Perus historie

Både i højlandet og i kystområdet opstod en række kulturer med bysamfund og klasse- og standsdeling (se også andine højkulturer) med Chavín (fra ca. 1200 f.v.t.) i det nordlige højland som den første. Senere fulgte bl.a. Moche, Nazca, Tiahuanaco (i det nuv. Bolivia), Huari og Chimú.

Fra midten af 1400-tallet erobrede inkaerne med udgangspunkt i Cuzcodalen i højlandet næsten hele det nuværende Peru, Bolivia og Ecuador samt dele af Colombia, Chile og Argentina. Inkariget var således mindre end hundrede år gammelt, da det 1532-1533 lykkedes nogle få hundrede spanske conquistadorer med Francisco Pizarro i spidsen at erobre riget.

At det lykkedes en så talmæssigt underlegen spansk styrke at indtage det enorme imperium skyldtes bl.a., at det var politisk splittet efter flere års borgerkrig, og at de første epidemiske sygdomme fra den gamle verden var begyndt at hærge.

Desuden bidrog tilfangetagelsen i 1532 og henrettelsen året efter af inkaherskeren Atahualpa til, at det stærkt centraliserede Inkarige blev handlingslammet.

Hovedstaden Cuzco blev indtaget i 1533, og i løbet af ganske få år var den spanske magt sikret, og al væsentlig indiansk modstand nedkæmpet, om end den sidste inkaiske modstandslomme i Vilcabamba i jungleområdet NØ for Cuzco først blev endeligt knækket med henrettelsen af inkaætlingen Tupac Amaru i 1572.

Med grundlæggelsen af Lima i 1535 blev Cuzco afløst som administrativt centrum i Peru, der blev et spansk vicekongedømme i 1542. Landet var indtil ca. 1550 præget af voldsomme stridigheder mellem de ledende spanske conquistadorer; de fleste, heriblandt Francisco Pizarro, blev myrdet eller dræbt i kamp.

Herefter fulgte en længere krise. En effektiv administration var endnu ikke etableret, og den kolossale dødelighed blandt den indianske befolkning pga. de epidemiske sygdomme, som spanierne havde bragt med sig, gav mangel på arbejdskraft på godserne og i minerne.

Først under vicekonge Francisco de Toledo, 1569-1581, blev koloniadministrationen sat i system. Indiansk tvangsarbejde blev organiseret i mitasystemet, der muliggjorde en mere effektiv udnyttelse af de usædvanlig rige sølvminer i Potosí i det nuværende Bolivia, og vicekongedømmet, der fra ca. 1580 til ind i 1700-tallet formelt set omfattede hele Sydamerika bortset fra Venezuelas kyst og Brasilien, blev af vital betydning for det spanske koloniimperium.

Da vicekongedømmets sølvrigdomme i løbet af 1700-tallet var ved at være udtømte, gennemførte den spanske kolonimagt gradvis en række administrative reformer, bl.a. i et forsøg på at bedre økonomien og sikre en strammere kontrol.

To nye vicekongedømmer blev etableret, i 1739 Ny Granada, der omfattede det nordlige Sydamerika, og i 1776 La Plata i den sydøstlige del af kontinentet. Limas position som det spanske Sydamerikas ubestridte centrum var dermed bragt til ende, og det omfangsmæssigt stærkt reducerede vicekongedømme mistede en stor del af sin betydning.

Til de øvrige problemer kom i 1780 udbruddet af et stort indiansk oprør ledet af mestizen José Gabriel Condorcanqui, også kendt som Tupac Amarú 2. I 1781 blev oprøret dog slået ned, og lederen henrettet.

I det øvrige Sydamerika var den stadig større og mere selvbevidste kreolske elite efterhånden kommet til at udgøre koloniernes dynamiske og nytænkende islæt, mens Peru i kraft af sin fortid som kolonimagtens centrum forblev domineret af en konservativ spansk overklasse.

Der var derfor ikke som i resten af de sydamerikanske kolonier uafhængighedsbestræbelser af betydning, før argentineren José de San Martín i 1820 indtog Lima.

Det primære formål var at svække den spanske kolonimagt og derved sikre Argentinas fortsatte uafhængighed.

Peru blev erklæret selvstændigt i 1821, men de spanske royale styrker kontrollerede stadig størstedelen af højlandet, indtil Simón Bolívars styrker i 1824 endegyldigt besejrede dem.

Spanien anerkendte dog først Perus uafhængighed efter at have lidt nederlag i et generobringsforsøg i 1866.

Bolívars forsøg på at samle det nordlige Sydamerika, herunder Peru, viste sig at være uholdbart; i 1826 forlod han landet, som året efter med general Agustín Gamarra (1785-1841) i spidsen rev sig løs fra Bolívars storrepublik Colombia.

I 1836 dannede Andrés de Santa Cruz Den Peruviansk-bolivianske Konføderation, men den opløstes atter efter nederlaget i 1839 til Chile, som frygtede for sin position i området. Fra begyndelsen af 1840'erne fik Peru store indtægter fra guanoeksport til især Europa.

Under Ramón Castilla 1845-1851 og 1855-1862 bedredes økonomien således, og det økonomiske råderum blev bl.a. brugt til afskaffelse af den indianske tribut og i 1854 af slaveriet. Den økonomiske kompensation, som slaveejerne fik, blev primært investeret i udviklingen af landbruget, især sukkerrør og bomuld, i kystområderne. Arbejdskraften erstattedes bl.a. af kinesiske arbejdere, som blev importeret i relativt store tal.

Guanoproduktionen var kontrolleret af udenlandske interesser, og da landet desuden ofte var plaget af indre stridigheder og korruption, havde indtægterne ikke ført til nogen markant udvikling af infrastruktur m.m.

Det forsøgte præsident Manuel Pardo (1834-1878) at råde bod på i 1870'erne, da man indledte storstilede anlægsprojekter, især bygningen af jernbaner, der skulle binde landet bedre sammen og lette varetransport til eksporthavnene.

Men guanoeventyret var ved at være slut, og i den økonomiske krisesituation blev man i stigende grad afhængig af udenlandske lån; udnyttelsen af de rige nitratforekomster i Atacamaørkenen blev forpurret, da Chile i Salpeterkrigen 1879-1883 erobrede området efter bl.a. at have indtaget Lima i 1881.

I de følgende tre årtier kom Peru ind i en ganske stabil politisk periode, og økonomien bedredes atter. Den amerikanske indflydelse i Peru voksede imidlertid sideløbende hermed, og i 1924 dannede Víctor Raúl Haya de la Torre den venstreorienterede, nationalpopulistiske bevægelse APRA, vendt mod amerikansk imperialisme og mod det diktatur, som Augusto Leguía havde indført ved et kup i 1919. Kampen mellem APRA og højreorienterede kræfter, især militæret, har siden været et tilbagevendende tema i Peru.

Tilskyndet af dele af den internationale oliebranche invaderede Peru i 1941 Ecuador. Ved krigens afslutning i 1942 havde Peru sikret sig hovedparten af ecuadoriansk Amazonas og dermed store potentielle olieindtægter samt adgang til Atlanterhavet via Amazonfloden.

Ecuador anerkendte først officielt Perus erobringer i 1998; indtil da var der gentagne militære sammenstød i grænseområderne.

I efterkrigstiden har militæret flere gange taget magten i Peru. Manuel Odrías diktatur 1948-56 var præget af politisk stabilitet og økonomisk fremskridt, men på bekostning af hård undertrykkelse af oppositionen, især APRA.

Efter en periode med civilt styre, fra 1963 under Fernando Belaunde Terry, der gennemførte omfattende jordreformer, tog militæret under Juan Velasco Alvarados ledelse atter magten i 1968. Omfattende nationaliseringer blev indledt, hvilket ramte de amerikanske interesser; til gengæld etablerede man relativt tætte kontakter til Østblokken.

Forholdene for den indianske befolkning blev forbedret, men oppositionen blev undertrykt. Den politiske linje drejede tilbage mod højre under en ny militærjunta, der havde magten fra 1975, indtil Peru i 1980 atter fik et civilt demokratisk styre under Belaunde.

1980'erne blev en kriseperiode for Peru som for det meste af Sydamerika. Faldende verdensmarkedspriser på de vigtigste eksportprodukter kastede Peru ud i en dyb økonomisk krise med bl.a. voldsom inflation. I 1985 kom APRA under Alan García Pérez for første gang til magten.

Da García skar drastisk ned på tilbagebetalingen af den enorme udlandsgæld, reagerede Verdensbanken med at stoppe lån- og kreditgivning, hvilket forværrede den økonomiske situation yderligere.

Til de økonomiske problemer kom kampen mod guerilla- og terrorbevægelserne Den Lysende Sti, der indledte sin væbnede kamp i 1980, og MRTA fra 1984. Store dele af Peru var i længere perioder i undtagelsestilstand, og økonomien belastedes kraftigt af, at så store resurser måtte afsættes til kampen og til genopbygning efter guerillaangreb på infrastruktur mv.

I 1990 kom den hidtil ukendte Alberto Fujimori til magten efter valgsejr over den verdenskendte forfatter Mario Vargas Llosa. Fujimori overtog et Peru på randen af økonomisk og politisk kaos.

Han iværksatte drastiske økonomiske stramninger, åbnede landet for udenlandske investeringer og genoptog tilbagebetalingen af udlandsgælden. Det lykkedes at få inflationen under kontrol, og efterhånden kom økonomien ud af den dybe krise.

Den økonomiske genopretning lykkedes således, men kom ikke det store flertal til gode i særlig grad, og Peru var stadig i 1999 præget af store sociale og økonomiske skel.

Samtidig intensiveredes kampen mod narkotikatrafikken efter pres fra USA; i begyndelsen af 1990'erne stod Peru for ca. 60% af verdens produktion af kokablade, der bruges legalt som stimulerende og smertestillende middel, men hvoraf der også kan udvindes kokain.

Trods omfattende amerikansk økonomisk og militær bistand har resultaterne været sparsomme; indsatsen har dog bidraget til at forbedre forholdet til USA. Fujimori har desuden med held sat store kræfter ind i kampen mod guerillabevægelserne, som har mistet fodfæste i de fleste områder, ligesom hovedparten af guerillalederne er blevet fanget eller dræbt.

Fujimoris resultater var imidlertid opnået med brutale midler og på en baggrund af anklager for overtrædelser af menneskerettigheder og for brud på grundlæggende demokratiske spilleregler; i 1992 opløste han således parlamentet og suspenderede forfatningen for at sikre sig mulighed for genvalg.

I 2000 tog skandalerne omkring præsident Fujimori fart. Det drejede sig både om korruptionssager og om det autoritære styre, herunder bl.a. de mange, som forsvandt sporløst i forbindelse med krigen mod guerillaerne.

Presset mod Fujimori kulminerede efter sejren i efterårsvalget samme år, hvis forløb blev stærkt kritiseret af både oppositionen og internationale iagttagere, og i november trådte han tilbage for snart efter at flygte til Japan. Han vendte tilbage til Peru nogle år senere, men blev idømt en langvarig fængselstraf for korruption og menneskeretskrænkelser.

Efter en overgangsperiode sejrede Alejandro Toledo over den tidligere præsident Alan García Pérez ved valget i 2001. Dermed fik Peru sin første præsident af indiansk oprindelse.

Politisk uro præger dog fortsat landet. En sandhedskommission blev nedsat for at undersøge de menneskerettighedskrænkelser, som fandt sted fra 1980 og i 2002 afslørede en rapport, at man under Fujimoristyret gennemførte tvangssterilisation af mere end 200.000 indianere. Sandhedskommissionen konkluderede i 2003, at næsten 70.000 mennesker var blevet dræbt under krigen mod Den Lysende Sti.

Toledos styre oplevede fortsat økonomisk vækst, men hans løfter om at bekæmpe fattigdommen blev ikke indfriet i tilstrækkelig grad, og hans styre blev mødt af stadig kraftigere folkelige protester.

De forstærkedes yderligere af de korruptionsskandaler, som ramte kredsen omkring ham, ligesom en kommission nedsat af kongressen i 2005 fandt ham skyldig i anklager om valgsvindel i forbindelse med valget 2001.

Ved præsidentvalget i 2006 fik Alan García Pérez et overraskende comeback, da han besejrede den stærkt nationalistiske Ollanta Humala (f. 1963).

Humala vandt valget i 2011 efter at have besejret Keiko Fujimori (f. 1975), datter af Alberto Fujimori.

• Peru