Monroedoktrinen

Erklæringen var forfattet af udenrigsminister og senere præsident John Quincy Adams, men den blev præsenteret af præsident Monroe den 2. december 1823 som del af hans årlige tale til Kongressen.

George Washington, USA's første præsident, havde i sin afskedstale fra 1796 erklæret, at USA ville være neutral i internationale relationer og ikke ønskede at blande sig i andre nationers anliggender. Men i 1823 var flere spanske kolonier på den vestlige halvkugle blevet uafhængige, og USA frygtede, at Spanien ville forsøge at få dem tilbage med magt. Desuden udviste Rusland interesse i det nordvestlige hjørne af Nordamerika.

Monroedoktrinen kan opfattes som både en fortsættelse og en forandring af den daværende amerikanske udenrigspolitik. Hovedpointen i doktrinen var, at USA ville ikke blande sig i europæiske konflikter. Dette var en fortsættelse af George Washingtons princip.

I 1904 påberåbte USA, under ledelse af præsident Theodore Roosevelt, sig endvidere ved den såkaldte Roosevelttilføjelse retten til at intervenere som "politimagt", hvis man skønnede, at lokale regeringer i Syd- og Mellemamerika ikke var i stand til at holde orden inden for egne grænser. Denne tilføjelse afspejlede USA's egen territoriale udvidelser i området, især efter den spansk-amerikanske krig.

Først med krigserklæringen mod Tyskland i 1917 under 1. Verdenskrig engagerede USA sig i europæiske konflikter.

Monroedoktrinen, som stadig anses for grundlæggende for USA's interesser i Syd- og Mellemamerika, søgtes efter 1948 opfyldt gennem samarbejdet i Organization of American States.

• USA's historie
• amerikanske præsidenter
• Præsidentvalg i USA
• James Monroe
• John Quincy Adams
• Theodore Roosevelt
• Roosevelttilføjelsen
• kolonialisme