Pakistans historie

Den britiske indflydelse begyndte i 1750'erne, og i 1840'erne erobredes Punjab og Sindh, mens direkte britisk styre blev påtvunget, efter at Storbritannien i 1858 havde gjort Britisk Indien til kronkoloni.

Idéen om oprettelse af Pakistan som et separat nationalhjem for muslimerne i Britisk Indien opstod i 1930'erne og blev gennemtvunget af Den Muslimske Liga under Muhammad Ali Jinnahs ledelse ved delingen af Indien i 1947. De nordvestlige egne med muslimsk flertal samt de områder, der i dag udgør Bangladesh, Østpakistan, blev lagt ind under Pakistan, mens hovedparten af de øvrige britiske besiddelser tilfaldt den nye stat Indien.

Delingen førte til nogle af de mest omfattende folkevandringer i nyere tid, da hinduer og sikher flygtede fra Pakistan til Indien, og muslimer den modsatte vej. Det er anslået, at det involverede flere end 10 millioner mennesker, og i kølvandet på delingen fulgte omfattende massakrer på begge sider med op mod 1 million dræbte. Samme år opstod voldsomme kampe langs grænsen mellem Vestpakistan og Indien samt i Kashmir, der havde muslimsk flertal, men hvis hindufyrste foretrak at slutte sig til Indien. Det resulterede i den første af tre krige mellem de to lande og en deling af Kashmir, som ingen af landene nogensinde har anerkendt.

Pakistan og Indien kom igen i krig i 1965 og 1971; grænsedragningen i Kashmir forblev imidlertid næsten uændret. Konflikterne med Indien ansporede Pakistan til at knytte tættere forbindelser til Kina og USA.

Siden 1947 har Pakistan været præget af konflikter mellem forskellige nationale grupper med hver sit sprog og hver sin kultur. Bengalerne i Østpakistan kæmpede i perioden frem til 1971 for øget selvstyre og større andel i de økonomiske resurser. Efter valgene i 1970-1971 fik bengalernes største parti, Awami-ligaen, flertal i det nye parlament, og det tilspidsede konflikten, fordi det største parti i Vestpakistan, Pakistan People's Party (PPP), nægtede at overlade regeringsmagten til bengalerne. Hæren blev i marts 1971 indsat i Østpakistan i et forsøg på at undertrykke oprøret. Det førte til voldsomme kampe, der blev afsluttet med Indiens militære intervention i december 1971; dette banede samme år vej for oprettelsen af det uafhængige Bangladesh.

Både før og efter delingen af Pakistan i 1971 har der desuden været konflikter mellem nationale grupper i den vestlige del af landet. Pashtunere og baluchier har gentagne gange vendt sig imod punjabiernes dominans, og de mest yderligtgående har krævet selvstændighed. I den sydlige provins Sindh har der været krav om øget uafhængighed af den punjabidominerede regering i Islamabad, men interne stridigheder i Sindh har ofte overskygget oppositionen mod forbundsregeringen.

De nationale stridigheder har sammen med konflikter mellem land og by samt uenigheder om islams rolle i samfundet gjort det vanskeligt at regere landet på demokratisk vis. De magtfulde islamiske fundamentalister har ofte tilsidesat demokratiske procedurer for at sikre sig større indflydelse, og det samme har flere af de store partier. Konflikterne har flere gange fået militæret til at gribe ind og overtage regeringsmagten, første gang i 1958 under Mohammad Ayub Khan, der i 1969 blev afløst af general Mohammad Yahya Khan. Efter tabet af Østpakistan trådte han tilbage og overlod regeringsmagten til lederen af PPP, Zulfikar Ali Bhutto. Militæret tog igen magten i 1977 under ledelse af general Mohammad Zia-ul-Haq, der i 1979 lod Bhutto henrette.

I Zia-ul-Haqs regeringstid fik islam større betydning, idet der bl.a. blev oprettet en særlig føderal islamisk domstol. Zia-ul-Haq omkom ved en flyulykke i 1988, hvorefter den parlamentariske styreform blev genindført. Valgene samme år gav flertal til Bhuttos datter, Benazir Bhutto, som dermed blev den første kvinde, der indtrådte som regeringsleder i et muslimsk land. Hverken Benazir Bhutto eller efterfølgeren, Mohammad Nawaz Sharif, der blev premierminister i 1990 som leder af Pakistans Muslimske Liga, formåede dog at skabe politisk stabilitet. Benazir Bhutto genvandt regeringsmagten i 1993, men måtte i 1997 atter afgive den til Nawaz Sharif.

Perioden efter 1988 har været præget af tilspidsede konflikter mellem de politiske partier, som alle har anvendt ikke-parlamentariske midler for at nå deres mål, og nationale modsætninger samt sociale spændinger har forstærket ustabiliteten, især i Karachi. Perioden har desuden været præget af store økonomiske problemer, som blev forstærket af Golfkrigen i 1991, der førte til stigende udgifter til den store olieimport og desuden til tab af betragtelige indtægter fra de mange pakistanere, der havde arbejde i Golfområdet. Landets økonomi kom atter under pres efter gennemførelsen af atombombeprøvesprængninger i foråret 1998; de gennemførtes som svar på indiske prøvesprængninger. Det øgede en overgang afstanden mellem Pakistan og USA, der særlig under den sovjetiske besættelse af Afghanistan i 1979-1989 havde været nære allierede.

Nawaz Sharif blev afsat som regeringschef ved et ublodigt militærkup i 1999, efter at han havde søgt at afskedige hærchefen Pervez Musharraf. Denne tog herefter magten og lod sig udråbe til præsident i 2001. I april 2002 blev Musharraf ved en folkeafstemning valgt til præsident for fem år. På baggrund af Musharrafs støtte til USA og kampen mod terrorisme opnåede landet meget betydelig bistand fra bl.a. USA. Sammen med Musharrafs liberaliseringsprogrammer, der blev sat i værk fra 2000, var det baggrunden for en solid vækst i den pakistanske økonomi på årligt cirka 7% af BNP.

Udenrigspolitisk er forholdet til Indien fortsat et problem, først og fremmest i Kashmirspørgsmålet. Det førte til regulære krigshandlinger ved våbenstilstandslinjen ved Kargil i Kashmir i 1999, og i 2002 truede Indien med en regulær invasion. Infiltration af militante muslimer fra Pakistan ind i den indiske del af Kashmir har forstærket modsætningsforholdet. Indien hævder desuden, at den Kashmir-baserede pakistanske terrorgruppe Lashkar-e-Toiba har stået bag flere terroraktioner i Indien. Siden 2003 har der imidlertid været reelle fredsforhandlinger i gang mellem ærkerivalerne – optimismen er bl.a. symboliseret ved åbningen i 2005 af en direkte busrute mellem landene.

Pakistansk Kashmir blev i 2005 ramt af et omfattende jordskælv, der dræbte over 70.000 og gjorde millioner hjemløse.

Musharrafs aktive støtte til USA efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 førte til udbredt uro og utilfredshed blandt Pakistans fundamentalistiske grupper, der støttede Talebanstyret i Afghanistan. Pakistan anses for at være et af de vigtigste arnesteder for den militante islamisme; særligt er grænseegnene mod Afghanistan reelt ude af centralregeringens kontrol (se også Waziristan). Ydermere er sikkerhedstjenesten ISI gentagne gange blevet anklaget for at støtte radikale islamister med træning og finansielle midler. Det er blevet tolket som et forsøg på at svække Indiens position i Kashmir.

I 2007 kom det til et voldsomt opgør mellem militæret og militante muslimer omkring Den Røde Moské i Islamabad. I et forsøg på at skabe en bred politisk front mod de religiøse kræfter rejste tidligere premiermininster Benazir Bhutto i slutningen af 2007 til landet for at deltage i parlamentsvalget, men hun blev myrdet i december 2007. Sammen med den fortsatte stigning i terroraktiviteterne kastede det Pakistan ud i en meget alvorlig krise. Parlamentsvalget i februar 2008 blev vundet af oppositionspartierne Pakistan Peoples Party, PPP, og Den Muslimske Liga med Nawaz Sharif. Tilsammen dannede partierne regering under premierminister Yusuf Raza Gilani fra PPP. Regeringen har valgt at give kampen mod terror højeste prioritet. Indenrigspolitisk lagde man sig ud med præsident Musharraf ved at frigive de højesteretsdommere, som Musharraf tidligere havde sat i husarrest. Musharraf gik af som præsident i august 2008, da det stod klart at regeringen ville anklage ham for embedsmisbrug og brud på forfatningen.

Konfrontationen med radikale islamister i form af pakistanske talebanere blev kraftigt intensiveret i løbet af 2009. I begyndelsen af året forsøgte regeringen at indgå en fredsaftale med islamisterne ved reelt at overdrage dem provinsen Swat, hvor der blev indført islamisk lov. Snart efter begyndte taleban-grupperinger at angribe andre dele af Pakistan fra Swat, hvorefter hæren indledte et storstilet angreb ind i provinsen. Det udløste en kolossal flygtningestrøm, da mere end to millioner civile blev fordrevet af de hårde kampe. Talebanmilitsen havde indført et brutalt terrorregime i provinsen, og hærens kamp mod islamisterne havde stor opbakning i Pakistans befolkning, også blandt de fordrevne fra Swat.

I sommeren 2010 blev store dele af Pakistan ramt af omfattende oversvømmelser i forbindelse med monsunregnen. Omkring 14 millioner mennesker blev ramt af katastrofen da deres hjem blev ødelagt, deres marker oversvømmet med mere. Regeringen blev kritiseret for en helt utilstrækkelig indsats, mens hæren og islamistiske grupper organiserede nødhjælp i de ramte områder. Det var imidlertid vanskeligt at organisere en samlet indsats, idet de ramte områder strakte sig fra det nordvestlige Pakistan til den sydlige del af landet. Veje og broer blev i vid udstrækning skyllet bort, og det var vanskeligt at indsætte fly på grund af den voldsomme regn.

Pakistans forhold til USA er blevet spændt. Det lykkedes amerikanerne at opspore og dræbe den eftersøgte terrorist Osama bin Laden i Abbottabad i Pakistan uden at den pakistanske regering var blevet underrettet på forhånd. Desuden har der været omfattende angreb med amerikanske førerløse fly, såkaldte droner, mod militante islamister i bjergegnene op til Afghanistan. Udover Taleban-folk er også et stort antal civile blevet dræbt i angrebene.

Ved valget i maj 2013 vandt Den Muslimske Liga under ledelse af den tilbagevendte Nawaz Sharif en valgsejr, og han blev atter regeringsleder. Der er siden iværksat et retsopgør mod Musharraf.

• Pakistans forhistorie
• Indiens historie
• Pakistan generelt