Monroedoktrinen
I Victor Gillams illustration fra 1896 ses "Uncle Sam" stående mellem de europæiske magter (Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Spanien og Portugal) og Nicaragua og Venezuela.

Monroedoktrinen er en amerikansk udenrigspolitisk doktrin fra 1823. Doktrinen dominerede amerikansk udenrigspolitik i det 19. århundrede. Monroedoktrinen er opkaldt efter den daværende præsident, James Monroe.

Faktaboks

Også kendt som

Monroe Doctrine

I denne doktrin lovede Monroe, at USA ville forblive neutral i europæisk politik og respektere etablerede kolonier på den vestlige halvkugle – men man vendte sig skarpt mod fremtidig kolonisering i Amerika.

Den centrale pointe i Monroedoktrinen var, at europæisk indblanding i andre staters anliggende i Nord-og Sydamerika ville blive opfattet som en krigshandling imod USA.

Baggrund for Monroedoktrinen

James Monroe
USA's femte præsident James Monroe portrætteret ca. 1822, lige omkring den tid, hvor Monroe med Monroedoktrinen understregede, at USA ville opfatte det som en krigshandling, hvis andre lande forsøgte at kolonise områder i Syd- og Mellemamerika. Olie på lærred (102.2 x 81.3 cm).
Af /Bequest of Seth Low, 1916, Bequest of Seth Low, 1916.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Erklæringen var forfattet af udenrigsminister og senere præsident John Quincy Adams, men den blev præsenteret af præsident Monroe den 2. december 1823 som del af hans årlige tale til Kongressen.

George Washington, USA's første præsident, havde i sin afskedstale fra 1796 erklæret, at USA ville være neutral i internationale relationer og ikke ønskede at blande sig i andre nationers anliggender. Men i 1823 var flere spanske kolonier på den vestlige halvkugle blevet uafhængige, og USA frygtede, at Spanien ville forsøge at få dem tilbage med magt. Desuden udviste Rusland interesse i det nordvestlige hjørne af Nordamerika.

Monroedoktrinens indhold

Monroedoktrinen kan opfattes som både en fortsættelse og en forandring af den daværende amerikanske udenrigspolitik. Hovedpointen i doktrinen var, at USA ville ikke blande sig i europæiske konflikter. Dette var en fortsættelse af George Washingtons princip.

Monroedoktrinen deler verden i øst og vest

Desuden anerkendte USA eksisterende europæiske kolonier på den vestlige halvkugle, men nye kolonier ville ikke blive anerkendt. Den store forandring lå i princippet om, at europæisk indblanding i andre staters anliggende i Nord-og Sydamerika ville blive opfattet som en krigshandling imod USA.

Monroedoktrinen delte derfor verden op i vestlige/amerikansk og østlig/europæisk interessesfære. USA besad dog ikke den reelle militærmagt til at stoppe de europæiske magter.

Doktrinen tiltrak sig ikke den store opmærksomhed i 1823, men som USA's magt voksede i løbet af det 19. århundrede blev doktrinen brugt som aktivt princip i udenrigspolitikken.

Roosevelttilføjelsen

I 1904 påberåbte USA, under ledelse af præsident Theodore Roosevelt, sig endvidere ved den såkaldte Roosevelttilføjelse retten til at intervenere som "politimagt", hvis man skønnede, at lokale regeringer i Syd- og Mellemamerika ikke var i stand til at holde orden inden for egne grænser. Denne tilføjelse afspejlede USA's egen territoriale udvidelser i området, især efter den spansk-amerikanske krig.

Først med krigserklæringen mod Tyskland i 1917 under 1. Verdenskrig engagerede USA sig i europæiske konflikter.

Monroedoktrinen, som stadig anses for grundlæggende for USA's interesser i Syd- og Mellemamerika, søgtes efter 1948 opfyldt gennem samarbejdet i Organization of American States.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig