Lombardiet

Lombardiet dækker et areal på 23.872 km². Regionen omfatter den nordlige centrale del af Posletten, strækker sig mellem søerne Lago Maggiore og Gardasøen mod nord til den schweiziske grænse og afgrænses på en strækning af floden Po mod syd. Milano udgør kernen i et stort sammenhængende byområde i dalene mellem Alpernes udløbere og på Posletten fra byerne Novara og Busto Arsizio i vest til Bergamo og Brescia i øst.

Landskabsmæssigt er Lombardiet er en meget varieret region; sletter udgør 47 %, bakkeland 12 % og bjerge 41 % med de højeste Alpetinder ved grænsen til Schweiz, Pizzo Bernina (4049 m) og Monte Disgrazia (3678 m) på nordsiden af dalen Valtellina.

Nedbøren kan i bjergene nå helt op på 2500 mm årligt, og overskuddet herfra strømmer bl.a. til Lago Maggiore, Comosøen, Iseo og Gardasøen, til Poflodens bifloder: Ticino, Adda og Mincio og til regionens flere tusinde kilometer vandingskanaler.

Klimaet er fastlandspræget med kolde vintre (omkring 0 °C) og varme somre (20-25 °C) på Posletten.

Lombardiet er Italiens økonomisk og industrielt førende region med en opdelt og internationalt orienteret industri- og servicesektor. Med 15 % af Italiens befolkning produceres 20 % af landets BNP og 30 % af eksportværdien.

Mange bank- og finansforetagender, handels- og industrikoncerner har hovedsæde i Milano. Flere industribrancher er koncentreret i næsten monoproduktive distrikter omkring bestemte byer i regionen, fx sko i Vigevano, møbler i Brianza og undertøj i Bergamasco. Beskæftigelsen inden for industrien er gået stærkt tilbage siden 1980'erne, især på grund af krise i storindustrien; sevicesektoren er derimod i vækst.

Regionens landbrug er begunstiget af frugtbar jord i dalene og på sletterne samt af et gunstigt klima. Allerede tidligt foregik der dyrkning, der gav et betragteligt overskud af føde- og råvarer til byerne. På de store, intensivt dyrkede bedrifter findes i dag produktion af især ris, majs og mælk.

Regionen har en lav arbejdsløshed, og levestandarden er højere end gennemsnitligt i både Italien og EU. Men den industrielle og befolkningsmæssige koncentration forårsager også store forureningsproblemer, og de gamle byområder er præget af fraflytning.

Området var i antikken beboet af gallere, men blev fra 200-tallet f.v.t. en del af Romerriget. I 568 rykkede longobarderne over Alperne ind i Lombardiet, hvor de etablerede et kongerige med Pavia som hovedby. I 774 erobrede Karl den Store Lombardiet, og det blev snart en del af Det Tysk-romerske Rige.

I 1000-tallet og 1100-tallet begyndte i de lombardiske byer en enestående økonomisk ekspansion. De mange byrepublikker søgte at organisere sig uafhængigt af den tyske kejsermagt. Ved indgåelse af forbund mellem byerne lykkedes det at besejre kejsermagten. Lombardiet med byerne Pavia, Milano, Como, Lodi og Cremona blev hurtigt Europas mest urbaniserede område, og den større selvbevidsthed og det nye selvstyre satte yderligere gang i byernes økonomiske og kulturelle aktiviteter.

I senmiddelalderen voksede de interne konflikter, og stærke mænd, signori, stod klar til at tage magten i byerne. Med Milano som udgangspunkt havde Viscontislægten år 1400 samlet Lombardiet og truede med også at underlægge sig hele Norditalien. De mange krige mellem de italienske stater i årene 1400-1450 svækkede dog også Milano, der appellerede til Frankrig om hjælp. Milano var herefter et stridspunkt mellem Frankrig og habsburgerne. De sejrende habsburgere beherskede i tidsrummet 1535-1796 Lombardiet. Under Napoleonskrigene blev området besat af Frankrig, og i 1859 sluttede Lombardiet sig til det nye italienske kongerige.

• Lombardiet Rundt
• Bergamo-provinsen
• signoria
• Italiens regioner