægt har en meget begrænset udbredelse på bestemte bjergarter eller i områder med bestemte klimaforhold.

I tiden i København udgav Dahlgren lærebogen Angiospermernes taxonomi (1974-1976), hvori han præsenterede et nyt system for blomsterplanternes inddeling, baseret på langt flere karakterer end forgængernes. Som noget nyt benyttedes konsekvent planternes indhold af stoffer, dvs. de kemiske karakterer. Systemet blev hurtigt verdenskendt, og et særligt todimensionalt diagram over blomsterplantegruppernes indbyrdes slægtskabsforhold og størrelse betegnes nu ofte som et Dahlgrenogram.

Dahlgren udgav endvidere flere omfattende studier af de enkimbladede planters systematik, der som følge af disse er blevet helt nyvurderet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig