Minnesota er en stat i USA med grænse til Canada i nord. Minnesota blev optaget i unionen i 1858 som den 32. stat. Guvernøren er Tim Walz fra Det Demokratiske Parti.
Ligesom andre stater i Midtvesten har Minnesota kun haft en beskeden befolkningsvækst, siden den europæiske indvandring aftog i begyndelsen af 1900-tallet. 70% af befolkningen bor i byer, heraf hovedparten i storbyområdet Minneapolis-St. Paul (1999). Bymønstret består herudover af nogle få mellemstore byer, Duluth, Rochester, St. Cloud m.fl., samt et stort antal småbyer, hvis navne ofte peger på en tysk eller skandinavisk oprindelse: Flensburg, Hanover, Mora, Uppsala, Vasa, Oslo og Askov.
Skønt stadig af betydning har primærerhvervene mistet deres dominans. Skovbrug har været på retur siden rydningerne til landbrugsjord i 1800-tallet, mens brydning af jernmalm fra felterne i Vermilion og Mesabi Ranges, der indledtes i 1880'erne og nu (1999) leverer næsten hele USA's jernmalmproduktion, er mindsket betydeligt siden 1970. I samme periode er beskæftigelsen i landbruget faldet, samtidig med at erhvervets andel af statens BNP er reduceret. Vigtigste produkter er hvede, soja, majs og sukkerroer foruden svin og malkekvæg. De fleste produkter videreforarbejdes i og handles fra Minneapolis; korn og soja udskibes fra havnebyen Duluth ved Lake Superior.
Industrisektoren er stor og alsidig og koncentreret til storbyområdet; det gælder også transportvirksomhed, handel og bankvæsen. Herudover fungerer Minneapolis-St. Paul som uddannelses- og kulturelt center for det nordlige Midtvesten.
Næsten overalt er landskab og jordbund præget af istidens gletsjere. Det gælder også forløbet af de mange søer og floder, der især er typiske for nåleskovsregionen i nord. Her udspringer Mississippi, der længere mod syd er sejlbar fra Minneapolis. Sø- og skovregionen er turistmål både sommer og vinter. Her findes de fleste af Minnesotas 65 state parks, nationalskove og Voyageurs National Park samt oprindelige folks reservater. Resten af staten, 60%, udgøres af tidligere prærieområder, der efter opdyrkning er uden rekreativt potentiale. (Tal fra 1999.)
Klimaet er tempereret fastlandsklima med op til 40 °C forskel på middeltemperaturerne i januar og juli.
Kommentarer (2)
skrev Lennart Nordtorp Nielsen
Minnesota fik et nyt flag d. 11 maj 2024 som vist på Minnesota's hjemmeside: https://www.sos.state.mn.us/about-minnesota/state-symbols/state-flag/
Nederst på denne side er der link til billeder. Flaget blev ændret grundet det tidligere segl vist i det hidtige flag gav et usandt indtryk af nybyggere og oprindelig folk.
svarede Rebecca Bailey
Mange tak for rettelsen - flaget er nu udskiftet.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.