New Zealands geografi

Jorden er generelt frugtbar og velegnet til dyrkning af en lang række afgrøder. I det tyndtbefolkede land er dog kun 3,4% under plov; byg og hvede er de vigtigste afgrøder. Derimod benyttes 74% af arealet, mere end 11 millioner ha, til græsning af 39 millioner får og 10 millioner stykker kvæg (2004). Intet andet land har så mange husdyr i forhold til befolkningstallet. Den gennemsnitlige bedriftsstørrelse er 222 ha (i Danmark 54 ha), og meget store farme har ikke nær så stor betydning som i Australien. Driften er moderne, gennemmekaniseret og højproduktiv. I slutningen af 1980'erne havde New Zealand afsluttet en omfattende landbrugsreform, som afskaffede de betydelige støtteordninger, som ellers kendetegner ilandenes landbrug. Det medførte store omvæltninger med mange sammenlægninger, yderligere effektivisering og nedlæggelse af de mindst lønsomme bedrifter. Blandt andet er fåreholdet gået tilbage (der var 61 millioner får i 1989), og kvægholdet frem. New Zealand er dog fortsat verdens næststørste producent af uld og lammekød (efter Australien) og den største eksportør af mejeriprodukter. Eksporten af landbrugsprodukter udgør ca. 50% af den samlede vareeksport.

Skovbrug er af begrænset betydning. Ca. 20 % af landet er dækket af skov eller naturlig buskvegetation. De fleste oprindelige træarter blev fældet i de tidlige år af den europæiske kolonisering, og de lokale, langsomtvoksende arter er i plantningsprogrammer blevet erstattet af hurtigtvoksende arter som douglasgran.

I løbet af 1970'erne steg den årlige produktion af mineralske råstoffer dramatisk, da man begyndte at udnytte fund af olie og naturgas på Nordøen. I øvrigt udnyttes små forekomster af en lang række mineraler. Med sine store bjergområder og en rigelig nedbør har landet betydelige potentialer for elfremstilling ved vandkraft, og 56 % af elektricitetsforbruget kommer herfra. I alt dækkes 29 % af landets energiforbrug af vedvarende energi, foruden vandkraft benyttes vindkraft og hovedsageligt på Nordøen geotermal energi fra den aktive undergrund.

Megen industri er knyttet til landbruget og eksporten af forædlede landbrugsprodukter. Auckland er vigtigste industriby. På grund af New Zealands beliggenhed og det lokale markeds ringe størrelse er der ingen egentlig sværindustri, men industrien er i øvrigt alsidig med blandt andet jern- og metalvirksomheder, bilsamlefabrikker, træindustri og petrokemisk industri.

I 1872 ankom de første skandinaviske immigranter til den østlige del af Nordøen, hvor de bosatte sig i et morænebakket område. Fra at være næsten udelukkende skandinaviske enklaver, der overvejende ernærede sig ved savværksarbejde og jernbanebyggeri, kom der i årene derefter mange britiske immigranter. Hovedbyen i området kom til at hedde Dannevirke efter det omfattende arbejde med at anlægge en vej gennem den ufremkommelige bush, som nu er frodige græsgange og et af tyngdepunkterne for fåreavlen.