Faktaboks

Ole Neumann
Født
16. oktober 1947, København
Død
25. januar 2025
Ole Neumann i 2004.
Ole Neumann i 2004.
Af /Her Og Nu/Ritzau Scanpix.

Ole Neumann var en dansk skuespiller og barnestjerne, der i 1950'erne blev folkeeje gennem sin medvirken i en række populære folkekomedier, først fremmest Far til fire-filmene.

Lille Per

Ole Neumann i rollen som Lille Per i 1955.
Scene fra Far til fire på landet fra 1955. Ole Neumann som Lille Per forrest (med seler), og bagved Rudi Hansen, Ib Mossin og Otto Møller Jensen.
Ole Neumann i rollen som Lille Per i 1955.
Af /Ritzau Scanpix.

Han debuterede fem år gammel i Far til fire (1953) i signaturrollen som søskendeflokkens charmerende yngste, Lille Per. Det blev til i alt otte film i Alice O'Fredericks' populære serie, der optoges på ASA-studierne i Lyngby med Far til fire med fuld musik (1961) som den sidste.

Sideløbende var Ole Neumann et meget benyttet ansigt i reklamer, som spillede på hans Lille Per-persona, ligesom der blev holdt liv i berømmelsen med vinyludgivelser af sange fra filmene efter Sven Gyldmark-melodier, bl.a. Det er sommer, det er sol og det er søndag (1953), Hej for dig fra Far til fire i sneen (1954), Bumme-lumme-lumme-lumme-lum fra Far til fire på landet (1955), Til julebal i nisseland fra Far til fire i byen (1956) og Ih, hvor skal vi lege fra Far til fire og onkel Sofus (1957).

Teater

Som elleve-tolvårig medvirkede Ole Neumann i musicalen Tante Mamie (Aveny Teatret, 1959), og i operetten Sommer i Tyrol (ABC Teatret, 1959-60) var han piccoloen Micki over for Dirch Passers kelner Leopold; en rolle, som den yngre Jan Priiskorn-Schmidt (1951-2023) overtog i Erik Ballings filmudgave fra 1964.

Morten Korch og pigtrådsmusik

Som teenager spillede Ole Neumann godsejerens italienske barnebarn i ASA's sene Morten Korch-film Kampen om Næsbygård (1964), hvori han sang En lille glemt italiensk serenade. Filmen fik to efterfølgere, Næsbygårds arving (1965) og Krybskytterne på Næsbygård (1966).

Herefter lagde han endegyldigt skuespillerkarrieren på hylden og koncentrerede sig om pigtrådsmusik, bl.a. i 1966-1967 som medlem af bandet Rocky Mountains, der efter hans indtræden skiftede navn til Ole Neumann And His Newmen og fik succes i Tyskland og Norge.

Siden blev Ole Neumann uddannet tv-fotograf og arbejdede bl.a. som musiker og filmarbejder. For instruktøren Ib Makwarth (1937-2002) fotograferede og klippede han flere kort- og dokumentarfilm.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig