Regensen er et kollegium beliggende over for Rundetårn midt i København. Det er Danmarks næstældste efter Valkendorfs Kollegium og er fra gammel tid det mest prestigefyldte studenterkollegium.
Regensen
Bygningshistorie
Regensen blev opført i perioden 1618-1623 på initiativ af Christian 4. som bolig for de 120 studenter, der oppebar Kommunitetet. Den gamle bygning gik til ved Københavns brand i 1728, hvorefter Regensen i årene efter 1730 blev genopført, væsentligst i sin nuværende skikkelse.
Studenterkultur
I slutningen af 1700-tallet opstod det studenterliv, der senere har kendetegnet Regensen, hvor lindetræet midt i gården blev et samlingspunkt for studenternes fester og diskussioner. Studenterforeningen og Studenter-Sangforeningen blev stiftet på Regensen og har haft betydning for en større kreds af studerende ved Københavns Universitet.
Navne som Poul Martin Møller, Christian Winther, Carl Ploug og J.C. Hostrup er knyttet til den særlige studenterkultur, der i Hostrups komedie Genboerne (1844) har fået sit mest markante udtryk. Regensianerne tog med Orla Lehmann som en central skikkelse ivrigt del i det politiske liv frem mod Grundloven i 1849.
Kollegiesamvirket
Regensens økonomi var længe god, men fra 1970'erne oversteg udgifterne indtægterne. Derfor indgik Regensen i 1983 sammen med Valkendorfs, Borchs og Elers kollegier i Kollegiesamvirket.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.