Nordsøen

Vand med stor saltholdighed, dvs. større end 35,1‰, strømmer ind i Nordsøen gennem Den Engelske Kanal, mellem Skotland og Shetland samt mellem Shetland og Norge. Vand med mindre saltholdighed, som stammer fra Østersøen, strømmer ind i Nordsøen fra Skagerrak, og endelig påvirkes den sydlige del af Nordsøen af vandtilførsel fra de store europæiske floder. Disse tilførsler af vand skaber i et tæt samspil mellem tidevandskræfter samt vindens og lufttrykkets indvirkning på havoverfladen et kompliceret strømningsmønster i Nordsøen. Nordatlantisk vand trænger fra nord mod syd ned i Nordsøen langs Englands østkyst samt mod øst tværs over Nordsøen mod Skagerrak. Den sydgående strøm møder i det sydvestlige hjørne af Nordsøen det atlantiske vand, der strømmer ind gennem Kanalen. Strømmen fortsætter herfra mod NØ, hvor den undervejs suppleres med vandet fra flere store floder. Den nordgående strøm langs Jyllands vestkyst kaldes Den Jyske Kyststrøm.

Overfladetemperaturen i Nordsøen varierer mellem 13-17 °C om sommeren og 6-7 °C om vinteren, mens saltholdigheden er 34-35,2‰ med de laveste værdier i den sydøstlige del. Ved bunden er temperaturen og saltholdigheden mere konstante med værdier på hhv. 7-8 °C og 34-35,2‰.

Nordsøen har et kraftigt tidevand, der er frembragt af tidevandet i Atlanterhavet. Herfra forplanter tidevandsbølgen sig ind i farvandet gennem Den Engelske Kanal og farvandet nord for Skotland. Bølgen afbøjes til højre for sin udbredelsesretning og vil pga. gnidningsmodstand gradvis formindskes. Tidevandsbølgen bevæger sig "mod uret" omkring et fast punkt (amfidromisk punkt) i midten af Nordsøen. Forskellen mellem høj- og lavvande aftager fra 4-5 m ved den engelske kanalkyst til mindre end 1 m ved den nordlige del af jyske vestkyst.

Nordsøen udgør den havdækkede del af det større geologiske bassin Nordsøbassinet. I dag er vanddybden i Nordsøen næsten overalt mindre end 100 m, til trods for at underlaget i de centrale dele i de sidste 2 mio. år er sunket mere end 1 km. Selv små ændringer i det globale havniveau får derfor betydelige konsekvenser for Nordsøen som fx under sidste istid, Weichsel-istiden, for ca. 115.000-10.000 år siden, da store vandmængder var bundet i Indlandsisen. Dengang lå havoverfladen i oceanerne ca. 120 m lavere end i dag, og hele Nordsøen var tørlagt. Under isens tilbagesmeltning steg havniveauet igen, men Nordsøen nåede dog først sit nuværende omfang ved slutningen af Fastlandstiden ca. 6800 f.Kr.

Fiskeriet i Nordsøen er meget intensivt, og der fastsættes årlig kvoter for de vigtigste fiskearter. I Nordsøen fiskes især sild, makrel, torsk og rødspætte; men også fiskeri efter tunge, pighvar, kuller, hvilling og andre torskefisk har stor økonomisk betydning. Desuden er der industrifiskeri efter især tobis, sperling og brisling samt fiskeri efter dybvandsrejer og jomfruhummer. Taskekrabbe tages som bifangst i forskellige fiskerier. Fiskeriet i Nordsøen udgør ca. 4 % (efter vægt) af verdensfiskeriet. Danmark står for knap halvdelen af Nordsøfangsten, og 80 % af det danske fiskeri sker i Nordsøen og Skagerrak (se også Atlanterhavet (biologi) og Danmark (fiskeri)).

Nordsøens bundfauna er en jævnbundsfauna, knyttet til havbundens sediment, som primært er sand (se også havdyresamfund). Muslinger er de dominerende bunddyr, især arter af trugmusling, venusmusling og tallerkenmusling. De er vigtige som føde for mange fladfisk. Trugmuslingerne er hurtigtvoksende og har stor forplantningsevne; de dominerer på de vigtigste fiskepladser, fx Doggerbanke. Venusmuslingen vokser langsommere og har tykkere skal, som den kan holde lukket i lang tid, hvorfor den ofte går ufordøjet igennem fisk.

I den dybeste del af Nordsøen, ud for Nordjyllands kyst, findes et blødbundssamfund på mudderbund, hvor slangestjerner er altdominerende. Ud for Vadehavet findes også et blødbundssamfund. Her dominerer arter af pebermusling. Langs den jyske vestkyst findes et bælte med store brunalger. På algerne findes en varieret epifauna, fx mosdyr, hydroider og sækdyr. På lidt dybere vand har man mange steder fundet stenrev med en righoldig fauna. Algebæltet og stenrevene er vigtige opvækstområder for en række fiskearters yngel.

Med sin beliggenhed mellem højt industrialiserede lande og lande med intensivt landbrug og med en meget tæt skibstrafik samt omfattende olieudvinding er Nordsøen et havområde, der kræver en målrettet miljøovervågning og miljøbeskyttelse. Nordsøen har været de omliggende landes skraldespand, men Nordsølandenes samarbejde, bl.a. Nordsøkonferencerne, Oslokonventionen og Pariskonventionen (nu samlet i OSPAR-konventionen), har bremset en truende miljøødelæggelse. Således er afbrænding af farligt industriaffald til søs stoppet i 1991, de engelske dumpninger af flyveaske og industriaffald stoppede i 1993, og dumpning af spildevandsslam stoppede i 1998.

Omgivet næsten udelukkende af EU-lande er der gode muligheder for en fælles indsats for yderligere at sikre Nordsøens miljø. Der blev i 2005 udarbejdet en fælles EU-havstrategi, der bl.a. omfatter indsats mod farlige stoffer og olieforurening, både fra skibe og fra boreplatforme. Danmark udarbejdede i 2005 en handlingsplan for at begrænse forureningen fra boreplatforme. Fx er udledning af de farligste kemikalier forbudt fra 2006, og grænsen for olie, der må udledes med vand, er nedsat. Nordsøen er udnævnt til specielt område, hvor skibe kun må udlede vand, hvis olieindhold er så lavt, at det ikke efterlader synlige spor. Der bliver også iværksat en særlig indsats mod ballastvand, der kan sprede fremmede dyre- og plantearter; fx er den østasiatiske søpung nu meget almindelig i Limfjorden, efter at den i 1950'erne kom med skibe til Den Engelske Kanal.

Der er sket forbedringer som følge af den målrettede indsats. I den åbne Nordsø faldt koncentrationen af det radioaktive cæsium-137 fra en aktivitet i 1984 på 140 Bq pr. m³ til 27 i 1990. Miljøforholdene i de lukkede kystområder, fx Themsens og andre store floders mundinger, er blevet bedre, fordi der er bygget rensningsanlæg. Men mange kystområder, fx Tyske Bugt, er stærkt påvirket af de næringsstoffer, der kommer fra landbrugsarealerne. De kan give en voldsom algevækst, som kan føre til iltsvind i bundvandet. Det mærkes dog ikke i den åbne Nordsø, hvor der er en stor gennemstrømning af vand. Nye fælles EU-regler (se vandrammedirektivet) sætter ind mod forureningen med bl.a. kvælstof i alle EU-lande.

Trods de fælles bestræbelser på at begrænse miljøforringelserne er der stadig mange problemer. Fx er den tætte skibstrafik en trussel mod Nordsøen, både pga. ulykker og oliespild. Det giftige stof tributyltin (se miljøgifte), der anvendes i bundmaling på skibe, kan skade fisk og bunddyr i selv meget små koncentrationer. Også affald, der driver på havoverfladen og ender på strandene, er stadig et stort problem, bl.a. i Danmark.