Ludwig van Beethoven

Ludwig van Beethoven levede i Wien som fri komponist, dvs. uden egentligt ansættelsesforhold, men hans tilværelse var i høj grad baseret på støtte fra adelige velyndere. Kredsen aftegner sig i dedikationerne på værkernes titelblade. Her mødes adelsnavne som Waldstein, Lichnowsky, Lobkowitz, Kinsky, Thun og som den fornemste ærkehertug Rudolph. I 1808 overvejede Beethoven af økonomiske grunde at modtage et tilbud om en stilling som kapelmester i Kassel hos Napoleons bror, Jérôme, men tre af fyrsterne oprettede en kontrakt med ham for at sikre hans forbliven i Wien.

Beethoven giftede sig aldrig, men forelskede sig ofte og heftigt. Et brev fra 1812, blot stilet til "den udødelige elskede", har været årsag til en omfattende litterær jagt på adressaten. Sandsynligvis var det Antonie Brentano (1780-1869) eller Josephine von Brunsvik, og for dem begge har et ægteskab med Beethoven været udelukket af sociale grunde.

I 1815 døde Beethovens bror Caspar Carl og efterlod sig enken og en niårig søn, Karl. Beethoven anså moderen for uegnet som opdrager for drengen, og i fem år kæmpede han med hende om formynderskabet. Han vandt sagen, men måtte undervejs lide den tort, at retten nægtede at anerkende ham som adelig. Skønt Beethoven tog sin opgave som Karls formynder alvorligt, var forholdet ikke lykkeligt. Det kan være en af årsagerne til, at Beethoven komponerede mindre i disse år end ellers, til trods for at hans navn i mellemtiden var blevet kendt i Europa.

En anden årsag kan være den politiske udvikling efter Napoleons fald. Der er modstridende oplysninger om Beethovens holdning til Wienerkongressen. Han hyldede den i kantaten Der glorreiche Augenblick. Men den slukkede håbet om politisk frihed, og de værker, Beethoven komponerede i sine sidste ti år, fik en ny og mere lukket karakter. Han skrev nu mindre end nogensinde musik efter sit publikums forventninger.

Hans døvhed var omkring 1820 næsten total, og hans omverden måtte meddele sig til ham ved at skrive i konversationshefter, som han (fra 1818) bar med sig, hvor han gik. Mange af dem er bevaret, og skønt Beethovens svar ikke kan læses i dem, giver de, sammen med hans dagbøger og breve, et indblik i den excentriske og neurotiske komponists tankeverden. På samme måde vidner skitsebøgerne, hvori Beethoven nedskrev sine musikalske idéer, ofte længe før de fandt anvendelse i noget udgivet værk, om hans lange kamp med det musikalske stof.

Blandt Ludwig van Beethovens elever fik navnlig Ferdinand Ries (1784-1838) og Carl Czerny senere et navn som komponister. Begge udgav erindringer om Beethoven, og Czerny fik desuden betydning som lærer for Franz Liszt. Anton Schindler (1795-1864), Beethovens sekretær i de sidste otte år af hans liv, skrev en større, meget udbredt biografi (1840, ny udg. 1845 og 1860). Beklageligt nok har det siden vist sig, at hans omgang med kilderne var upålidelig.

Det vidner om Beethovens berømmelse, at han blev fulgt til graven af et stort følge af beundrere og komponistkollegaer.

Beethoven lægger sig i værkerne fra den første periode især op ad Haydn og Mozart som forbilleder, dog mærkes dynamikken og formernes format også i hans selvstændighed og trang til at udforske grænserne for den klassiske balance. Fra denne tid stammer bl.a. de første klaversonater, de to første symfonier, de to første klaverkoncerter, septetten og strygekvartetterne op. 18.

Kort efter 1800 skal Beethoven have erklæret sig utilfreds med sine hidtidige værker og meddelt, at han fra nu af ville slå ind på en ny vej. I de såkaldte heroiske værker, der herefter følger, kommer en ny etisk dimension ind i musikken, et klart budskab om humanitet. Lange spændingsbuer og større udnyttelse af tonale og dynamiske kontraster styrker værkernes dramatiske karakter. Satserne i sonater og symfonier kommer til at danne et hele med en stor samlet bevægelse fra begyndelsen til slutningen, hvor finalen står som kronen på værket.

Idéen "gennem kamp til sejr", der blev et motto for eftertidens opfattelse af ham, kommer til udtryk i værker som 3. og 5. symfoni, 5. klaverkoncert og Waldsteinsonaten (nr. 21). Men ikke alle værker fra denne tid er så tydeligt heroiske. En mere lyrisk tone høres i fx 6. symfoni, Pastorale, hvis enkelte satser bærer titler fra landlivet; med sine tonemaleriske virkemidler kom den for eftertidens komponister til at stå som forbillede for den symfoniske digtning.

Beethovens eneste opera, Fidelio, er en såkaldt redningsopera, hvis handling er inspireret af en hændelse under Den Franske Revolution; heri prises den ægteskabelige kærlighed side om side med et politisk budskab om frihed. Indre og ydre vanskeligheder bevirkede, at Beethoven efter premieren i 1805 omarbejdede den flere gange. Planer om endnu et scenisk værk blev aldrig ført ud i livet.

Værkerne fra den tredje periode rummer indtil da uhørt stærke kontraster. Eksperimenterende, komplicerede partier er sat op mod enkle, klare melodier (som fx Freude-temaet i finalen af 9. symfoni), og Beethoven griber ofte til ældre tiders formprincipper som variation og fuga, som han dog giver nyt indhold, fx i de 33 klavervariationer over en vals af Diabelli eller i Große Fuge, der oprindelig var finale af strygekvartetten i B-dur op. 130.

Værkerne fra denne tid blev kun sjældent opført i 1800-t. Man forstod dem næppe og talte fx om de "gale" kvartetter. Deres budskab var kapslet ind bag det vanskeligt gennemtrængende ydre. Først med Béla Bartóks strygekvartetter fra første halvdel af 1900-t. opnåede denne genre en værdig fornyelse og videreførelse.

Den seneste og grundigste fortegnelse over Ludwig van Beethovens værker blev udarbejdet af Georg Kinsky og udgivet i 1955 af Hans Halm.