Messenien er et amt i Grækenland på det sydvestlige Peloponnes. Amtet dækker et areal på 2991 km2 og har 146.100 indbyggere (2021). 2/3 af amtet er bjergrigt; både den vestlige del, der grænser op til Det Joniske Hav, og den østlige, der afgrænses af Taigetosbjergkæden (op til 2407 m). I nord afgrænses amtet af floden Nedas. Midt igennem amtet løber floden Pamisos i en frugtbar dal til sit udløb i Messiniakosbugten syd for byen Messini. 12 km øst herfor ligger regionshovedstaden Kalamata.
Med kunstvanding dyrkes bl.a. citrusfrugter, tomater, kartofler og ris. Vindruer til korender samt oliven dyrkes uden kunstvanding. Oliven og olivenolie fra Kalamata eksporteres som kvalitetsprodukter. Industrien er beskedent udviklet og koncentreret omkring fødevarer, tobak, beklædning, ikke-metalliske mineraler og transportudstyr.
Der er både en stigende indenlandsk og udenlandsk turisme, og kysterne i Messiniakosbugten har gode badestrande med nye feriehoteller og campingpladser. Området har flere historiske seværdigheder såsom udgravninger af den antikke by Messine nordvest for Kalamata og "Nestors Palads" på vestkysten samt flere frankiske, venetianske og osmanniske borg- og havnebyer, hvoraf Koroni og Methoni er de mest kendte.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.