Miami. Turisme er med centrum i Miami Beach storbyens vigtigste aktiv med ca. 8 mio. besøgende om året; mange benytter især i vintermånederne Miami, the Cruise Capital of the World, som udgangspunkt for krydstogter i Caribien. Her ses et af de berømte livredderhuse på South Beach. Foto fra 2007.

.

Miami set fra havnen.

.

Miami.

.
.

Miami er verdens største krydstogthavn. Den er base og udgangspunkt for mange krydstogter.

.

Miami er en by ved Atlanterhavet i det sydøstlige Florida, USA. Den har i cityområdet 439.890 indbyggere, hvoraf 16% er sorte og 72,5% er hispanics. (2021).

Byens historie rækker tilbage til spanske missionærer i 1500-tallet, men vendepunktet kom i 1896, da rigmanden Henry Flagler (1830-1913) bragte jernbanen hertil og efterfølgende opførte hoteller og udbyggede havnen. Hermed grundlagdes turismen, der med centrum i Miami Beach er storbyens vigtigste aktiv med ca. 8 mio. besøgende om året; mange benytter især i vintermånederne Miami, the Cruise Capital of the World, som udgangspunkt for krydstogter i Caribien.

Miamis metrosystem består af en 34 km lang højbane og den førerløse letbane, Metromover, i bycentret.

Befolkningsvæksten har i perioder været meget stor, bl.a. i forbindelse med store landopkøb i 1920'erne, the Florida Land Boom, og efter den cubanske revolution i 1959. Sammen med andre indvandrere fra Latinamerika har cubanske flygtninge og indvandrere siden 1980 øget indbyggertallet med næsten 2 mio. Det latinamerikanske islæt ses tydeligst i bykvartererne Little Havana og Little Haiti, men præger også bankvæsen, finansvirksomhed og udenrigshandel. Hertil kommer en voksende film- og tv-industri, der i 1980'erne blev verdenskendt med serien Miami Vice (Miamipatruljen), der ofte tog udgangspunkt i byens kriminelle miljø med dets berygtede narkotikahandel.

I kraft af bl.a. Jackson Memorial Medical Center og University of Miami råder byen over velrenommerede forskningscentre foruden fly-, rumfarts- og fødevareindustri. Klimaet er tropisk-fugtigt med behagelige vintertemperaturer; gennemsnitligt for januar og juli er henholdsvis 19 °C og 28 °C. I sensommeren rammes kysten jævnlig af tropiske cykloner. Den hidtil mest ødelæggende var "Andrew", som i august 1992 gjorde 220.000 mennesker hjemløse og forvoldte skader for mere end 25 milliarder dollars.