Nuuk

Længe før byens grundlæggelse tiltrak det milde sommerklima i bunden af fjordsystemet nordboere, som har efterladt mange spor fra bosættelser, der samlet er blevet benævnt Vesterbygden. Tilsvarende har inuit med skiftende bopladser i århundreder haft glæde af de gode fangstmuligheder i fjordsystemet.

Missionæren Hans Egede ankom til området i 1721 og slog sig ned på Kangeq (Haabets Ø) ved indsejlingen til Nuup Kangerlua (Godthåbsfjorden). Placeringen var ikke optimal og blev opgivet til fordel for kolonien Godthåb i 1728. Haabets Ø og Godthåb er navngivet efter skibet Haabet, der bragte Hans Egede og hans følge frem. I 2021 var det 300 år siden, at Grønland, med udgangspunkt fra Godthåb, blev koloniseret og kristendommen introduceret.

Kolonien Godthåb blev anlagt i Nuutoqaq (Kolonihavnen) ved en naturhavn på den vestlige side af næsset, Nuuk. En del af de bygninger og anlæg, som missionen og handelen opførte i 1700-tallet og frem til det tidlige 1900-tal, findes endnu i dag.

Hans Egedes hus opført i sten fra 1728 er Grønlands ældste bevarede bygning og fungerer i dag som repræsentation for Grønlands Selvstyre. I tilknytning hertil ligger gedestald og tømrerværksted (opført i 1890’erne). På den anden side af stien findes det oprindelige bødkerværksted opført i 1758, senere bageri og malerværksted og i dag værksted for Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Grønlands Nationalmuseum & Arkiv), der siden 1978 har haft til huse i de oprindelige pakhuse fra 1929-1930, suppleret med en tilbygning i 1992.

I passende afstand fra kolonien byggede brødremenigheden Herrnhut missionshuset, der stod færdigt allerede i 1747 og i dag anvendes af Grønlands Ombudsmandsinstitution. Det var også her, at Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) startede i 1984.

Ilinniarfissuaq (Lærerseminariet) blev grundlagt i 1847 og er landets ældste videregående uddannelsesinstitution. Seminariebygningen i udkanten af Nuutoqaq er fra 1907 og indgik, med sin nordisk inspirerede arkitektur, i daværende Nuuk Kommunes byvåben. Bygningen fungerer i dag som administrationsbygning for den gymnasiale uddannelse, GUX. Seminariet blev i 2008 til et institut under – og flyttede til – Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet).

Annaassisitta Oqaluffia (Vor Frelsers Kirke) er Grønlands domkirke. Kirken blev bygget i 1848-1949, og kirketårnet kom til i 1928. I tilknytning til kirken findes den gamle provstebolig fra 1847.

I Nuutoqaq findes en del bygninger opført i 1800-tallet, fx inspektørboligen og qivittoq-huset (begge fra 1831), proviantboden (1850), endnu et bødkerværksted (1887) og et mandskabshus fra 1848. Længere mod syd ligger den nuværende embedsbolig for landsstyreformanden, oprindelig opført i 1906 og anvendt som lægebolig. Derfor fremstår den i sundhedsvæsenets gule farve.

I 1911 fik Grønland to folkevalgte landsråd, et for Nordgrønland med sæde i Qeqertarsuaq (Godhavn) og et for Sydgrønland med sæde i Nuuk (Godthåb), der fungerede som rådgivere for den danske stat. Under 2. Verdenskrig blev administrationen samlet i Nuuk under ledelse af landsfogeden for Nordgrønland, Eske Brun, mens landsfogeden for Sydgrønland, Aksel Svane, varetog Grønlands interesser i Washington, og i 1940 etablerede USA et konsulat i Nuuk, som fungerede frem til 1953.

I forbindelse med Grønlandskommissionens store plan for modernisering af Grønland, G-50, blev det overvejet at flytte hovedstaden til en anden åbentvandsby, fordi kommissionen vurderede, at erhvervsgrundlaget for Nuuk var ringe. Men da de to landsråd formelt blev samlet til ét i 1950, fik det sæde i Nuuk, som samtidig fik status af hovedstad. Det samlede Landsråd fungerede frem til Hjemmestyrets indførelse i 1979 og var en væsentlig medspiller i moderniseringen af landet.

Naalakkersuisut har mange ansatte i centraladministrationen på adresser rundt i byen, men først og fremmest i to bygningskomplekser tæt på Nuutoqaq (Kolonihavnen): Tårnet i Nuuk Center fra 2012 og den oprindelige administrationsbygning opført etapevis i perioden 1966- 86 ved siden af. I sidstnævnte er mødesalen for Inatsisartut (Grønlands parlament) med 31 medlemmer placeret.

Organisationen for oprindelige folk i Arktis Inuit Circumpolar Council (ICC) har sit grønlandske kontor i Nuuk.

Nuuk udviklede sig langsomt fra Hans Egedes tid og frem til omkring 1950; i 1947 boede der 985 indbyggere i kolonien, mens der i distriktets udsteder (bygder) boede 717, og på de små bopladser 292.

På det tidspunkt bestod byen af Nuutoqaq (Kolonihavnen) med Lærerseminariet og små huse knyttet hertil samt en vej anlagt i 1930’erne til den nye Skibshavn på den modsatte side af næsset. Havneadministrationen havde til huse i den nu fredede bygning længst ude på kajen. Langs Aqqusinersuaq (Skibshavnsvejen) blev der efterhånden anlagt bygninger til administrative, handelsmæssige formål samt boliger, men bebyggelsen lå fortsat meget spredt.

Med få undtagelser er det kun, hvor der findes stejle fjelde, søer og elve, at byen efterlader plads til naturen. Der findes en langrendsløjpe, og en kyststi er påbegyndt i 2018. Stien er planlagt til at nå hele vejen rundt langs byens kystlinje, som markerer byens samspil med fjordsystemet.

Fjordsystemet Nuup Kangerlua (Godthåbsfjorden) er et af verdens største, ca. 9.000 km² , eller omtrent på størrelse med Sjælland, Møn, Lolland og Falster tilsammen. Det byder på rige muligheder for fangst og fiskeri, såvel for erhvervsfangere som fritidssejlere, samt storslåede naturoplevelser med sejllads mellem de store øer, utallige forbjerge, høje og stejle fjelde og isfjorden i bunden af det hele. Det er en vigtig del af forklaringen på, at der findes langt over tusind fritidsbåde og to lystbådehavne i Nuuk.

Nuup Kangerlua er også kulturoplevelser: efterladenskaber fra nordboernes Vesterbygden, nedlagte bygder, der fungerer som lejrskole eller feriebyer, og en geologi, der går så langt tilbage i tid, at den bidrager til forståelsen af Jordens tidligste historie. Byens vartegn, fjeldet Sermitsiaq (Sadelø), ligger yderligt i fjordsystemet og kan med sin højde på 1.210 m ses fra det meste af byen.

Byens befolkningstilvækst antages at fortsætte, men kommunens målsætning om 30.000 indbyggere i 2030 er næppe realistisk. Den nye internationale lufthavn vil formodentlig tiltrække både turister og erhverv, og dermed vil der blive skabt flere arbejdspladser til byen. Tendensen med, at folk flytter fra bygder og mindre byer til hovedstaden, ser ikke ud til at ændre sig foreløbig.

Som Grønlands hovedstad har Nuuk med Selvstyrets og kommunens administration mange offentligt ansatte. Af samme årsag har mange af landets store virksomheder, private såvel som offentlige, hovedsæde i Nuuk.

Inden for transport og håndtering af gods og passagerer gælder det Air Greenland, Royal Arctic Line, Arctic Umiaq Line (kystpassagerskibe) og Sikuki Harbour (havnedrift i Nuuk), Visit Greenland (turismestrategi og markedsføring), Mittarfeqarfiit (drift af lufthavne) samt Kalaallit Airports A/S (nye lufthavne mv.).

De vigtige forsyningsvirksomheder, Nukissiorfiit og Tusass (Tele Post Greenland), har ligeledes hovedkontor og udviklingsafdeling i Nuuk.

Kortlægning, forskning og monitorering af det fysiske miljø i hele landet varetages og koordineres fra Nuuk af Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut) og Asiaq (Grønlands Forundersøgelser).

Landets to banker og mange forsikringsselskaber, advokater og revisionsfirmaer har hovedsæde i byen.

Royal Greenland og Polar Seafood har begge hovedkontor og fiskefabrikker i tilknytning til havnen i Nuuk. Samlet beskæftiger fiskeindustrien flere end 700 medarbejdere i byen og omsætter for mange millioner kroner.

Råstofudvinding beskæftiger samlet 65 personer i byen, heraf langt de fleste i stenbrud, der forsyner byggebranchen, fx udvidelsen af Nuuk Lufthavn. I nærheden af bygden Qeqertarsuatsiaat syd for Nuuk ligger en rubinmine drevet af Greenland Ruby A/S, som beskæftiger 10-20 lokale medarbejdere.

Grønland har få landsdækkende medier, og de opererer alle fra Nuuk. Det gælder public service-stationen KNR, der leverer tv, radio og internetnyheder, og det uafhængige mediehus Sermitsiaq.AG, der producerer og leverer nyheder på nettet og udgiver de to landsdækkende aviser AG og Sermitsiaq samt den lokale Nuuk Ugeavis.

Centrale områder for Grønland under den danske stat styres fra Nuuk. Det gælder fx Arktisk Kommando og Grønlands Politi, herunder store dele af landets katastrofeberedskab i tæt samarbejde med de grønlandske myndigheder. Endvidere driver Kriminalforsorgen en åben og en lukket anstalt i Nuuk. Sidstnævnte blev indviet i 2019 i en nybygget og topsikret bygning, der betyder, at Grønland for første gang kan opbevare forvaringsdømte i landet, som tidligere har siddet i arrest i Danmark.

Grønlands Domstole er en del af Danmarks Domstole og består af fire kredsretter, Retten i Grønland og Grønlands Landsret. Såvel Landsretten, Retten i Grønland som Sermersooq Kredsret har hjemme i Nuuk. Af samme grund har de fleste advokatfirmaer i Grønland hovedkontor i Nuuk.

Bygge- og anlægsbranchen har siden 1950’erne været stor og aktiv i Nuuk. Der bygges uafbrudt, og og branchen har ofte flere opgaver, end de har folk til.

En mangfoldighed af små og mellemstore virksomheder og iværksættere inden for gartneri, mode, både, biler, sportsbeklædning og musik bidrager til det samlede billede af byens erhvervsliv.

Nuuks borgere, byens udtryk og klima er kendetegnet ved mangfoldighed. Byens borgere (kaldet nuummiut) består af inuit, danskere (og en blanding af de to), faste tilflyttere særligt fra Norden og fra asiatiske lande som fx Filippinerne og Thailand, men også fra lande som Tyskland, England, USA og flere til. De mange forskellige nationaliteter betyder i praksis, at engelsk er byens tredje hovedsprog, efter grønlandsk og dansk.

Byens klima kan variere fra hård kuling og nedbør til skyfrit og vindstille på den samme dag. I februar, den koldeste måned, er gennemsnitstemperaturen -8,3 °C, og i juli, den varmeste måned, er den 7,0 °C. Turister er begyndt at få øjnene op for de særlige oplevelser, som den lille arktiske hovedstad med det store fjordsystem kan tilbyde.

Byens udtryk er en blanding af tusinde år gamle inuittraditioner, bygninger og sædvaner fra kolonitiden og et moderne byliv med restauranter, caféer, koncerter, teater, biograf og sportsbegivenheder. Der afvikles efterhånden en del kultur- og filmfestivaler, ligesom nationale og internationale konferencer, fx inden for forskning og erhvervsudvikling, tilføjer nye facetter, der ændrer byens udtryk.

• Grønland
• Bosætning i Grønland
• Kommuneqarfik Sermersooq