Maxwell Anderson var en amerikansk lyriker og dramatiker. Teatret var et forum, hvor handling udkrystalliseredes i moralske principper. Vers i modsætning til realismens uartikulerede prosa var dets rette medium, mente Anderson. Hans betydelige produktion i mange dramatiske genrer vidner om et politisk, socialt og moralsk engagement i samtidens problemer. Successen What Prize Glory fra 1924 blev det første amerikanske, kritiske skuespil om 1. Verdenskrig.
Maxwell Andersons vigtigste dramaer blev til i 1930'erne og omfatter bl.a. Elizabeth the Queen (1930), det første af en række versdramaer, hvori ordet og poesien blev det bærende, The Masque of Kings (1937, Mayerling-dramaet Folketeatret 1939), som tilførte et politisk aspekt om kongemagt og demokrati, Winterset (1935, Vintersolhverv, opført bl.a. på Det Kgl. Teater 1941) og Key Largo (1939, filmatiseret 1948 af John Huston, da. Uvejrsøen Key Largo). Gangsterdramaet Winterset var inspireret af Sacco og Vanzetti-sagen. Begge skuespil handler om Hamlet-lignende, fadersøgende unge mænd, som ved idealistisk selvopofrelse forsøger at gå imod tidens kynisme og meningsløshed. Herefter fulgte satiren over tidens materialisme High Tor (1936, Riddersalen 1938), den lette komedie Star-Wagon (1937, Stjernevognen Frederiksberg Teater 1943).
Sammen med komponisten Kurt Weill skrev Anderson musicalerne Knickerbocker Holiday (1938, med sangen September Song) og Lost in the Stars (1949).
Bag Maxwell Andersons angreb på materialisme, racisme og korruption lå en ubetinget tro på menneskeheden, fremskridtet og en demokratisk idealisme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.