Faktaboks

Sogn
Lillevorde Sogn
Provsti
Aalborg Østre Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Aalborg Kommune
Lillevorde Kirke
Lillevorde Kirke består af et romansk kor og skib samt et sengotisk våbenhus på skibets nordside. Kirkens romanske dele står i dag i blank mur, mens de senere dele er hvidkalkede. På skibets vestlige gavl hænger kirkens klokke. Foto: 2010.

Lillevorde Kirke er en fint bevaret romansk kirke, der i middelalderen var viet til Sankt Nicolai. Den fik i den sengotiske periode sit våbenhus. Kirken kaldes en kullet kirke, da den ikke har noget tårn.

I kirken er der bevaret inventar fra dens lange historie, hvor den fint udførte sengotiske krucifiksgruppe på alteret skal fremhæves. Gruppen er formentlig lavet af Claus Bergs elev.

Kirken ligger i midten af den lille by, Lillevorde, omtrent 14 kilometer sydøst for Aalborg.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor og skib. I den sengotiske periode opførte man et våbenhus på skibets nordside.

I dag er kirkens romanske dele i blank mur med synlige byggematerialer, mens de senere dele er kalket hvide. Den har blytage og over våbenhuset rødt tegltag.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker, der er kendetegnet ved brug af runde buer, blev bygget af natur- eller teglsten, og i Lillevorde er den ældste del af kirken opført i tilhuggede granitsten.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Norddørens hul er endnu i brug, mens syddørens er helt forsvundet ved en senere ommuring.

Både korets østlige gavl samt korets og skibets langmure har haft små romanske vinduer. Af disse er korets østlige og nordlige vinduer bevaret, mens de resterende er forsvundet.

Det sengotiske våbenhus

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl, kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sengotiske periode tilføjede man på skibets nordside et våbenhus, som senere er blevet meget skalmuret, dvs. et nyt lag mur man af æstetiske årsager har muret på ydersiden af den oprindelige. Dets eneste dekoration er et vandret savskifte, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad, der løber over nordgavlens fladbuede dør.

Kirkens klokke hænger på skibets vestlige gavl.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets hvælvede lofter. Hvælvene kom til i den sengotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man de oprindelige bjælkelofter med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Inventar i Lillevorde Kirke

I Lillevorde Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen er fornemt repræsenteret.

Middelalderens inventar

Kirkens ældste genstand er en romansk døbefont af granit, der står i skibet foran korbuen. Dens kumme har glatte sider, og den står på en pyramidestubfod med riffelhugget hulprofil. Fonten har formentlig været bemalet.

Som alterprydelse tjener kirkens sengotiske korbuekrucifiks med sidefigurer. Gruppen er formentlig fra 1520’erne, og den er udført af en elev af den berømte billedskærer Claus Berg, der kaldes ’den nordjyske svend’. Sidefigurerne afbilder Jomfru Maria og evangelisten Johannes.

Barokkens inventar: Prædikestolen

Den enkle prædikestol er fra første halvdel af 1600-tallet. Kurven er stjerneformet med søjler på hjørnerne, og i fagene er der firkantede felter med marmorering.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig