Moshe Ibn Ezra, ca. 1055-ca. 1135, spansk jødisk guldalderdigter, der skrev på hebraisk og arabisk. Han var født og opvokset i Granada, hvor han beklædte en høj stilling ved det arabiske hof. Da berbere besatte Andalusien 1090, flygtede han til det kristne Nordspanien. Hans verdslige digtning, hvoraf en del er samlet i Perlekædens bog, er ligesom hans liturgiske digtning skrevet på hebraisk. De for Andalusien karakteristiske folkesange (bæltedigte), der ofte havde en erotisk undertone, og som både arabere og jøder dyrkede, mestrede han suverænt. Det er dog især bodsdigtene (selihot), han huskes for. Hans traktat om retorik og digtningens teori, skrevet på arabisk, indeholder både litteraturkritik og lovene for arabisk poetik, som jøderne også fulgte. Men Ibn Ezra fastholdt, at den klassisk jødiske poesi var æstetisk og stilistisk på højde med arabisk digtning. I hans filosofiske afhandling Det duftende blomsterbed var det påvirkningen fra Ibn Gabriols nyplatonisme, der slog igennem.
Forstå aktuelle begivenheder

Krigen i Ukraine
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.

Mellemøsten i krig
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.

Kernevåben
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Kernevåben indgår i overvejelserne om et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.