Paulus

I sine breve, der er en bestanddel af Det Nye Testamente (se paulinske breve), omtaler Paulus kun antydningsvis sin omvendelse til kristendommen på vejen til Damaskus. Forud herfor, mens han endnu hed Saulus, havde han deltaget aktivt i forfølgelsen af de kristne (Fil. 3,6; Gal. 1,13 og 23; 1.Kor. 15,9), og hans ærinde i Damaskus var forfølgelse af kristne tendenser i byens jødekristne koloni. Saulus må således have haft et vist kendskab til kristendommen og dens egenart.

Paulus' kaldelse til hedningeapostel forbindes sædvanligvis med hans omvendelse ved Damaskus (Gal. 1,16). Historisk skal hans kaldelse til at være apostel for hedningene dog snarere forbindes med hans første møde med apostlen Peter under Paulus' første besøg i Jerusalem efter omvendelsen (Gal. 1,18, jf. Ap.G. 22,21). Dér er det blevet aftalt, at som Peter var apostel for jøderne, skulle Paulus være apostel for hedningene, en aftale, som langt senere blev stadfæstet på apostelmødet i Jerusalem, da Paulus' menighedsgrundlæggelser i Galatien, Makedonien og Grækenland allerede havde fundet sted. Paulus' apostelvirksomhed udgik ikke fra Damaskus, men "fra Jerusalem og hele vejen rundt til Illyrien" (Rom. 15,19). Som græsktalende jøde fra diasporaen besad Paulus særlige forudsætninger for at blive hedningeapostel, skønt det er omdiskuteret, i hvilket omfang han allerede i sin hjemby, Tarsos, havde erhvervet kendskab til græsk kultur og sprog.

At udskille Paulus' teologi i systematisk form er så godt som umuligt; det var situationsbundne breve, han skrev, ikke læremæssige fremstillinger. Hans apokalyptiske grundholdning er dog tydelig: Skellet mellem den nuværende, onde verden og den himmelske frelse er gennemgående hos ham. Hans "lære" om retfærdiggørelse (og dermed frelse) ved tro alene, ikke ved lovgerninger, er også grundlæggende. At kristendommen var den sande jødedom og til forskel fra den faktiske jødedom ikke lod sig begrænse til folk af jødisk herkomst, hænger nøje sammen med læren om retfærdiggørelse og har formodentlig sin oprindelse i den allerældste kristendom før Paulus' omvendelse, muligvis hos Jesus selv i hans gudsrigeforkyndelse.

Kilderne til nutidens viden om Paulus er dels den udførlige beretning i Apostlenes Gerninger (Ap.G.), dels hans egne breve. Der hersker uenighed om forholdet mellem Ap.G. og de paulinske breve. Traditionelt har Ap.G. været lagt til grund for forsøget på at skildre det ydre forløb af Paulus' liv, mens brevene har været grundlaget for fremstillingen af hans teologi. Brevene indeholder dog samtidig betydningsfuldt stof til belysning af Paulus' liv og virksomhed, mens Ap.G.s tilsyneladende så sammenhængende skildring er mangelfuld og måske heller ikke udgør en af brevene så uafhængig kilde, som man tidligere troede. Hvor der er uoverensstemmelser, må brevenes oplysninger foretrækkes.

De fleste af de paulinske breve er skrevet i tidsrummet februar 54 til februar 55. Hvad den øvrige Pauluskronologi angår, kan følgende to iagttagelser gøres: For det første beretter Paulus i 2.Kor. 11,32-12,4 om en åbenbaring, han i umiddelbar forlængelse af sin flugt fra Damaskus til Jerusalem havde haft i det 14. år forud for affattelsen af 2.Kor. (jf. Ap.G. 22,17-21). For det andet daterer Paulus i Gal. 2,1 apostelmødet (hans andet besøg i Jerusalem efter omvendelsen ved Damaskus) til det 14. år efter omvendelsen (Gal. 1,15-17). Da 2.Kor. er skrevet i efteråret 54, har det første Jerusalembesøg fundet sted i år 42 (det 14. år før 2.Kor., idet både det første og det sidste år tæller med). Omvendelsen ved Damaskus har tilsvarende fundet sted i år 40 (i det 3. år før da), apostelmødet i Jerusalem i år 53 (i det 14. år efter omvendelsen) og overbringelsen af indsamlingen til Jerusalem i forsommeren år 55. Over for denne kronologi, der udelukkende er baseret på brevene, har historiske oplysninger i Ap.G. mindre vægt.

Ifølge Rom. 15,30-31 var Paulus selv klar over den risiko, han løb ved at rejse til Jerusalem sidste gang og være med til at overbringe pengene fra indsamlingen. Ifølge Ap.G. 21,17 ff., som herefter er vores eneste kilde, blev han overfaldet af jøder på tempelpladsen og derfor bragt i sikkerhed af romerne i borgen Antonia nærved. Det er her, vi erfarer, at Paulus påberåbte sig at være romersk borger (Ap.G. 22,25-29; jf. 16,37). Ikke længe efter blev han overført til statholderen Felix i Caesarea, som undersøgte hans sag og overlod ham til sin efterfølger, Festus; under ham indankede Paulus sin sag for kejseren, hvilket Festus indvilligede i (25,10-12). Pragmatisk betragtet havde både Felix og Festus været i klemme: Løslade Paulus kunne de ikke, om end han var uskyldig (Ap.G. 26,31-32), da jøderne så ville slå ham ihjel, og han var jo taget i sikkerhedsforvaring for netop at undgå dette; omvendt krævede en oversendelse af Paulus til Rom en forklaring, men fritog samtidig Festus for et politisk problem i forhold til jøderne. Sammen med andre fanger blev Paulus derpå ad søvejen overført til Rom (27,1-28,14), hvor han tilbragte to år i husarrest, kun bevogtet af en soldat (28,15-31). Hvordan appelsagen endte, fortælles ikke, og hvordan det gik med de planer, Paulus havde om et missionsarbejde i Spanien (Rom. 15,24-28), vides ikke. Traditionen om hans henrettelse i Rom under kejser Nero er formodentlig korrekt, men kan ikke dokumenteres; kirken San Paolo fuori le Mura skal være bygget over hans grav. I billedkunsten er han ofte blevet gengivet med et sværd som attribut, ifølge traditionen det våben, som han blev henrettet med.

Paulus' betydning har været omdiskuteret. Ofte er han blevet kaldt kristendommens anden grundlægger for dermed at lægge afstand mellem ham og Jesus. Allerede ved midten af 100-t. fandt man det rigtigt at advare imod Paulus' breve (2.Pet. 3,15f.). Han er af eftertiden blevet stærkt bebrejdet for sine formaninger og sit kvindesyn, navnlig det omdiskuterede sted "kvinderne skal tie stille i menighederne" (1.Kor. 14,34-36); også hans toregimentelære med kravet om at underordne sig myndighederne, som er indsat af Gud (Rom. 13,1-7), har forvoldt harme. Hans retfærdiggørelseslære er blevet opfattet som umoralsk, fordi den tilsyneladende fratager mennesket dets medansvar for frelsen, og hans breve betragtes i almindelighed som vanskelige eller ligefrem umulige at forstå.

Alt dette kan diskuteres. Det kan derimod næppe diskuteres, at Paulus som hedningeapostel var den, der bragte kristendommen ud i den ikke-jødiske verden og fik den til at slå rod. Store kirkefolk som Augustin, Luther og Grundtvig var sig meget vel bevidst, hvad de skyldte Paulus og læsningen af hans breve.