PISA

Den første vurdering fandt sted i 2000, og de første resultater for de dengang 32 deltagende lande blev offentliggjort i 2001. Der fortsættes derefter i løbende 3-årige perioder. For hver periode dybdeanalyseres et af de tre hovedområder (læsning, matematik og naturfag), som to tredjedele af prøvetiden anvendes på. For de to øvrige områders vedkommende tilvejebringes mere summariske færdighedsprofiler. Mere end en halv million elever indgår i målingerne (2015).

På grund af coronapandemien blev PISA-undersøgelsen i 2021 udskudt til 2022. Hovedområdet var her matematik.

Når rapporten og de politiske beslutninger, der ligger bag, må betegnes som et vendepunkt i det internationale uddannelsessamarbejde, beror det for det første på, at det er regeringerne, der har forpligtet sig, og ikke en frivillig forskergruppe. Det giver programmet en økonomisk og politisk tyngde.

For det andet repræsenterer deltagerne mere end 28 mio. elever i de implicerede lande. Ingen tidligere komparative undersøgelser har haft mulighed for at dække så omfattende et materiale.

Selvom de områder, undersøgelsen i første omgang fokuserer på – læsefærdighed, matematik og naturfag – også optræder som egentlige skolefag, så sigter programmet for det tredje også mod at måle/vurdere, i hvilket omfang eleverne har tilegnet sig forudsætninger for en vellykket læring senere i livet.

Vurderingen/målingen af tværfaglige kompetencer er derfor blevet en integreret del af programmet. Som en af grundene hertil anføres, at det er væsentligt for eleverne at udvikle brede almene færdigheder som kommunikation, tilpasningsevne (adaptability), fleksibilitet, problemløsning og brug af informationsteknologi. Disse færdigheder udvikles på tværs af fagene, og vurderingen/målingen af dem kræver en tværfaglig tilgang.

For det fjerde lægges der vægt på at vurdere de kompetencer, som det fremtidige voksenliv formodes at efterspørge. I så henseende ligger OECD/PISA i forlængelse dels af kravene i UNESCO-rapporten Learning: The Treasure Within (1996) om "læring livet igennem", dels af OECD-ministrenes vedtagelse samme år af princippet om "livslang læring".

En af styrkerne ved OECD/PISA er, at de tværfaglige kompetencer afprøves i relation til helt konkrete stofområder. En anden styrke er, at de afprøves med regelmæssige mellemrum, der gør internationale sammenligninger over tid mulige.

En svaghed er, at de kompetencer, som voksenlivet kræver, er rent gætteværk – og dét uanset hvor plausible de i den aktuelle situation forekommer at være.

En medvirkende årsag til igangsættelsen af OECD/PISA-projektet var utvivlsomt den kritik, der fulgte i kølvandet på de foregående 40 års komparative undersøgelser, især dem der blev taget initiativ til af The International Association for the Evaluation of Educational Achievement, de såkaldte IEA-undersøgelser. Skønt kvaliteten og rammerne for disse forbedredes gennem årene, så kritiseredes de for at tilvejebringe ufuldstændig information om elevpræstationer inden for begrænsede fagområder.

IEA-undersøgelserne i matematik og naturfag samlede nok information om, hvordan tingene havde ændret sig gennem den 30-årige periode, undersøgelserne stod på, men udsynet begrænsedes af de relativt få lande, der deltog i de tidlige undersøgelser og af de sammenligningsmuligheder, der lå i prøverne.

Mere alvorlig var den kritik, der anklagede undersøgelserne for at koncentrere sig om elevpræstationer, der lå tæt op ad fagplanernes krav og tilmed kun de dele af fagplanerne, der var grundlæggende ens på tværs af de implicerede lande. De sider af uddannelsen, der er unikke for et land eller en gruppe af lande, blev ikke inddraget, uanset hvor betydningsfulde disse sider skønnedes at være.

• styringen af folkeskolen
• nationale test
• folkeskolen