Mern Kirke

Den sydlige udbygnings østlige mur går i et med korets gavl. Lisener, der minder om kirkens romanske, markerer hjørnerne og fagene mellem flere af kapellerne. Både mod øst, vest og i alle de fire sydfag har der været gotiske, spidsbuede vinduer. I andet fag fra øst har der desuden været en dør, som nu er forsvundet. På gavlene løber der en trappefrise i zigzag, og herover er der dekorative blændinger.

Den nordlige udbygning på to fag er bæltemuret med kridtkvadre. Den har i sin vestlige mur haft en fladbuet dør i et spidsbuet felt i muren. I den nordlige mur er der over et af de nuværende vinduer et spidsbuet stik over et nu forsvundet vindue. Det er et vidnesbyrd om, at tilbygningen, som nu har halvtag med nye endegavle, har været højere og formodentlig har været udformet som den sydlige.

Lidt efter den store ombygning er der opført et tårn vest for skibet. Det har bredde som langhuset. I tårnets øverste del er der i langmurene over hinanden to tvillingeglamhuller (dvs. to vinduer, hvorfra klokkens klang kan undslippe), hvoraf de nederste sidder i spidsbuede felter og de øverste i fladbuede. I gavlene er der et glamhul nede mod vest og et oppe mod øst. Taggavlen har kun bevaret tre kamtakker hver, og den østlige gavl prydes af en irregulær korsblænding.

Kirken har spidsbuede vinduer med støbejernsstel med kulørte glas fra 1922 i hovedrummet.

I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af det murede, krydshvælvede loft. Den romanske triumfmur forsvandt ved forlængelsen af koret i starten af 1500-tallet.

I skibet ved indgangen til det vestligste af nordkapellerne ses fx den romanske døbefont af granit, som dog senere er hugget glat og regulær. Den har en cylinderformet kumme, skaft og skaftring, som er hugget i et.

I det nordvestlige kapel står den gamle altertavle fra renæssancen. Den er af den såkaldte katekismustype, hvor de centrale dele af tavlen er dekoreret med skriftsteder.

Tavlen er angiveligt af Bårse Herreds snedker, og den er beslægtet med tavlen i Allerslev Kirke. Altertavlen har således seks felter med tekst delt af hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, og pilastre, dvs. halvsøjler. I siderne er der dekorative storvinger og søjler med prydbælter, hvorunder der ses små relieffer, som forestiller Kristi opstandelse. På toppen er der to felter med våbenskjolde indrammet af søjler og kronet af en fronton, dvs. et dekorativt element.

Prædikestolen fra højrenæssancen er opsat i 1596. Den er antagelig af Bertel Snedker fra Vordingborg.

I fagenes store felter er der relieffer, af hvilke de første fire er anbragt i såkaldte muslingeskalsnicher. Her ses afbildninger af indtoget i Jerusalem, opstandelsen, Jonas udspyes af havuhyret, en bedende mand i lang kjortel samt Vordingborglensmanden Henrik Lykkes (1555-1611) og Fru Karen Banners (1559-1616) våben- og navnetræk. Lydhimlen, dvs. baldakinen over prædikestolen, er samtidig med prædikestolen.

I kirken er der en dør fra 1637. Den har dekorative jernbeslag og låseanordning. På døren står årstallet, og her ses forskellige dyr, fx en løve, en drage og en slange. Nøgleskiltet har drageform, og håndtagets opstående stang forestiller kobberslangen i ørkenen. Det sidstnævnte motiv har udpræget renæssancekarakter, mens de andre beslag måske er kopierede efter en ældre, sandsynligvis senromansk, kirkedør.

Altertavlens træværk er historicistisk med fialer, dvs. små prydspir, der efterligner gotiske spir. I midten er der et stort maleri fra 1858 af nadverens indstiftelse, som er udført af J.L. Lund og skænket af enkedronning Caroline Amalie.

Kirkens bænke er omdannet i 1905, men dørene med arkader og nordsidens gavle med joniske pilastre stammer fra omkring år 1630. Sydsidens bænke, der har toscanske pilastre, og indgangspanelerne, der har rundbuede arkader med hjørnerosetter, er noget ældre, fra omkring år 1600.

I kirken er der to gravsten. Den ene, som er i skibets østlige fag ved alteret, er fra 1612 over Hr. Niels Hansen (og hans tre hustruer, Anne Sørensdatter (død i 1580), Margrete Thomasdatter (død i 1596) og Sara Bendtsdatter (død i 1612) samt hans otte børn. Stenen har i hjørnerne fordybede liljeornamenter.

Den anden gravsten kan ses i skibets østlige væg, og den er fra 1747 over Lars Terpager og hustru Anna Schutz (1698-1746). Den har langs randen dekorative indhugninger.