Norges geografi

Takket være de varme havstrømme og hyppige sydvestenvinde strækker landbruget sig længere nordpå end i noget andet land, og en række afgrøder har deres nordligste udbredelse i Norge. Kun 3% af arealet er udlagt til landbrugsformål, og topografien gør, at der kun få steder er store, sammenhængende landbrugsarealer. Antallet af bedrifter har siden 1960'erne været stærkt faldende, og det gennemsnitlige tilliggende stigende, men det er fortsat de små brug, der dominerer. Fra gammel tid har de fleste bønder været deltidslandmænd, normalt i forbindelse med skovbrug eller fiskeri. Deltidslandbrug er stadig vidt udbredt, men nu oftest i kombination med byerhverv. Hovedvægten ligger på den animalske produktion, og Norge er selvforsynende med mejeriprodukter, kød og æg; derimod ikke med korn, frugt og de fleste grøntsager. Ca. 60% af forbruget af landbrugsvarer dækkes af import. Det er en politisk prioritering at sørge for stabile leverancer af animalske produkter og samtidig at bremse affolkningen af udkantsområderne. Det sker gennem en massiv tilskudspolitik, og norsk landbrug er et af verdens mest subsidierede.

Som i andre lande er der sket en specialisering på de enkelte bedrifter og hertil også en øget geografisk differentiering. Kornarealerne er vokset på Østlandet og i Trøndelag, mens der på Vestlandet og i Nordnorge stort set ikke dyrkes andet end græs, dog betydelig frugtavl på Vestlandet. I Norge som helhed er over halvdelen af landbrugsarealet udlagt til græs. Nationaløkonomisk er landbrugets betydning lille og faldende; 3,5% af de erhvervsaktive arbejder her og bidrager med 1,1% af BNP (1997).

34% af arealet er produktiv skov, langt mest nåleskov og med gran vigtigere end fyr. Gennem flere hundrede år har skovene været udnyttet, først til tømmer, tjære og trækul (bl.a. til metaludsmeltning), senere også til papirmasse og cellulose. Ca. 80% er privatejet, ofte i forbindelse med landbrug. Erhvervet, der tidligere beskæftigede en stor arbejdsstyrke både i skoven og på elvene, er nu stærkt mekaniseret; bl.a. har skovmaskiner og lastbiler afløst heste og tømmerflådning, og kun 0,3% af de erhvervsaktive arbejder nu i skovbruget. Skovbrug er dog fortsat af betydning for mange tyndtbefolkede områder, evt. i kombination med anden virksomhed.

Den mekaniserede hugst med fældning af store arealer på én gang (renafdrift) har givet en række miljøproblemer, og flere steder er der sat grænser for, hvor store arealer der må ryddes ad gangen. Udsigten til for kraftig hugst satte allerede ca. 1900 gang i nyplantning, og alene siden 1925 er arealet med produktiv skov fordoblet. Nu fældes kun halvdelen af den årlige tilvækst, og skovarealet er voksende.

Vandtemperaturer, strømforhold og mange kystnære banker ud for Norskekysten giver ideelle forhold for planktonproduktion og dermed fisk, og fiskeri har siden stenalderen været livsgrundlag for befolkningen langs kysterne. Erhvervet spiller fortsat en vigtig rolle, ikke mindst i mange små kystsamfund, som ikke ville eksistere uden fiskeriet. Også mange store kystbyer skylder fiskeriet deres opståen og vækst, for i kølvandet på fiskeriet opstod en række virksomheder, som dels leverede skibe og fangstredskaber, dels forarbejdede fisken og sørgede for videretransport. Uden det store Lofotfiskeri havde Bergen aldrig fået den position, som byen allerede fik i middelalderen.

I 1930 var der 120.000 registrerede fiskere, mens tallet hen mod år 2000 er nede på 24.000. Sammensætningen af fangsten har varieret meget gennem tiderne. Mest stabilt har torskefiskeriet været, mens fx sild og lodde i visse år optræder i enorme mængder og i andre år næsten helt forsvinder. Svingningerne skyldes fiskeriet selv, bl.a. med indførelsen af mere effektive redskaber, men er også helt naturlige. Nu reguleres fiskeriet nøje, bl.a. med internationalt fastsatte kvoter. Vægtmæssigt er lodde og andre industrifisk vigtigst sammen med arter som sild, makrel, torsk og sej, men økonomisk er torsk og sej vigtigst, da de udelukkende anvendes til konsum. Traditionelt blev fisken solgt som tørfisk eller klipfisk (tørret og saltet), men nu går der mest frossen og frisk fisk til markederne. Stigende betydning har fiskeopdræt i havbrug. Det er helt overvejende laks, som avles i indhegnede bassiner nær kysten, hvor der er god vandudskiftning. Opdrætslaks udgjorde i 1996 en tredjedel af den samlede fiskeeksport på 22,5 mia. norske kroner. Mange norske fisk sælges i Danmark, hvor de videreforarbejdes til EU-markedet. Denne trafik er helt afhængig af de forskellige toldsatser, der gælder for Norge og Danmark i EU, og den er en vigtig faktor i dansk fiskeindustri.

Traditionelt har hval- og sælfangst spillet en betydelig rolle i en række kystbyer; bl.a. var Sandefjord i mange år hjemsted for en stor hvalfangerflåde. Nu er fangsten stærkt reguleret, men dog et supplement til fiskeriet i enkelte kystbyer ved Barentshavet. Især hvalfangsten er internationalt meget kontroversiel, men bl.a. af regionalpolitiske grunde har den norske regering stået meget stejlt på Kystnorges traditionelle rettigheder til fangst.

En af de vigtigste faktorer i Norges udvikling fra en lavproduktiv økonomi, baseret på landbrug, fiskeri og skovbrug, har været adgangen til rigelig og billig energi. Det gælder først og fremmest vandkraft. Små vandmøller til maling af korn var der fra gammel tid i alle bygder og ved større gårde. Senere lagde de første industrier sig ved elvene; det gjaldt især træindustrien og tekstilindustrien. I slutningen af 1800-tallet begyndte man at udnytte vandets kraft til elproduktion i generatorer, og i dag (2018) fremstilles over 95% af al elektricitet i Norge ved vandkraft, og landet har langt det største elforbrug pr. indbygger i verden. Langt de fleste af de blot lidt større elve har mindst ét vandkraftanlæg, og adskillige har mange. Mange steder reguleres vandforsyningen ved opdæmning af søer. Indgrebene i forbindelse med etablering af kraftværker har givet anledning til omfattende miljødiskussioner (se Altaelva og Mardalsfossene), og adskillige områder er blevet fredet for vandkraftudbygning.

På længere sigt vil vandkraft ikke alene kunne dække et stigende elforbrug, derfor er der i senere år anlagt en række vindmølleparker både langs kysten og i indlandet. De norske vindmølleparker ligger uden undtagelse i ubebyggede områder og har mange steder ført til stærke konflikter med naturbeskyttelsesinteresser og lokale aktionsgrupper.

Siden 1970'erne har olie- og naturgasfelterne i den norske del af Nordsøen haft meget stor indflydelse på norsk erhvervsliv og økonomi. De norske olie- og gasreserver blev 1997 opgjort til 1% af verdens reserver, dvs. 12-14 gange så meget som de danske reserver, og sektoren bidrog med 15% af Norges BNP og en tredjedel af eksporten. Norge var samme år verdens næststørste olieeksportør (efter Saudi-Arabien). I 2001 blev det anslået, at reserverne rakte til endnu otte års produktion.

Den første olieproduktion fandt sted fra Ekofiskfeltet i 1971, og derefter gik det stærkt med nye fund og produktion fra en lang række felter: Frigg, Statfjord, Gullfaks, Oseberg og Troll. Produktionsplatformen Troll A, som udelukkende producerer gas, er verdens største, en næsten 500 m høj konstruktion, der står på 330 m dybt vand.

Forsyningsvirksomheder og olieraffinaderier findes i kystbyerne på Vestlandet med Stavanger som Norges oliehovedstad; største raffinaderi ligger i Mongstad nord for Bergen. Desuden er der lagt gasledninger til Norges vestkyst og til Skotland, Belgien, Frankrig og Tyskland.

Indtil nu er produktionen især foregået ud for den sydlige del af vestkysten, men der er fundet nye felter i Norskehavet og længere mod nord. Produktionen foregår her under barskere vejrbetingelser, og der pågår en intens diskussion om sikkerhedsforhold. Det sker bl.a. med baggrund i erfaringerne fra 1980, da boligplatformen Alexander L. Kielland i hårdt vejr kæntrede, og 123 mennesker omkom.

Norge er et moderne industriland med produktion af en lang række højteknologiske produkter. Mange har ingen tilknytning til landets egne resurser; det gælder bl.a. megen elektronik og komponenter til europæisk bilindustri. Alligevel er mange virksomheder skabt med udgangspunkt i det lokale, især med træ, malme og fisk som råvarer og lokal vandkraft som energikilde. Visse specielle virksomheder er helt afhængige af rigelig og billig elektricitet; det gælder bl.a. produktionen af kvælstofgødning og den store aluminiumsindustri, baseret på importerede råvarer. I mange havnebyer var der fra gammel tid tradition for bygning af træskibe. Flere steder udviklede virksomheden sig til store stålskibsværfter, og Norge var i mange år en af verdens store skibsbygningsnationer. Efter en voldsom tilbagegang i 1970'erne og 1980'erne har branchen i 1990'erne haft fremgang ved at satse på specialskibe, boreplatforme og andet udstyr til olieproduktionen.

Visse steder findes en koncentration af virksomheder inden for samme branche. På Oslofjordens vestside er der således megen elektronikindustri, og på østsiden ned mod svenskegrænsen er der tradition for træindustri. I omegnen af Porsgrunn på Skagerrakkysten er der kemisk industri, mens Bergen- og Stavangerområdet har fiskeindustri og skibsværfter foruden forsyningsvirksomheder til olie- og gasproduktionen. Møbelindustri ligger især i Sunnmøre, en vigtig del af træindustrien i Trøndelag, mens aluminium fremstilles forskellige steder tæt ved store vandkraftværker, bl.a. ved Mosjøen i Nordnorge. For industrien generelt gælder det, at en stor del af produktionen eksporteres.

Norge er en af verdens største skibsfartsnationer. I 2019 sejlede 1% af verdens handelsflåde under norsk flag, men mange norske rederier har af beskatningsmæssige grunde deres skibe registrerede i oversøiske registreringslande. Sejlads har af naturlige årsager altid været vigtig i Norge, men i international målestok er det gået op og ned gennem tiderne. Fx var det nedgangstid i slutningen af 1800-tallet, da sejlskibenes æra afløstes af dampskibenes dominans, og igen under 1970'ernes oliekriser, som ramte den store norske tankskibsflåde.

Nu er norske rederier stærkt specialiserede og har store markedsandele inden for især transport af gas (LNG-carriers), kemikalier og olie. Hertil kommer roll-on-roll-off-skibe, krydstogtskibe og offshoreserviceskibe. 90% af flåden anløber aldrig norske havne, og skibsfart er et betydeligt plus på betalingsbalancen. Hertil kommer en mængde følgeaktiviteter på land: produktion af maritimt udstyr, forskning, skibsmæglere og bank- og forsikringsvirksomhed. Oslo Børs er verdens største på skibsfartsområdet.