Ollanta Humala er en peruviansk officer og politiker. Han var Perus præsident i perioden 2011-2016. Han stod for en populistisk, venstreorienteret linje, oprindelig inspireret af Hugo Chávez i Venezuela.
Som general i den peruvianske hær havde Humala taget del i kampen mod oprørsbevægelsen Den Lysende Sti, og han deltog i 1990'erne i oppositionen mod den daværende præsident Alberto Fujimori. I 2006 stillede Humala op til præsidentvalget, men blev ikke valgt. I 2011 vandt han valget i anden valgrunde mod den nu fængslede Fujimoris datter, Keiko Fujimori (f. 1975).
Den 15. april 2025 blev Humala og hans hustru Nadine Heredia (f. 1976), der også er politiker, hver idømt 15 års fængsel for at have modtaget penge til valgkampagnerne i 2006 og 2011 fra det brasilianske byggefirma Odebrecht.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.