Leipzig, største by i den tyske delstat Sachsen; 560.647 indb. (2015). Leipzig ligger ved floden Weiße Elster mellem bjergområderne Harzen-Thüringer Wald og Erzgebirge i et område, der i Tertiærtiden var dækket af skove. Disse er siden blevet omdannet til brunkul, hvis brydning foregår i store, åbne miner, der strækker sig helt ind til Leipzigs bygrænse. Flere af minerne syd for Leipzig er imidlertid afviklet og omdannet til rekreative områder med bl.a. søsport. Efter genforeningen kollapsede en stor del af industriproduktionen i Leipzig og kun få firmaer overlevede privatiseringen. I de senere år har Siemens, BMW og Porsche åbnet produktionsafdelinger i byen, og der er blevet foretaget store investeringer.
Leipzig er kendt for store forårs- og efterårsmesser, hvor et stort udvalg af forskellige nye produkter fra industri og service præsenteres. Hertil kommer hvert år adskillige specialmesser, bl.a. Leipzig Bogmesse og Automobil International. I 2004 blev der afholdt 37 messer med tilsammen over 1,1 mio besøgende.. De store messeområder findes i den sydøstlige del af Leipzig.
Leipzig har omfattende industri, dels baseret på brunkul, dels maskinindustri med speciale i trykkerimaskiner. Byen er hjemsted for mange bogforlag og trykkerier; der udgives årligt 20 mio. bøger.
Deutsche Bücherei fra 1914-16 rummer alle bøger, der siden 1913 er trykt på tysk, samt vigtige boghistoriske samlinger; det tyske centralbibliotek for blinde har sit sæde i Leipzig.
Et grønt bælte strækker sig langs Weiße Elster og opdeler byen. Vest herfor ligger bydelen Leipzig-Grünau, en blokbebyggelse med ca. 50.000 indb. (2004) opført i DDR-perioden i slutningen af 1970'erne. Oprindelig var bebyggelsen beregnet til ca. 100.000 indb., men siden 1990'erne er antallet af beboere faldet drastisk.
Den genopbyggede bykerne er omgivet af brede ringgader og gamle voldarealer. Europas største banegård ligger tæt op til ringgadekomplekset mod nord. Den er bygget 1909-15 med to symmetriske afsnit: den saksiske og den preussiske banegård. Centralt ligger markedspladsen med Altes Rathaus, handelsbygningerne Alte Waage og Barthels Hof (begge opr. fra 1500-t.).
Syd for markedspladsen er gamle stræder overdækket og danner Mädler-Passage, Königshofpassage og Messehofpassage med et stort antal specialforretninger. Nord for markedspladsen ligger Sachsenplatz med moderne vandkunst (1972) og ejendomme i barokstil fra 1700-t.s begyndelse. Sydøstligst i den gamle bydel ligger universitetet, der har mere end 31.000 studerende.
Fra det middelalderlige Leipzig stammer de ældste kirker; Nikolaikirche, påbegyndt i 1100-t., og den sengotiske Thomaskirche, der er rejst over et senromersk anlæg. Den betydningsfulde renæssancebygning Altes Rathaus er opført i 1556 og huser i dag Stadtgeschichtliches Museum med vigtige samlinger til belysning af Leipzigs udvikling fra middelalderen til i dag.
Barokbygningen Alte Börse, der er opført i umiddelbar forlængelse af rådhuset benyttes til kulturelle arrangementer. Fra den nærliggende Mädler-Passage kan man stige ned i vinkælderen Auerbachs Keller, berømt fra Johann Wolfgang GoethesFaust.
Af nyere bygningsværker kan bl.a. nævnes byens nye rådhus, opført 1899-1915, hvor en rest af et af tårnene fra borgen Pleissenburg er indbygget i konstruktionen, samt rigsretsbygningen fra 1895. Opernhaus (1959-60) og Neues Gewandhaus (1977-81) er centrale eksempler på kulturbygninger fra DDR-tiden.
Efter Genforeningen er Leipzigs museer i vidt omfang blevet omrokeret. Desuden har flere vigtige samlinger fået til huse i nybyggeri. Det gælder blandt andet Leipzigs omfattende kunstsamlinger, der nu kan ses i en interessant kubebygning, Museum der bildenden Künste Leipzig (2004) i byens centrum.
Blandt tyske byer har Leipzig siden middelalderen indtaget en fremtrædende plads i musiklivet. Bl.a. har embedet som kantor ved Thomaskirche, der var klosterkirke fra 1212-1543, været beklædt med betydelige musikerpersonligheder, fx J.H. Schein, J. Kuhnau, Johann Sebastian Bach og M. Hauptmann.
De to orkestre ved navn Collegium musicum var forløbere for det legendariske Gewandhausorchester, ledet af bl.a. Felix Mendelssohn Bartholdy og Wilhelm Furtwängler. Til byens musikalske ry har tillige et antal verdensberømte forlag bidraget med Breitkopf & Härtel og C.F. Peters som de mest fremtrædende.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.