Niels Stensen

Som mange andre danske medicinstuderende måtte Niels Stensen i 1660 rejse til udlandet for at fuldende sit lægestudium. Under et ophold i Amsterdam fandt han i 1660 udførselsgangen fra ørespytkirtlen, som i 1662 blev opkaldt efter ham (ductus parotideus Stenonis).

Indtil da havde det været den almindelige antagelse, at spyt og tårer blev dannet i hjernen, men under studier hos anatomen Franciscus Sylvius på universitetet i Leiden beskrev han i 1662 de andre spytkirtler, tårekirtlen, tårekanalen og deres funktion og skelnede dem fra lymfeknuder. Som den første fremhævede han i 1663, at hjertet kun består af muskelfibre og ikke er sæde for ånd, livskraft og følelser.

I 1664 vendte Stensen hjem i håb om en ansættelse som anatom ved Københavns Universitet. Da han ikke fik den lovede stilling, rejste han til Paris, hvor han i 1665 bl.a. beskrev den medfødte hjertesygdom, der siden fik navnet Steno-Fallots tetralogi. Ved en række forelæsninger over hjernens anatomi og funktion anfægtede han samtidens og især Descartes' mere spekulative forestillinger herom.

I 1666 ankom Niels Stensen til Toscana, hvor Medicifamilien sikrede hans ophold som livlæge for storhertug Ferdinand 2. i Firenze. Her fortsatte han sine anatomiske studier; Stensens beskrivelse fra 1666 af tværstribede muskelfibres uændrede volumen under sammentrækning er først blevet endeligt anerkendt i 1900-tallet.

Niels Stensen gjorde epokegørende opdagelser inden for geologi, palæontologi og krystallografi. Bl.a. påviste han, at Toscanas jordskorpe er opbygget af aflejringer i fortidige have, at fossiler er levninger af tidligere tiders dyr, og at et krystals kantvinkel er uændret under krystallets vækst (Stenos lov).

De fleste af Stensens opdagelser blev gjort under rejser i Europa og opholdet i Firenze i tiden indtil 1672, da Christian 5. på Griffenfelds foranledning inviterede Stensen til København. Opholdet i København var kortvarigt og ikke særlig frugtbart.

Under tiltrædelsesforelæsningen på Anatomisk Institut i 1673, der var ledsaget af anatomiske demonstrationer, faldt i slutningen de ofte citerede ord: Pulchra sunt quae videntur, pulchriora quae sciuntur, longe pulcherrima quae ignorantur ('Skønt er det vi ser, skønnere det vi erkender, allerskønnest hvad vi ikke fatter'). Da Stensen igen blev forbigået ved besættelsen af professoratet i anatomi, idet det blev besat af Caspar Bartholin, vendte han i 1674 tilbage til Firenze.

I 1667 var Niels Stensen konverteret til katolicismen, og påskelørdag 1675 blev han præsteviet i Firenze, hvor han virkede som sjælesørger for tilrejsende. I 1677 blev han viet til biskop og accepterede at blive sendt til det protestantiske hertugdømme Hannover for at virke blandt dets få katolikker.

Hans ansvarsområde blev snart udvidet til at omfatte de protestantiske områder i hele Nordtyskland, Danmark og Norge. Fra 1685 til sin død virkede han som almindelig præst i Schwerin. Hans religiøsitet udviklede sig til askese, og hans sidste år var præget af fattigdom.

Hans kiste blev nedsat i krypten i Mediciernes San Lorenzo-kirke i Firenze i 1687, og i 1953 blev hans jordiske rester overført til en sarkofag i et sidekapel i kirken. Stensen blev 23.10.1988 saligkåret af pave Johannes Paul 2.

Niels Stensen latiniserede selv sit navn til Nicolaus Stenonis. Internationalt brugtes tidligt Steno som en slags efternavn, en betegnelse Stensen imidlertid aldrig selv brugte; Stensens egenhændige underskrift på dansk er bevaret som Nicolaus Steensen.

Den danske historiker A.D. Jørgensen, der udgav hans biografi i 1884, indførte formen Nils Stensen. Dette skete ikke af historiske grunde, men for i en slags skandinavisk bestræbelse at tilnærme dansk skriftsprog til svensk.

Den anerkendte kender af Niels Stensens værker, Gustav Scherz, havde i 1940'erne accepteret formen Stensen, bl.a. ved sin genudgivelse af A.D. Jørgensens værk fra 1884.

I Amsterdam havde Stensen i 1660 publiceret og offentligt forsvaret en afhandling om varme kilder Disputatio physica de thermis. Naturhistorisk-geologiske sommerstudieture havde han og Ole Borch mfl. foretaget under opholdet i Leiden 1660-63. Mødet med de britiske naturhistorikere Martin Lister (1638- 1712) og John Ray i Montpellier vinteren 1665-66 inspirerede ham sandsynligvis til at tænke nærmere over forsteninger og de aflejringer, de fandtes i, de såkaldte diluviale sedimenter.

Men hans banebrydende palæontologisk-geologiske indsats begyndte med dissektion af et kæmpe hajhoved Canis Carchariae dissectum caput (1667). Dissektionen foregik i oktober 1666 i Firenze. Den videnskabelige grundlæggelse af palæontologien skete i seks formodninger (argumenter) i en digression i denne hajafhandling, der sammen med to andre om anatomi blev endeligt accepteret af den kirkelige censur i marts 1667. Den ene af afhandlingens tavler 1 forestiller et hajhoved samt to forstørrede hajtænder, den anden ni malta-tungesten som eksempler på fossile hajtænder, der var blevet aflejret i et tidligere hav (begge tavler efter manuskriptet Metallotheca Vaticana (ca. 1589-93, udg. 1717) af Michele Mercarti (1541-93)).

Også hans geologiske hovedværk, De solido intra solidum naturaliter contento dissertationis prodromus (da. Foreløbig Meddelelse til en Afhandling om faste Legemer, der findes naturlig indlejrede i andre faste Legemer, 1902), dediceret til storhertug Ferdinand 2. af Toscana, blev bedømt af kirken før offentliggørelsen i 1669. I denne afhandling, der uddybede digressionens indhold og i væsentlig grad byggede på et par års feltiagttagelser, især i Toscana, henvises ofte til den endelige, store udgave, som imidlertid aldrig udkom. Hans geologiske verdensbillede med de senere navngivne discipliner palæontologi, sedimentologi, stratigrafi og dynamisk geologi byggede på egne iagttagelser. Han erkendte, at forsteninger var rester af fortidige organismer. Desuden hævdede han, at den omgivende substans oprindelig havde været vandrette lag, såkaldte sedimenter, hvis dannelsesproces han definerede, og hvis oprindelige lagfølge, fastslog han, var betinget af deres alder, kendt som superpositionsprincippet. Desuden sandsynliggjorde han, at skråtstillede lag havde været udsat for enten hævning eller sammenstyrtning som følge af påvirkning af „underjordisk ild og/eller vand“. 2 Studierne af Toscanas regionalgeologiske udvikling illustreredes på afhandlingens tavle, figur 20-25. Her førtes læseren fra et snit gennem den nutidige situation i Toscana med dale og bjerge (figur 20) tilbage gennem de geologiske hændelsesforløb til det tidspunkt, da lagene endnu lå parallelle og uforstyrrede (figur 25).

I samme værk grundlagde han krystallografien ved at formulere læren om kantvinklens konstans (Stenos lov), dvs. at for samme slags krystaller er vinklen mellem krystalflader, der svarer til hinanden, altid den samme uanset fladernes størrelse og antal og uanset, hvorfra krystallerne stammer. 3 Tavlens figurer 1-19 illustrerer dette gennem forskellige længde- og tværsnit samt vækstmønstre for bjergkrystal og jernglans (hæmatit). Indice di cose naturali, forse dettato da Niccolò Stenone er et katalog over hans videnskabelige naturhistorisk-geologiske arbejdssamling, som han havde opbygget parallelt med sit feltarbejde mhp. anvendelse som referencesamling i forbindelse med publiceringen af den endelige, udvidede udgave af sit geologiske hovedværk. 1668-72 foretog han tre store europæiske rejser, bl.a. med geologiske studier som formål. Efter perioden som kongelig anatom i København, 1672-74, opgav han imidlertid geologien; måske fordi hans senest erhvervede geologiske indsigt var uforenelig med det teologiske verdensbillede.