Pieter Zeeman var en hollandsk fysiker og Nobelprismodtager. Han var fra 1897 ansat ved universitetet i Amsterdam, fra 1900 som professor.
Efter flere års magnetooptiske præcisionsmålinger forsøgte han i 1895 at konstatere en virkning på spektrallinjer, når lyskilden anbragtes i et stærkt magnetfelt, og i 1896 fandt han en magnetisk udtværing af de to gule linjer i natriumspektret. Samme år viste Hendrik Antoon Lorentz, at hvis en spektrallinje udsendes af svingende ladede partikler i et atom, vil et magnetfelt spalte linjen i tre komponenter med karakteristiske polarisationer, den såkaldte Zeeman-effekt.
Zeemans efterfølgende målinger bekræftede Lorentz' teori, og ud fra opspaltningens størrelse kunne han beregne, at forholdet mellem ladning og masse for de ladede partikler var omkring 1000 gange den kendte værdi for hydrogen-ioner. I 1897 kom Joseph John Thomson til samme værdi for katodestråler. Denne overensstemmelse medvirkede stærkt til accepten af elektronen som en universel bestanddel af alle atomer. I 1902 fik Zeeman og Lorentz Nobelprisen i fysik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.