Lissabontraktaten

Lissabontraktaten har navn efter byen, hvor den blev underskrevet 13.12.2007 af EU's stats- og regeringschefer.

Traktaten justerer bl.a. Nicetraktaten og indeholder i hovedtræk følgende ændringer. Mange elementer fra den forkastede Forfatningstraktat er videreført i Lissabontraktaten.

Lissabontraktaten indebærer bl.a.:

• Etablering af en fast formand for Det Europæiske Råd (EU-præsident) og en højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik (EU-udenrigsminister). Tidligere var disse poster gået på omgang til EU-landene, som havde EU-formandskabet.
• Ændring af afstemningsregler i forbindelse med vedtagelse af ny fælles lovgivning.
• Visse områder kan nu ændres ved flertalsafgørelser i stedet for enstemmighed
• Europa-Parlamentet og nationale parlamenter får mere indflydelse
• Et nyt charter om fælles borgerrettigheder og
• Endelig får borgerne i EU mulighed for at få EU-Kommissionen til at tage en sag op, hvis de kan samle 1 mio. underskrifter.

Gennemførelsen af traktaten er i 26 lande, heriblandt Danmark, foregået via de nationale parlamenter, mens kun Irland havde valgt at lade traktaten komme til folkeafstemning. Den irske befolkning afviste traktaten 12.6.2008, men ved endnu en afstemning 2.10.2009 blev den vedtaget.

Tjekkiet var november 2009 den sidste medlemsstat, der ratificerede traktaten, efter at landets forfatningsdomstol afgjorde, at traktaten ikke var i modstrid med landets grundlov. Tjekkiets daværende præsident Václav Klaus og hans politiske tilhængere havde ellers i længere tid haft indvendinger mod traktaten.

Som det allersidste parlament godkendte Ålands lagting tillige Lissabontraktaten 25.11.2009.

Lissabontraktatens artikel 50 skaber det juridiske grundlag for et lands udmeldelse af EU. Bestemmelsen foreskriver en periode på to år fra det tidspunkt, et land meddeler formanden for Det Europæiske Råd, at det ønsker at melde sig ud, til at forhandle en aftale for udtrædelsen på plads.

Artikel 50 foreskriver ikke, at der skal forhandles om det fremtidige forhold mellem EU og det udtrædende land. Men den indeholder formuleringen, at der under forhandlingerne ’tages der hensyn til rammerne for landets fremtidige relationer med Unionen’.

Fristen på to år kan kun forlænges, hvis alle de tilbageværende medlemmer er enige herom. Dette skete to gange i forbindelse med forhandlingerne om Storbritanniens udtræden. Først fra 29. marts 2019 til 31. oktober 2019 og derefter til 31. januar 2020, hvor Storbritannien formelt trådte ud af EU.

• Brexit
• Nicetraktaten
• EU's lovgivningsproces