Per Nørgård

I 1950'erne bekendte Nørgård sig til en nordisk tradition fra Carl Nielsen, Sibelius og Holmboe. Ved ISCM-festen i Rom i 1959, hvor Nørgårds hovedværk fra denne periode, Konstellationer for strygere, blev opført, og i Darmstadt kom han og en række jævnaldrende i kontakt med den centraleuropæiske avantgarde. Han afprøvede derefter en række af modernismens muligheder op gennem 1960'erne: elektronisk musik (bl.a. Titanic, 1962), citat- og collageteknik (operaen Labyrinten, 1963, og balletten Den unge mand skal giftes, 1964) og eksperimenter med tekst og musik (Prisme, 1964) og med klang og form (Luna og Iris, begge 1968).

I værkserien Fragment I-VI (1959-61) udviklede Nørgård sin egen variant af serialismen: uendelighedsrækken, en radikalisering af den tematiske metamorfoseteknik, som han havde videreført fra Holmboe.

Uendelighedsrækken er en intervalrække; udgangsintervallet afsættes i omvending og retvending, og de derved genererede intervaller afsættes på samme måde i det uendelige. Den har med Nørgårds ord hierarkiske egenskaber, idet dens intervalmønster genfindes på højere niveauer (kaldet "bølgelængder") i rækken. I anden sats af orkesterværket Rejse ind i den gyldne skærm (1968) og i den 2. symfoni (1970) spilles forskellige bølgelængder samtidig i flere tempi.

I senere værker fastlægges det harmoniske forhold mellem bølgelængderne efter naturtonerækken, der i Nørgårds tolkning også er hierarkisk opbygget, og rytmer og tempi organiseres hierarkisk efter det gyldne snit. Den totale hierarkiske organisering, som Nørgård udforskede i værkerne fra 1970'erne, og som gav musikken et overordnet harmonisk præg, var udtryk for en holistisk livsfilosofi, der blandede spekulativ musikteori med astrologi og træk fra gnosticisme og østerlandsk mystik.

Nørgård sammenlignede sin hierarkiske musik, hvor forskelligartede bevægelser kan forløbe samtidig i indbyrdes harmoni, med naturens vækstprincipper og planeternes bevægelser. Musikken var for ham et klingende udtryk for en universel harmoni bag fænomenverdenens kaos. Dette er særlig tydeligt i den senromantisk klingende 3. symfoni (1972-75).

I operaen Siddharta (1974-1979), der skildrer, hvordan helten får indsigt i verdens elendighed, blev denne harmonistiske kompositionsmåde problematisk. Kort efter gav mødet med den skizofrene schweiziske amatørkunstner Adolf Wölflis groteske produktion Nørgård inspiration til en musik, der også rummede det drastiske og disharmoniske. I den 4. symfoni, Indischer Roosen-Garten und Chineesischer Hexensee (efter Wölfli, 1981), veksler idyl og katastrofe, hierarkisk musik og spontane, frit komponerede, ofte dramatiske og aggressive felter og elementer af hverdagsmusik. Katastrofen forstås dog ikke som noget uopretteligt, men optages idealistisk i idyllen som dennes eksistentielt nødvendige modbillede.

Wölfli-skikkelsen og idéer fra hans arbejder har været udgangspunkt for en stor del af Nørgårds senere kompositioner, navnlig operaen Det guddommelige Tivoli (1982), der i øvrigt også benytter træk fra balinesisk gamelanmusik, som Nørgård var optaget af fra midten af 1970'erne. Blandt hans værker fra 1980'erne kan desuden nævnes tre solokoncerter for henholdsvis cello, bratsch og violin.

Med den 6. strygekvartet Tintinnabulary (1986) og den 5. symfoni (1986-1990) begyndte en række værker, der byggede på en ny teknik, en potensering af uendelighedsrækkens principper, kaldet tonesøer. Fra 1990'erne stammer værker som klaverkoncerten Concerto in due tempi (1995) og kammeroperaen Nuit des hommes (1996), et umisforståeligt indlæg imod krigens gru på grundlag af digte af Guillaume Apollinaire.

Den 6. symfoni, At the End of the Day (1999), overraskede ved et overskud af rytme- og klangglæde, som en stadig mere afklaret Nørgård siden gav yderligere prøver på i værker som Lygtemændene tager til byen (2004), hvor Suzanne Brøgger digtede videre på H.C. Andersens eventyr Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen (1865).

Per Nørgård modtog Lili Boulanger-Prisen (1957), Carl Nielsen Legatet (1969, 2001), Nordisk Råds Musikpris (1974, for operaen Gilgamesh, 1972), Henrik-Steffens-Prisen (1988) og Léonie Sonnings Musikpris (1996, som den første danske komponist). Fra 1996 var han medlem af ISCM. Hans symfoni nr. 3 er optaget i Kulturkanon.

• dansk musik i 1900-tallet
• naturtonerække
• serialisme