I sine breve, der er en bestanddel af Det Nye Testamente (se paulinske breve), omtaler Paulus kun antydningsvis sin omvendelse til kristendommen på vejen til Damaskus. Forud herfor, mens han endnu hed Saulus, havde han deltaget aktivt i forfølgelsen af de kristne (Fil. 3,6; Gal. 1,13 og 23; 1.Kor. 15,9), og hans ærinde i Damaskus var forfølgelse af kristne tendenser i byens jødekristne koloni. Saulus må således have haft et vist kendskab til kristendommen og dens egenart.
Paulus' kaldelse til hedningeapostel forbindes sædvanligvis med hans omvendelse ved Damaskus (Gal. 1,16). Historisk skal hans kaldelse til at være apostel for hedningene dog snarere forbindes med hans første møde med apostlen Peter under Paulus' første besøg i Jerusalem efter omvendelsen (Gal. 1,18, jf. Ap.G. 22,21). Dér er det blevet aftalt, at som Peter var apostel for jøderne, skulle Paulus være apostel for hedningene, en aftale, som langt senere blev stadfæstet på apostelmødet i Jerusalem, da Paulus' menighedsgrundlæggelser i Galatien, Makedonien og Grækenland allerede havde fundet sted. Paulus' apostelvirksomhed udgik ikke fra Damaskus, men "fra Jerusalem og hele vejen rundt til Illyrien" (Rom. 15,19). Som græsktalende jøde fra diasporaen besad Paulus særlige forudsætninger for at blive hedningeapostel, skønt det er omdiskuteret, i hvilket omfang han allerede i sin hjemby, Tarsos, havde erhvervet kendskab til græsk kultur og sprog.
At udskille Paulus' teologi i systematisk form er så godt som umuligt; det var situationsbundne breve, han skrev, ikke læremæssige fremstillinger. Hans apokalyptiske grundholdning er dog tydelig: Skellet mellem den nuværende, onde verden og den himmelske frelse er gennemgående hos ham. Hans "lære" om retfærdiggørelse (og dermed frelse) ved tro alene, ikke ved lovgerninger, er også grundlæggende. At kristendommen var den sande jødedom og til forskel fra den faktiske jødedom ikke lod sig begrænse til folk af jødisk herkomst, hænger nøje sammen med læren om retfærdiggørelse og har formodentlig sin oprindelse i den allerældste kristendom før Paulus' omvendelse, muligvis hos Jesus selv i hans gudsrigeforkyndelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.