Nawaz Sharif blev afsat som regeringschef ved et ublodigt militærkup i 1999, efter at han havde søgt at afskedige hærchefen Pervez Musharraf. Denne tog herefter magten og lod sig udråbe til præsident i 2001. I april 2002 blev Musharraf ved en folkeafstemning valgt til præsident for fem år. På baggrund af Musharrafs støtte til USA og kampen mod terrorisme opnåede landet meget betydelig bistand fra bl.a. USA. Sammen med Musharrafs liberaliseringsprogrammer, der blev sat i værk fra 2000, var det baggrunden for en solid vækst i den pakistanske økonomi på årligt cirka 7% af BNP.
Udenrigspolitisk er forholdet til Indien fortsat et problem, først og fremmest i Kashmirspørgsmålet. Det førte til regulære krigshandlinger ved våbenstilstandslinjen ved Kargil i Kashmir i 1999, og i 2002 truede Indien med en regulær invasion. Infiltration af militante muslimer fra Pakistan ind i den indiske del af Kashmir har forstærket modsætningsforholdet. Indien hævder desuden, at den Kashmir-baserede pakistanske terrorgruppe Lashkar-e-Toiba har stået bag flere terroraktioner i Indien. Siden 2003 har der imidlertid været reelle fredsforhandlinger i gang mellem ærkerivalerne – optimismen er bl.a. symboliseret ved åbningen i 2005 af en direkte busrute mellem landene.
Pakistansk Kashmir blev i 2005 ramt af et omfattende jordskælv, der dræbte over 70.000 og gjorde millioner hjemløse.
Musharrafs aktive støtte til USA efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 førte til udbredt uro og utilfredshed blandt Pakistans fundamentalistiske grupper, der støttede Talebanstyret i Afghanistan. Pakistan anses for at være et af de vigtigste arnesteder for den militante islamisme; særligt er grænseegnene mod Afghanistan reelt ude af centralregeringens kontrol (se også Waziristan). Ydermere er sikkerhedstjenesten ISI gentagne gange blevet anklaget for at støtte radikale islamister med træning og finansielle midler. Det er blevet tolket som et forsøg på at svække Indiens position i Kashmir.
I 2007 kom det til et voldsomt opgør mellem militæret og militante muslimer omkring Den Røde Moské i Islamabad. I et forsøg på at skabe en bred politisk front mod de religiøse kræfter rejste tidligere premiermininster Benazir Bhutto i slutningen af 2007 til landet for at deltage i parlamentsvalget, men hun blev myrdet i december 2007. Sammen med den fortsatte stigning i terroraktiviteterne kastede det Pakistan ud i en meget alvorlig krise. Parlamentsvalget i februar 2008 blev vundet af oppositionspartierne Pakistan Peoples Party, PPP, og Den Muslimske Liga med Nawaz Sharif. Tilsammen dannede partierne regering under premierminister Yusuf Raza Gilani fra PPP. Regeringen har valgt at give kampen mod terror højeste prioritet. Indenrigspolitisk lagde man sig ud med præsident Musharraf ved at frigive de højesteretsdommere, som Musharraf tidligere havde sat i husarrest. Musharraf gik af som præsident i august 2008, da det stod klart at regeringen ville anklage ham for embedsmisbrug og brud på forfatningen.
Konfrontationen med radikale islamister i form af pakistanske talebanere blev kraftigt intensiveret i løbet af 2009. I begyndelsen af året forsøgte regeringen at indgå en fredsaftale med islamisterne ved reelt at overdrage dem provinsen Swat, hvor der blev indført islamisk lov. Snart efter begyndte taleban-grupperinger at angribe andre dele af Pakistan fra Swat, hvorefter hæren indledte et storstilet angreb ind i provinsen. Det udløste en kolossal flygtningestrøm, da mere end to millioner civile blev fordrevet af de hårde kampe. Talebanmilitsen havde indført et brutalt terrorregime i provinsen, og hærens kamp mod islamisterne havde stor opbakning i Pakistans befolkning, også blandt de fordrevne fra Swat.
I sommeren 2010 blev store dele af Pakistan ramt af omfattende oversvømmelser i forbindelse med monsunregnen. Omkring 14 millioner mennesker blev ramt af katastrofen da deres hjem blev ødelagt, deres marker oversvømmet med mere. Regeringen blev kritiseret for en helt utilstrækkelig indsats, mens hæren og islamistiske grupper organiserede nødhjælp i de ramte områder. Det var imidlertid vanskeligt at organisere en samlet indsats, idet de ramte områder strakte sig fra det nordvestlige Pakistan til den sydlige del af landet. Veje og broer blev i vid udstrækning skyllet bort, og det var vanskeligt at indsætte fly på grund af den voldsomme regn.
Pakistans forhold til USA er blevet spændt. Det lykkedes amerikanerne at opspore og dræbe den eftersøgte terrorist Osama bin Laden i Abbottabad i Pakistan uden at den pakistanske regering var blevet underrettet på forhånd. Desuden har der været omfattende angreb med amerikanske førerløse fly, såkaldte droner, mod militante islamister i bjergegnene op til Afghanistan. Udover Taleban-folk er også et stort antal civile blevet dræbt i angrebene.
Ved valget i maj 2013 vandt Den Muslimske Liga under ledelse af den tilbagevendte Nawaz Sharif en valgsejr, og han blev atter regeringsleder. Der er siden iværksat et retsopgør mod Musharraf.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.