Ostia

Ostia er Roms antikke havneby ved Tiberens munding ca. 24 km sydvest for Rom. Ifølge traditionen blev Ostia grundlagt af Roms fjerde konge, Ancus Marcius, i 600-tallet f.v.t. for at udnytte områdets saltforekomster. En befæstet kolonigrundlæggelse, der skulle beskytte kysten og Rom mod angreb, er bevidnet fra midten af 500-tallet f.v.t. Byen var en vigtig flådebase under De Puniske Krige, og dens handelsmæssige betydning steg i takt med Roms befolkningstilvækst efter 200 f.v.t.

Blomstringstiden var de tre første århundreder e.v.t., da Ostia blev centrum for Roms kornimport. Den mistede sin betydning i senantikken og sit præg af havneby. Havnen, Portus, udviklede sig derimod til en selvstændig by og bispesæde.

De romerske ruiner ligger i dag ca. 4 km fra kysten. Den moderne by Ostia, der officielt hedder Lido di Ostia, med ca. 91.300 indbyggere (2021) er et yndet badested.

Udgravningen af Ostia

De første systematiske udgravninger af Ostia blev påbegyndt af Giuseppe Petrini under Pave Pius 7.'s protektion i årene 1801-1805. De var organiseret omkring byens største tempel, Kapitoltemplet, hvoraf de øverste 10-12 meter af i alt ca. 17-18 meter altid havde været synlige i landskabet.

Templet havde altid stået som symbol på et begravet samfund og en antik by. Man var derfor bevidst om, at der i jorden lå mere end blot templet. I løbet af 1800-tallet blev et væld af udokumenterede udgravninger således foretaget rundt om templet, men også i andre områder på Forummet og byen, hvor man mente at kunne finde en masse. Disse udgravninger havde til formål at finde skulpturer og arkitekturfragmenter. Man levnede derfor ikke mure, mosaikker, gulve og andre opdagelser megen opmærksomhed.

Et skifte i fokus fandt sted i begyndelsen af 1900-tallet, hvor Ostia fik sin første direktør, Dante Vaglieri (1865-1913). Det blev begyndelsen på mere videnskabelige udgravninger og undersøgelser. De første blev foretaget omkring Kapitoltemplet, hvor levn fra flere århundreder af Ostias historie blev dokumenteret.

I 1922 afdækkede man Roma- og Augustustemplet. Denne opdagelse faldt sammen med fascismens fremmarch i Italien. Året efter, i 1923, blev en ny jernbanestrækning fra Rom til Ostia indviet, hvilket gjorde udgravningen og restaureringen af Ostia til en første prioritet.

I 1938 ændredes udgravnings- og videnskabstilgangen igen, da den fascistiske regering ønskede Ostia fuldstændigt udgravet og klar til den planlagte Verdensudstilling i Rom i 1942, hvilket dog ikke fandt sted på grund af 2. Verdenskrig. I perioden 1938-1942 skønnes det, at ca. ²/₃ af byen blev frilagt. Denne fireårige periode markerede en markant uvidenskabelig tilgang til udforskningen af Ostia, som ellers er en markant kilde til Roms historie. Ostia blev derfor aldrig tilstrækkeligt dokumenteret, hvilket har været til stor hindring for forskningen i anden halvdel af 1900-tallet og op til i dag. Formålet med den hastige udgravning var at fremvise et Ostia som symbol på Roms storhed – alt sammen som en del af fascismens propaganda.

Trods denne udgravningshistorie har det dog været muligt at fortsætte forskningen af Ostia og få stykket byens historie, urbane udviking og arkitektur sammen.

Ostias udvikling og topografi

Den ældste bykerne befinder sig under det senere forum. Det er et rektangulært kastel, castrum, hvoraf kvaderstensmure er bevaret flere steder; dets opførelse kan muligvis føres tilbage til slutningen af 500-tallet f.v.t. I løbet af republikansk tid bredte byen sig uden for kastellets mure, men byens udvikling er i denne periode ret uklar. Denne bebyggelse blev omgivet af en bymur med regelmæssigt anbragte tårne. Konstruktionen af bymuren blev sandsynligvis sponsoreret af Cicero i midten af det 1. århundrede f.v.t. En rekonstrueret indskrift fra en af byportene (Porta Romana) bevidner Ciceros tilknytning til projektet.

Der kan konstateres en betydelig byggeaktivitet i 1. og 2. århundrede e.v.t., og fra disse århundreder stammer et antal templer, privathuse, foreningsbygninger, markeder, værksteder samt magasiner (horrea). Under kejser Hadrian (117-138 e.v.t.) ses den største renovation af byen. Denne periode er kendetegnet ved et veritabelt byggeboom, hvor man etablerede stort alle Ostias insulae, som er store etageejendomme med en indre gård, hvor beboerne kunne søge ro fra byens larm. Et af de bedst kendte eksempler på sådan en insula er Havehuskomplekset (på italiensk Case a Giardino).

Ostias Forum

Byens forum, der er placeret i midten af det gamle castrum, kan spores tilbage til det 2. århundrede f.v.t. I løbet af de første århundreder ændredes forummet et par gange i takt med byens urbanistiske udvikling. Midterpunktet for forummet består af et rundt nymfæum, der både udgør forummets geologiske og ideologiske centrum. Det er imidlertid ikke byens geografiske midterpunkt, da Ostia udviklede sig meget organisk langs floden Tiberen, kysten og sydover. I dag er nymfæet et yndet opholdssted.

I begyndelsen af 100-tallet e.v.t. under de sidste år af Kejser Augustus blev det første marmortempel, Roma- og Augustustemplet, bygget i den sydlige ende af Forumspladsen. I løbet af 100-tallet e.v.t. byggede man basilikaen og curiaen; man kan stadig se rester af dem. De erstattede begge en tidligere basilika og sandsynligvis en curia. Senere, omkring år 130 e.v.t., fik Forumpladsen sin endelige udformning, da Kapitoltemplet blev bygget på den nordlige halvdel, hvor det erstattede to senrepublikanske templer.

Korporationernes Plads

Sort-hvid mosaik fra Korporationernes Plads med fremstilling af et sejlskib og et fyrtårn, der sandsynligvis angiver Ostias havn. Indskriften omtaler Navi(cularii) Narbonenses, dvs. den nuværende franske by Narbonne. Mosaikken har prydet gulvet i et af de rum, der lå ud til pladsen, og må antagelig opfattes som en form for firmaskilt. En endelig tolkning af hele anlægget er endnu ikke givet.

Sejlskib og fyrtårn på mosaik fra Ostia. Beskåret.

Af Sailko.

Licens: Gnu FDL

Mellem det augustæiske teater i den østlige del af byen og Tiberen ligger den såkaldte Korporationernes Plads. Den stammer i sin nuværende form fra slutningen af 100-tallet e.v.t., og den er enestående i sin type. Den aflange plads er på de tre sider omgivet af 60 rum eller kontorer. I portikkerne foran disse ses sort-hvide mosaikker med figurfremstillinger og indskrifter, der refererer til byer i hele Middelhavsområdet. Anlægget skal muligvis tolkes som et handelscenter, hvor også forskellige erhverv i tilknytning til skibsfart havde deres kontorer.

I samme område lå også byens brandstation, opført under kejser Domitian og renoveret sidste gang i begyndelsen af 200-tallet e.v.t. Det er et rektangulært kompleks med rum arrangeret omkring en åben gård i to etager. På bygningens vestlige kortside befandt der sig et Augusteum, et rum beregnet til kejserkulten.

Privatboliger

Via dei Balconi, Balkongaden, der løber langs vestsiden af Dianas Hus, som er et godt eksempel på et hus i flere etager. I stueetagen har der været forretninger (*tabernae*). De små vinduer over dørene har givet lys ind til mezzaninen, hvor forretningsindehaveren boede. Den mindre dør førte ind til selve boligkomplekset. Balkonerne, der løber langs hele gadefacaden og understøttes af hvælvinger, er ikke egentlige balkoner. De svarer ikke til gulvniveau i huset, og der er ikke adgang hertil indefra; de har formodentlig snarere haft et dekorativt end et funktionelt formål.

Via dei Balconi og Dianas Hus i Ostia.

Af isol.

Licens: CC BY SA 3.0

Den voksende befolkning nødvendiggjorde nytænkning inden for privatboligen, og i Ostia opførtes foruden de store privathuse etagebygninger med flere lejligheder og typehuse. Blandt etagebygningerne er Dianas Hus fra midten af 100-tallet e.v.t. et typisk eksempel. I den høje stueetage var der indrettet tabernae, og herover var der lejligheder i tre etager.

Af forbavsende moderne karakter er have- eller parkhusene, to rektangulære boligblokke med fire ensartede lejligheder i hver etage. Af samme tilsnit er de lidt mindre typehuse, rektangulære blokke med bare to lejligheder i hver etage. Udgravningerne i Ostia har endvidere bragt ny viden om det senromerske privathus. I disse store og luksuøst indrettede boliger blev der eksperimenteret med nye former og rumkompositioner. Mange af disse huse var indrettet med nymfaion og med udbredt anvendelse af marmor og mosaikker. Dette gælder eksempelvis Amor og Psykes Hus samt Dioskurernes Hus.

Havneanlæggene

Nye geoarkæologiske undersøgelser har vist, at der ved Tiberens munding var en naturlig lagune allerede fra 700-tallet f.v.t., hvor datidens skibe har kunnet navigere i, og lagunen kunne derfor have været i brug. Fra det sene 400-tal til det tidlige 300-tal f.v.t. er der dog klare beviser på en egentlig konstrueret flodhavn. Det er uvist, hvor længe havnen kan have været i brug, men undersøgelserne indikerer, at det var tilfældet senest omkring den tidlige kejsertid.

I det sene 300-tal og tidlige 200-tal f.v.t. blev endnu en havn bygget længere oppe ad floden og i direkte forbindelse med kastellet. Det menes derfor, at de to havne er konstrueret på samme tid. Denne anden havn var i brug indtil senest begyndelsen af 100-tallet e.v.t., hvor området blev omdannet til markeder og insulae.

Det første deciderede havneanlæg blev først påbegyndt under Kejser Claudius og færdigbygget under Kejser Nero. Denne havn blev placeret ca. 3 km nord for Ostia og Tiberen. Den bestod af to buede moler og var ikke mindst kendt for sit fyrtårn. På grund af tilsanding blev det aktuelt at anlægge en ny havn allerede under kejser Trajan. Dette anlæg var udformet som et femsidet bassin med en diameter på ca. 715 m omgivet af kornmagasiner og lagerbygninger.

Gravpladser

I Tiberdeltaet mellem Ostia og havneområdet lå Ostias gravplads, Isola Sacra. Enkelte fornemme gravmonumenter befinder sig dog ved udfaldsvejene i udkanten af Ostia.

Ostia i Senantikken

Selvom flere jordskælv er blevet dokumenteret i og omkring Ostia, Rom og Latium i 300-, 400- og 500-tallet e.v.t. lykkedes det byen at rejse sig via genopbygning. De arkæologiske levn vidner om en fortsat renovering af byen i disse århundreder. Forummet gennemgik en markant renovering fra 300-tallet.

I takt med at templerne mistede deres religiøse funktion, blev Kapitoltemplet på den nordlige halvdel omdannet til et pejlemærke for byen, hvori statuer fra forskellige epoker blev udstillet. Portikker, der flankerede templet, blev ligeså udnyttet til statueopstilling. Dette omdannede den nordlige del af forummet til et repræsentativt rum. Dette repræsentative rum blev sandsynligvis benyttet af den ansvarlige for Roms kornimport (praefectus annonae), der havde hovedsæde i Ostia.

Den sydlige halvdel gennemgik en lidt anden udvikling, hvor Ostias første marmortempel, Roma og Augustustemplet, led så stor skade efter et jordskælv i år 442 eller 443 e.v.t., at det måtte rives ned. Al dets marmor blev genbrugt, og denne genbrug satte gang i en større håndværksmæssig forretning, hvor marmoren blev omdannet til byggematerialer til hele byen. Ikke kun Ostia nød godt af al den marmor; selv domkirken i Pisa er blevet bygget med en marmordørkarm fra Roma- og Augustustemplet.

I 600-tallet e.v.t. blev Ostia langsomt forladt, og indbyggerne flyttede et par kilometer længere ind i landet til det nuværende Ostia Antica, hvor pave Gregor 4. byggede et nyt kastel, som stadig står den dag i dag. Det blev senere udbygget med en renæssanceborg (Castello di Giulio II) af pave Julius 2. i perioden 1483-1486.

Læs mere i Lex

Skrevet af:

Artiklen indeholder tekst fra:

Den Store Danske

Senest ændret:

27. november 2024, se alle ændringer

begrænset anvendelse.

Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Damgaard, Daniel; Poulsen, Birte; Carlsen, Jesper; Den Store Danske: Ostia i Lex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/Ostia

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Antikken, romerske stednavne

Daniel Damgaard

Postdoc, Humboldt-Universität zu Berlin