Nicolai Eigtved

Nicolai Eigtved blev uddannet som gartner i Frederiksberg Have, og i 1723 rejste han ud i Europa for at videreuddanne sig.

Eigtved arbejdede i haver og hos arkitekter i Berlin, Dresden og Warszawa og studerede tillige arkitektur i Rom, Wien og München. Ved hjemkomsten i 1735 blev han udnævnt til hofbygmester og sammen med Lauritz de Thurah inddraget i indretningen af det nye residensslot, Christiansborg. Han var beskæftiget med interiørerne i kongens lejlighed, slotskirkens indretning og udformningen af hovedindgangen med pavillonerne ved Marmorbroen, før han i 1742 blev ledende arkitekt på slottet efter Elias David Häusser og medlem af slotsbygningskommissionen.

Kort før sin død blev han i 1754 udnævnt til direktør for det nyoprettede Kongelige Danske Kunstakademi.

Nicolai Eigtved arbejdede inden for alle bygningskunstens områder. I 1740'erne opførte han bl.a. Prinsens Palæ i København for den senere kong Frederik 5. (1743-1744, delvis ombygget, rummer i dag Nationalmuseet), Sophienberg ved Rungsted (1743-1744, senere ombygget) og Frederiksdal ved Furesøen for gehejmeråd J.S. Schulin (1744-1746, taget forhøjet). Han forestod tillige en gennemgribende renovering af Børsen i København i 1745 samt en ombygning af herregården Bregentved og opførelsen af Det Kongelige Teaters første bygning på Kongens Nytorv (1747-1748, nedrevet) og Asiatisk Kompagnis pakhus (nu Eigtveds Pakhus) på Christianshavn (1748-1750).

Eigtved byggede også på Island, bl.a. Landakirkja på Vestmannaeyjar (1749-1750).

Eigtveds stil var den fransk-tyske rokoko, som han kendte fra sit ophold ved det saksisk-polske hof, hvor Zacharias Longuelunes og Johann Christoph Knöffels facader påvirkede ham. Det var en let og forfinet arkitektur med elegant ornamentik, lyse farver og spinkle former. Han arbejdede gerne med lange, lave huse med valmtage, og facaderne har ofte midt- eller siderisalitter med pilastre eller lisener; karakteristisk er anvendelsen af ørelisener med retvinklede fremspring foroven. De enkelte led i facaderne forskydes kun lidt, lave blændinger og let fremtrukne murflader giver et raffineret overfladespil.

Nicolai Eigtveds bygninger præges af en stærk fornemmelse for samlede rumforløb, akseføringer og samspil mellem kontraster. Han brugte ofte en sammenstilling af større bygningsblokke med lavere mellemled, således i Amalienborgpalæerne, Frederiks Hospital og projektet til Frederikskirken med det høje midtparti, lave mellemled og høje sidetårne.

Den franske palætype med tilbagetrukket hovedbygning brugtes som visuelle åbninger i byrummene, fx Prinsens Palæ over for Christiansborg og Berckentins Palæ (Odd Fellow Palæet) som afslutning på Dronningens Tværgade-aksens indføring i Frederiksstaden.

Med Frederiksdal indførte Eigtved landstedet, maison de plaisance, i dansk arkitektur, en hustype, som fik stor udbredelse de følgende årtier.

Nicolai Eigtveds interiører kan være rigt smykkede som i Prinsens Palæ og i Moltkes Palæ på Amalienborg. Men han har også arbejdet med helt enkle rum, hvis skønhed skabes af de smukke proportioner og de rene profileringer i paneler og døre, fx i Christiansborgs ridehus, på herregården Turebyholm (1750, ombygget 1752-1756) og i Christianskirken på Christianshavn (1753, fuldført efter hans død).

• Danmarks arkitektur
• Københavns arkitektur