Preussen

Preussen, Prøjsen, latin Borussia, tidligere hertugdømme og kongerige i nuværende Tyskland, Polen, Litauen, Rusland (dvs. Kaliningrad hvor Preussens daværende hovedstad Königsberg lå) og Hviderusland.

Navnet Preussen stammer fra den baltiske folkestamme preusserne, der i middelalderen beboede området mellem floden Wisła (tysk Weichsel) i Polen og floden Nemunas (tysk Memel) i Litauen og Hviderusland.

Preussen opstod som hertugdømme i 1525 ved en overenskomst mellem den polske kong Sigismund 1. Stary og Den Tyske Ordens højmester, der derved blev hertug i en protestantisk stat under polsk lenshøjhed.

1618 kom hertugdømmet i personalunion med det hohenzollerske kurfyrstendømme Brandenburg, der i 1660 fik fuld suverænitet over Preussen (se også Hohenzollern).

På grundlag af den enevældige stat, som Frederik Vilhelm den Store af Brandenburg havde opbygget efter Trediveårskrigen, blev kurfyrstendømmet Brandenburg i 1701 af den tysk-romerske kejser ophøjet til kongedømme og tog navn efter hertugdømmet Preussen.

Herved blev kurfyrste Frederik 3. den første konge af Preussen som Frederik 1.

Under hans søn Frederik Vilhelm 1., der regerede fra 1713 til 1740, skabtes grundlaget for Preussens senere position som europæisk stormagt. Ved at opbygge en omfattende finansforvaltning, der primært tjente til at forøge hærens styrke, ved at binde den preussiske landadel til tjeneste som officerer i den stående preussiske hær og ved at føre en stram merkantilistisk økonomisk politik skabte Frederik Vilhelm 1. grundlaget for militariseringen af stat og samfund i Preussen. Hæren forøgedes under ham fra 40.000 til 80.000 mand.

Under sønnen Frederik 2. den Store blev Preussen en europæisk stormagt ved at erobre Schlesien fra Østrig i de schlesiske krige i 1740'erne og ved at fastholde denne position under Syvårskrigen 1756-63, hvor Preussen i alliance med Storbritannien kæmpede mod de øvrige kontinentale stormagter, Frankrig, Østrig og Rusland.

Hertil kom, at Preussen erhvervede Vestpreussen ved Polens første deling i 1772, bl.a. Posen og Danzig ved Polens anden deling i 1793 og yderligere store områder, bl.a. Warszawa, ved Polens tredje deling i 1795. Efter erhvervelsen af Vestpreussen blev det oprindelige Preussen kaldt for Østpreussen.

Indenrigspolitisk gennemførte Frederik den Store reformer i den oplyste enevældes ånd med fortsat merkantilistisk politik og landindvinding langs Oder, men også ved retslige reformer, der i slutningen af 1700-t. gjorde Preussen til en egentlig retsstat med tale- og trosfrihed, med adskillelse af justitsvæsen og forvaltning og med en ikke længere enevældig monark, men en "statens første tjener". Hertil kom, at de oplyste herskere i 1700-t. fortsatte den brandenburg-preussiske tradition med at åbne grænserne for driftige religiøse flygtninge fra det øvrige Europa.

Under Napoleonskrigene kunne Preussen i første omgang udvide sit territorium ved den franskdikterede rationalisering af det tyske territoriale kludetæppe, dvs. fra 1803 til nedlæggelsen af Det Tysk-romerske Rige i 1806, hvor flere gejstlige områder og førhen frie byer tilfaldt Preussen.

I næste omgang efter det totale nederlag til Napoleon ved Jena og Auerstedt i 1806 måtte Preussen ved Freden i Tilsit i 1807 dog afstå halvdelen af alle sine territorier, bl.a. alle områder vest for Elben.

Ved Wienerkongressen i 1814-15 generhvervede Preussen sin stormagtsstatus og kunne hertil føje territoriale gevinster, der bl.a. omfattede de senere vigtige industriområder i Westfalen og Rhinlandet.

Napoleons ydmygelse af den preussiske stat var en del af baggrunden for de stein-hardenbergske reformer, der 1807-15 med bl.a. landboreformer, erhvervsfrihed, værnepligtshær, selvstyreordning for byerne, ny skolelovgivning og jødeemancipation skabte en tiltrængt fornyelse af stat og samfund i Preussen.

I 1815 indgik Preussen i det løse statsforbund Det Tyske Forbund, der var præget både af stormagternes reaktionære Hellige Alliance, som var vendt mod revolutionære opstande i hele Europa, og frem til 1866 også i stigende grad af modsætningen mellem de to største tyske stater, Preussen og Østrig.

Preussens ledende rolle på det økonomiske felt blev tydelig i 1834 med etableringen af det økonomisk liberalistisk inspirerede Tyske Toldforbund (se Zollverein) under preussisk ledelse og med udelukkelse af Østrig, foruden ved at centrale industrielle regioner, fx Ruhr og Øvreschlesien, i 1850'erne lå inden for det preussiske statsområde.

Politisk optrådte Preussen ikke liberalt, men undertrykte i Den Hellige Alliances ånd både tysk-nationale og liberale bevægelser. Det manifesterede sig under revolutionen i 1848, da den preussiske konge, Frederik Vilhelm 4., efter først under indtryk af barrikadekampene i Berlin at have indsat et liberalt ministerium senere opløste Nationalforsamlingen og i 1850 gennemførte en mere konservativ forfatning, der bl.a. omfattede den ulige, tredelte valgret til det preussiske andetkammer.

Trods en mere moderat konservativ politik fra regeringens side i "den ny æra" fra 1858 mundede den politiske strid om en ny hærreform i 1862 ud i en forfatningskonflikt mellem den af Otto von Bismarck ledede preussiske regering og det liberale flertal i det preussiske andetkammer, hvor regeringen vedtog finanslove uden om forfatningen og parlamentet.

Modsætningen mellem Preussen og Østrig kom især til udtryk i striden om en kommende tysk nationalstats såkaldte lilletyske eller stortyske udformning. Striden fandt sin afgørelse med Preussens sejr over Østrig i Den Preussisk-østrigske Krig i 1866, der bl.a. blev udløst af uenighed om den fælles forvaltning af Slesvig-Holsten.

Herefter var vejen banet for en lilletysk-preussisk samling af den tyske nation, som fandt en foreløbig løsning i Det Nordtyske Forbund 1866-71 og sin endelige efter Den Fransk-tyske Krig 1870-71, hvor også de sydtyske stater tilsluttede sig den preussisk dominerede tyske nationalstat, Det Tyske Kejserrige, 1871-1918.

Efter 1871 gik den preussiske historie op i den tyske, men den preussiske delstat udøvede en slags hegemoni inden for den nye nationalstat, idet kongen af Preussen blev tysk kejser som Vilhelm 1. og samtidig øverstkommanderende for den tyske hær. Dertil kom personsammenfald mellem den tyske rigskansler og den preussiske ministerpræsident/udenrigsminister, samt at den nye nationale hær var domineret af preussiske hærstyrker og det preussiske officerskorps.

Efter 1. Verdenskrig var Preussen fortsat det største tyske Land og indgik som en parlamentarisk-demokratisk fristat i Weimarrepublikken 1919-33 med en relativt stabil regering, der bortset fra korte afbrydelser blev ledet af socialdemokraten Otto Braun som preussisk ministerpræsident, indtil rigskansler Franz von Papen ved det såkaldte Preussenkup i 1932 afsatte den preussiske regering og blev indsat som rigskommissær af rigspræsident Paul von Hindenburg.

Under nationalsocialismen blev den preussiske selvstændighed fuldstændigt afskaffet, Landdagen opløst, og de preussiske ministerier underlagt rigsministerierne.

Efter 2. Verdenskrig blev Tyskland delt op i fire besættelseszoner, som alle indeholdt dele af Preussen, indtil den preussiske stat 25.2.1947 blev opløst af Det Allierede Kontrolråd ud fra en opfattelse af, at den preussiske stat og militarisme var det egentlige arnested for to verdenskrige og nazismen.

Fortolkningen af den preussiske historie har dels omfattet 1800-t.s opfattelse af, at den preussiske stormagt og den preussiskdominerede nationalstat var det naturlige slutpunkt i en lang national kontinuitet, dels en i 1900-t. udbredt opfattelse af, at den preussiske stat, militarisme og elite var et centralt led i en negativ og ikke-demokratisk tysk Sonderweg ('særvej'), der endte i nationalsocialismen.

En tredje fortolkning har bestået i en påpegning af både positive og negative tendenser, hvor militarismen sættes i forhold til indslag af retsstatslighed og tolerance og Weimarrepublikkens demokrati, den anden side af Preussens historie.