Microsoft. Bill Gates på en pressekonference i Tokyo, 2008.

.
.

Microsoft, Microsoft Corporation, er et amerikansk softwarefirma, grundlagt 1975 af Bill Gates og Paul G. Allen (f. 1953).

Faktaboks

Etymologi
Ordet Microsoft kommer af engelsk microcomputer og software.

Microsoft blev etableret for at markedsføre en version af programmeringssproget BASIC, som Bill Gates og Paul G. Allen havde udviklet til verdens første personlige computer, Altair.

Firmaets kommercielle gennembrud kom dog først i 1981, efter at IBM i 1980 bestilte et operativsystem til deres nyudviklede personlige computer (PC) hos Microsoft. Microsoft udviklede ikke selv et egnet program, men købte det af et andet softwarefirma for 75.000 dollar. Programmet blev markedsført under navnet MS-DOS (se DOS).

Startskud til ekspansion

Det blev startskuddet for Microsofts hurtige ekspansion, fordi man havde sikret sig, at programmet også måtte sælges til andre end IBM. Dermed kunne IBM ikke fastholde et monopol, men måtte konkurrere med et stadig voksende antal producenter af såkaldte IBM-kompatible pc'er.

Siden udviklede Microsoft operativsystemet Windows og snesevis af andre programmer, bl.a. tekstbehandlings-, regnearks- og databaseprogrammer. I midten af 00'erne havde Windows nærmest monopol på operativsystemer til pc'er og selv i dag (2024) ligger Windows på 72 pct. af desktop og laptop-computere mod 15 pct. til Apples macOS, mens resten er styresystemer som f.eks. Linux.

Fravalgte i første omgang internettet

Microsoft havde ikke tillagt internettet den store betydning og udviklede derfor ikke software hertil. Brugen af nettet accelererede imidlertid voldsomt 1994-95, og Microsoft var tvunget til at revurdere dets betydning.

Som reaktion på udviklingen konstruerede Microsoft browseren Internet Explorer (IE), der blev distribueret gratis sammen med Microsofts operativsystem Windows. Dette sikrede i lang tid systemet større udbredelse end konkurrerende programmer.

Retssager om misbrug af dominerende position

Distributionen af IE sammen med Windows fik i 1998 det amerikanske justitsministerium til at sagsøge Microsoft for at misbruge sin dominerende rolle inden for operativsystemer til at holde konkurrenter ude af markedet for browsere; sagen blev afgjort ved forlig i 2001.

En ny sag blev anlagt af EU, og Microsoft blev i 2004 dømt til at frigive informationer om programdesign samt til at udvikle en version af Windows uden indbygget medieafspiller. Begge domme havde til hensigt at mindske Microsofts dominans samt at give andre virksomheder bedre mulighed for at udvikle produkter til Microsofts operativsystemer.

I begyndelsen af 2000-tallet voksede brugen af open source-programmer, specielt operativsystemet Linux. Det blev betragtet som en trussel mod Microsoft, selvom open source ikke har vist sig som den store trussel mod hverken Microsoft eller Apple.

I 2002 købte Microsoft det danske firma Navision, som er bevaret som udviklingscenter og europæisk center for Microsofts it-løsninger til erhvervslivet.

Microsoft havde i 2005 ca. 61.000 ansatte og en omsætning på 39,8 mia. dollar. Firmaets hovedkvarter ligger i Redmond, Washington, en forstad til Seattle. De to grundlæggere, Bill Gates og Paul G. Allen, regnes 2006 for hhv. USA's rigeste og sjette-rigeste.

I 2001 gik Microsoft ind på spilkonsol-markedet med deres Xbox, som blev trukket fra markedet 2005, da den afløstes af Xbox 360. Som spiludgiver står Microsoft Game Studios for spil til både PC og Xbox.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig