Louise Weiss

Louise Weiss blev født i byen Arras i den nodøstlige del af Frankrig den 25. januar 1893 som den ældste af seks børn i en jødisk-protestantisk familie fra den øvre middelklasse. Hendes far, Paul-Louis Weiss, var ingeniør og protestant, og hendes mor, Jeanne Weiss (født Laval), stammede fra en indflydelsesrig jødisk familie fra Alsace.

Opvæksten foregik i hovedsagen i Paris-området. Familien var præget af stor åndsfrihed. Jeanne Weiss gik ind for ligestilling og støttede kraftigt sin datters ønske om at få en uddannelse, og Louise Weiss klarede sig godt i skolen og på universitetet.

I en alder af kun 21 bestod hun den prestigefyldte statslig eksamen inden for de humanistiske fag beregnet til undervisning i skoler og gymnasier. Med den uddannelse var Louise egentlig kørt i stilling til et arbejde som underviser, men hendes fremtid tog en anden drejning. Året var 1914, da hun tog de afsluttende eksaminer i Paris og efterfølgende på kort et studieophold på universitetet i Oxford i England, så det blev det første verdenskrig, som fangede hendes interesse og ikke lærergerningen. Med et stærkt ønske om at afbøde virkningerne af krigen vendte Weiss derfor tilbage til Frankrig fra opholdet i England. Hun etablerede med stor energi et lille militærhospital i Bretagne for sårede franske soldater og hjalp samtidig flygtninge.

Da krigen sluttede, lavede Louise Weiss reportager om behandlingen af franske krigsfanger for avisen Le Radical. Hun så i det hel taget journalistikken som et middel til at få indflydelse på samfundet. Da kvinder var udelukket fra politik i Frankrig på dette tidspunkt, fordi de (i modsætning til i Danmark) ikke havde valgret, skrev Weiss i lighed med andre franske kvinder artikler til at udtrykke deres meninger.

Modstanden mod kvinders valgret kom i øvrigt i Frankrig bl.a. fra venstreorienterede kredse, som mente, at kvinderne, hvis de fik stemmeret, ville stemme mere til højre end deres mænd. Årsagen hertil var en antagelse om, at kvinderne i højere grad end sidstnævnte var under indflydelse af holdningerne i den katolske kirke, som dengang i Frankrig var kritisk over for enhver form for socialisme. Det var sandsynligvis også en del af baggrunden for, at Louise Weiss ikke gik ind i et venstreorienteret parti, da hun langt senere stillede op til et valg.

I januar 1918 stiftede Weiss sammen med journalistkollegaen og forlæggeren Hyacinthe Philouze ugeavisen L’Europe Nouvelle, der grundigt behandlede internationale forhold. Den blev hurtigt et vigtigt og respekteret magasin. I 1919 blev hun desuden korrespondent for det parisiske dagblad Le Petit Parsien. Selv om hun blev ved med at være en stærk fortaler for fred, begyndte hendes pacifistiske overbevisning at vakle, efterhånden som Hitler i løbet af 1930’erne fik mere og mere politisk magt i Tyskland.

Den eftergivenhedspolitik, som Folkeforbundet fulgte, bekymrede Weiss, der begyndte at støtte magtanvendelse mod Hitler-regimet. Hendes oplevelser med at arbejde på felthospitaler under første verdenskrig påvirkede hende dybt. Hun dedikerede sit liv til at arbejde for fred, først som journalist på flere aviser og senere i sin indsats for kvinders valgret.

I 1934 kastede Louise Weiss sig ind i en ny kamp for kvindernes ligeret og frigørelse. Inspireret af de britiske og amerikanske suffragetter grundlagde hun foreningen ”La Femme nouvelle” (Den nye kvinde), som kæmpede for kvinders stemmeret, og hun oprettede et center for fremme af civilrettigheder og politiske rettigheder for franske mænd og kvinder. Louise Weiss var overbevist om, at det at give kvinder stemmeret ville bidrage til at forebygge en anden verdenskrig, som lå som en trussel i horisonten. Da den anden verdenskrig var en realitet, hjalp hun med at redde tusindvis af jødiske børn fra nazisterne og sluttede sig til den franske modstandsbevægelse.

Som følge af interessen for kvindespørgsmål sagde hun i 1934 farvel til L’Europe Nouvelle. Da en krig med Tyskland blev uundgåelig, var Weiss en af de få journalister, der gjorde opmærksom på den nazistiske forfølgelse af systemkritikere og jøder. Hun brugte sin indflydelse til at overtale den franske udenrigsminister, Georges Bonnet, til at nedsætte et regeringsstøttet flygtningeudvalg i december 1938 for at hjælpe jøder, der flygtede fra nazisterne. Hun hjalp også med at sikre fransk visum til omkring et tusinde jødiske flygtningebørn fra Tyskland og Østrig efter ”Krystalnatten”. Hun sørgede også ved at skrive om sagen, at flere hundrede flygtninge, der var strandet om bord på de transatlantiske færger "Saint-Louis" og "Flandre" fik midlertidigt ophold i Frankrig, efter at de var blevet nægtet indrejse i USA.

Da Frankrig blev besat af Tyskland i 1940, blev tilværelsen for Louise Weiss og hendes familie stadig vanskeligere og farligere. Hendes bror med nød og næppe undgik at blive anholdt i 1943, fordi han var mistænkt for at støtte modstanden mod nazisterne. Herefter gik Weiss i skjul og sluttede sig til modstandsbevægelsen, hvor hun var ansvarlig for undergrundsavisen La Nouvelle République.

Efter krigen rejste Weiss i en periode på næsten ti år rundt i hele verden. Undervejs skrev hun mange artikler til franske blade og aviser om den nye rolle, som Europa kunne og burde spille med hensyn til at fremme demokratiske værdier globalt. Det var denne overbevisning, der førte til, at hun blev fortaler for Europa som modvægt mod USA og Sovjetunionen under den kolde krig. Akkurat som den franske præsident, Charles de Gaulle, og andre franske præsidenter efter ham blev det.

På det tidspunkt begyndte Weiss at interessere sig for fredsforskningen, som undersøger de grundlæggende årsager til væbnede konflikter. Samtidig med at hun udgav romaner, biografier, teaterstykker, essays og rejsebeskrivelser. Hun udgav blandt andet erindringsværket Mémoires d'une Européenne (En europæers erindringer) i seks bind, for hvilket hun i 1978 modtog Robert Schuman-prisen.

Weiss var ikke en person, som let kunne sættes i en bestemt kasse. Hun skabte bl.a. betydelig kontrovers i 1973, da hun udgav en anti-abort pjece, "Lettre à un embryon" (Brev til et foster). Hendes anti-abort holdning placerede hende helt i modstrid med den holdning, som mange feminister havde, der ellers så på hende som et forbillede.

I 1979 stillede Weiss op som kandidat for det gaullistiske parti, Rassemblement pour la République, ved det første direkte valg i 1979. Ved samme valg stillede Simone Veil, også op for den til valget for det konkurrerende borgerlige parti, Union des démocrates et indépendants. Veil vandt en plads og blev endda formand for Europa-Parlamentets første demokratisk valgte forsamling. Weiss havde så stor respekt for Veil, at hun under valgkampen nægtede at føre valgkamp mod Veil, selv om de et godt stykke hen ad vejen kæmpede om de samme centrum-højre vælgere. Den 17. juli 1979 blev Weiss imidlertid ligesom Veil valgt som medlem af Europa-Parlamentet og sad med i den konservative partigruppe (Det Europæiske Folkeparti) i parlamentet.

Weiss var da 86 år. Hun holdt som alderspræsident åbningstalen på det første møde i det første direkte valgte Europa-Parlament. Her opfordrede hun alle europæere til at stå sammen med udgangspunkt i en fælles kultur og ikke blot i fælles økonomiske interesser. I talen satte hun fokus på kontinentets fremtidige udfordringer med det manglende opmærksomhed på den europæiske identitet og alt for lave fødselsrater. Louise Weiss var medlem af Europa-Parlamentet til sin død i 1983 i en alder af 90 år.

Efter hendes død navngav Europa-Parlamentet sin hovedbygning i Strasbourg efter hende som anerkendelse af hendes livslange støtte til de europæiske værdier. I 1999 hyldede Europa-Parlamentet Louise Weiss ved at opkalde bygningen i Strasbourg efter hende, som huser parlamentets plenarsal og parlamentsmedlemmernes kontorer.

Den nye bygning blev indviet af daværende formand for Europa-Parlamentet, Nicole Fontaine, og også Frankrigs daværende præsident, Jacques Chirac, var til stede. I dag står der en bronzebuste af Louise Weiss ved indgangen til bygningen. Louise Weiss-Bygningen er beklædt med glas for at symbolisere et åbent og gennemsigtigt demokrati, mens tagets ufærdige indtryk er en reference til det europæiske projekts uafsluttede natur.

I 1971 oprettede Weiss ”Fondation Louise Weiss”, der hvert år tildeler en pris til den person eller institution, der har bidraget mest til at fremme freden. Blandt vinderne af denne pris er bl.a. Vaclav Havel, Helmut Schmidt og Simone Veil.

Hvert år afholdes der desuden en Louise Weiss-skrivekonkurrence på Strasbourg Universitet for de studerende, hvor de bedste får den såkaldte Louise Weiss Litteraturpris. Formålet med prisen er – helt i Louise Weiss’ ånd – at opmuntre de studerende selv at skrive tekster, som ikke kun er opgavebesvarelser. Med udgangspunkt i et givet tema inviteres studerende fra universitetet i Strasbourg til at skrive tekster på fransk, engelsk eller spansk.

Tretten tekster – syv på fransk, tre på engelsk og tre på spansk – udvælges på forhånd af en jury bestående af lige mange forfattere, lærere og studerende, som derefter sendes til gennemlæsning og elektronisk afstemning blandt alle studerende. Der uddeles på baggrund heraf tre Louise Weiss-priser til de bedste tekster.

Louise Weiss modtog også selv adskillige priser. Selvom det i sin kampagne i 1975 ikke lykkedes hende at blive valgt til Académie Française, blev hun f.eks. i 1976 udnævnt til Storofficer af Æreslegionen af den franske stat.

Louise Weiss var kortvarigt gift fra 1934 til 1938 med José Imbert, som var arkitekt, og hun havde en adoptivsøn, som hun efterhånden fik et mere og mere anstrengt forhold til.

Begravelsen af Louise Weiss i 1983 blev holdt i den protestantiske Reformerte Bebudelseskirke i Paris, som hun udtrykte stor veneration overfor. Bl.a. havde den beskyttet hende under besættelsen ved at forsyne hende med en dåbsattest.

Alt i alt var Louise Weiss en vigtig stemme i hjemlandet Frankrig og på den internationale scene fra 1920’erne og frem til sin død i 1983. Hun satte et stort aftryk på fransk og europæisk politik.