Faktaboks

Mary Thomas

Mary Leticia Thomas, Queen Mary.

Født
Antigua, ca. 1842.
Død
Sankt Croix, Dansk Vestindien, ca. 1905.

Mary Thomas, kendt som Queen Mary, var en af de 40 dømte oprørere i Fireburn-oprøretSankt Croix i kolonien Dansk Vestindien, 1878. Mary Thomas var længe glemt i dansk historiefortælling, men i U.S. Virgin Islands, som området har heddet siden 1917, er hun blevet husket som en repræsentant for kampen for sorte menneskers rettigheder og anti-kolonialisme.

Biografi

Mary Thomas blev født omkring 1842 på Antigua og immigrerede til Sankt Croix i 1860'erne for at arbejde på sukkerplantagerne. Hun boede på forskellige plantager, herunder Sprat Hall, og var mor til tre børn. En af hendes sønner, Hezekiah Smith, fik i 1904 en dom for at have slået sin ekskæreste ihjel og afsonede en del af sin straf i Horsens Statsfængsel.

Deltagelse i Fireburn-oprøret

Efter slaveriets ophævelse i 1848 forblev arbejdsvilkårene på plantagerne hårde, og landarbejderne havde begrænsede muligheder for at forhandle om bedre løn og arbejdsforhold. I oktober 1878 udbrød Fireburn-oprøret, hvor flere end 50 plantager blev sat i brand. Mary Thomas blev, sammen med Axeline "Agnes" Salomon, Susannah Abrahamsen, kaldet “Bottom Belly” og Mathilda McBean, arresteret og dømt for deres deltagelse i oprøret.

Mary Thomas blev dømt for brandstiftelse og plyndring. Hun blev idømt dødsstraf, som senere blev omstødt til livsvarigt fængsel. I 1882 blev hun overført til Kvindefængslet på Christianshavn (Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset), men blev i 1887 sendt tilbage til Sankt Croix for at afsone resten af sin straf. Hun afsonede ikke sin livstidsstraf, men blev løsladt, inden hun døde af naturlige årsager.

Mary Thomas' eftermæle

Mary Thomas er gået over i erindringskulturen som en leder, der kæmpede for arbejderes rettigheder i Dansk Vestindien. Hendes arv lever videre i den lokale kultur i U.S. Virgin Islands, hvor hovedvejen på St. Croix er opkaldt efter hende: Queen Mary Highway. Historien om Mary Thomas og de andre kvinders roller i Fireburn-oprøret bliver erindret og genfortalt på mange forskellige måder, bl.a. i årlige re-enactments den 1. oktober i Frederiksted på St. Croix.

I Danmark har man kunnet møde fortællingen om Mary Thomas i skulpturen I AM QUEEN MARY fra 2018, skabt af kunstnerne La Vaughn Belle og Jeannette Ehlers. I skulpturen kan Mary Thomas' liv og handlinger ses som et vidnesbyrd om modstand mod undertrykkelse og en søgen efter retfærdighed i kolonitidens Caribien, og den trækker tråde til nutidens globale kampe for antiracisme og retfærdighed.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig