Lee Miller

Lee Miller voksede op med fotografi, idet hendes far, Theodore Miller (1871-1971), var en meget dygtig og ivrig amatørfotograf. Lige fra Lee Millers fødsel blev hun fotograferet stort set hver uge, og hun blev efterhånden en rutineret model – både med og uden tøj på. Som 8-årig blev hun fotograferet nøgen, smilende i sneen, og selv om billedet var optaget i april fik det titlen December Morn.

Men der var sket noget afgørende, inden billede blev taget. Som 7-årig var Lee Miller blevet voldtaget af en bekendt, hvorved hun pådrog sig en alvorlig underlivsinfektion. Overgrebet blev fejet ind under gulvtæppet, og kom senere til at præge hendes forhold til mænd og til seksualitet i det hele taget. Hendes bror Johnny Miller (1905-2008) har fortalt, at det ændrede hende. Lee Miller blev vild og utilpasset og endte med at blive smidt ud af en del skoler. Hun bevarede imidlertid et tæt forhold til faderen, der også lærte hende de grundlæggende fotografiske teknikker.

Som 18-årig rejste Lee Miller til Paris. Her fandt hun en by, hun kunne leve i, og et fagområde, hvor hun kunne udfolde sin stigende skabertrang. Hun studerede på en teaterdesignskole hos Ladislas Medgyes (1892-1952), inden hun efter syv måneder rejste tilbage og fortsatte studierne i hjembyen Poughkeepsie.

Men New York trak i Lee Miller, og som 19-årig fik hun det første job som undertøjsmodel hos Stewart & Company på Fifth Avenue. En dag indtraf noget nær et mirakel: Da Lee Miller var lige ved at træde ud foran en bil, greb en mand fat i hende og reddede hende. Det viste sig at være Condé Nast (1873-1942), grundlæggeren og udgiveren af Vogue. Han så straks, at hun havde det helt rigtige udseende til 1920’ernes moderne unge kvinde, og han tilbyder hende et job som model. Derefter går det stærkt.

Lee Miller er først model for en tegning af George Lepape (1887-1971), der kommer på forsiden af Vogue den 15. marts 1927, og i de følgende to år bliver hun fotograferet af alle de førende fotografer i New York. Især Edward Steichen var fascineret af hende og fotograferede hende mange gange, og i 1929 solgte han et af billederne til firmaet Kotex. De brugte billedet i forskellige udgaver til at reklamere for menstruationsbind, og det var første gang, at de brugte en modeloptagelse til det. Indtil da havde de brugt de mere anonyme tegninger, og det vakte vild opsigt, da Lee Miller dukkede op i reklamerne. Hun fik hurtigt navnet Kotexpigen.

Navnet og reklamen forfulgte hende, og det blev sværere for hende at få arbejde som model, hvorfor hun besluttede sig for at forlade New York. Hun ville til Paris, og hun ville selv være fotograf.

I sommeren 1929 ankom Lee Miller til Paris. Her opsøgte hun den amerikanske fotograf Man Ray med ordene:” Mit navn er Lee Miller, og jeg er din nye lærling”. Han svarede, at han slet ikke tog lærlinge og i øvrigt var på vej på ferie, hvortil Lee fortsatte: ”Det ved jeg godt. Jeg tager med dig”.

Det gjorde hun, og i de næste tre år arbejdede hun tæt sammen med Man Ray. Hun blev både hans assistent, kæreste og muse, og han introducerede hende til alle i den surrealistiske bevægelse i Paris. Samtidig med at hun var model for Man Ray og andre, begyndte hun selv at fotografere, hvilket hun viste sig at have stort talent for.

Lee Miller videreudviklede teknikken i at solarisere fotografier, og hun arbejdede i Vogues studier hos modefotografen George Hoyningen-Huene (1900-1968), hvor hun lærte at lave professionelle modeoptagelser. Surrealismen optog hende meget, hvilket bl.a. kom til udtryk, da hun i 1930 efter en optagelse af mastektomi på et hospital, tager det afskårne bryst med i atelieret og fotografer det liggende på en tallerken med kniv og gaffel ved siden af.

Forholdet til Man Ray ophørte i efteråret 1932. Lee Millers ambitioner var vokset, og det var der ikke plads til i forholdet. Mens Man Ray gennem kunsten arbejdede på at komme sig over tabet af Lee Miller (en metronom med Lees øje og et stort maleri af hendes læber), tog hun til New York og åbnede sit eget studie.

Sammen med sin bror Erik Miller åbner hun studie på 48. gade. USA var stadig midt i depressionen, så det var en vanskelig periode. Men Lee brugte sine forbindelser i modebranchen, spillede på sin forbindelse til Man Ray og fik godt gang i karrieren. Allerede i maj 1934 udnævnte magasinet Vanity Fair hende til en af de syv bedste fotografer i New York, og hun gjorde sig bemærket både med sine modeoptagelser og med en stribe fremragende portrætter.

I juni måned 1934 kom en gammel bekendt fra de glade dage i Paris til New York, ægypteren Aziz Eloui Bey (1890-1976). Måneden efter giftede de sig og rejser til Egypten i september.

Aziz Eloui Bey tilhørte den egyptiske overklasse, og Lee Miller behøvede derfor ikke længere at arbejde som professionel fotograf. Det gav hende mulighed for at undersøge mulighederne i det dokumentariske fotografi. I de fem år, Lee Miller boede med Aziz i Egypten, tog hun en stribe billeder af landet, der både viste hendes optagethed af den fremmede kultur og hendes stadige forbindelse til surrealismen.

I 1937 skrev hun til Aziz: ”Jeg ønsker den utopiske kombination af sikkerhed og frihed, og jeg skal være fuldstændigt optaget af noget arbejde eller af en mand, jeg elsker”. Noget tyder på, at hun savnede arbejde og ikke var nok optaget af Aziz, så da hun samme år mødte den engelske forfatter og kunstner Roland Penrose, blev hun forelsket i ham og han i hende. De følgende to år sås de jævnligt, og de mødtes og festede med gamle venner i Frankrig, bl.a. Picasso, Paul Éluard og Man Ray. I 1939 forlod Lee Miller for alvor Egypten og Aziz og slog sig ned i London med Roland Penrose.

Da 2. Verdenskrig brød ud, gik Lee Miller i gang med det, hun var bedst til: at fotografere. Hun blev tilknyttet Vogue og lavede i de første krigsår en stribe reportager fra især kvindernes krig. Hun brugte også sine erfaring som modefotograf, og Vogue bragte adskillige serier med Lees billeder af krigsmode. Hun mødte også den amerikanske fotograf David Sherman (1916-1997), der lærer hende, hvad det vil sige at arbejde som fotojournalist.

De første år efter krigen fortsatte Lee Miller med at fotografere og skrive for Vogue. I 1947 blev hun gravid, og først da lod hun sig skille fra Aziz og giftede sig med Roland Penrose. Efterveerne fra det, hun havde oplevet under krigen, trængte sig på, og i perioder havde hun et alkoholmisbrug. Hun stoppede helt med at fotografere og kastede sig i stedet over at lave mad. Hun udviklede sig til gourmetkok, og hendes gastronomiske kreativitet blev berømmet. Hun fortsatte med at mødes med gamle venner omend mere sjældent, men talte aldrig om sin karriere som fotograf.

Det var derfor en stor overraskelse for sønnen Antony Penrose (f. 1947), da han efter Lee Millers død af lungekræft fandt over 60.000 negativer og print samt dokumenter på loftet i deres hus Farley Farm i Sussex. Han havde været helt uvidende om moderens liv som model og fotograf. I bogen The Lives of Lee Miller, der udkom i 1985, udrullede han historien om hende. Siden er der udkommet adskillige bøger af andre forfattere, og med udgangspunkt i det familiedrevne Lee Miller Archives har der været afholdt Lee Miller-udstillinger over hele verden.

I 2023 fik den britiske spillefilm Lee premiere med Kate Winslet i rollen som Lee Miller.

Lee Miller huskes nu for sine mange liv som model, surrealist, modefotograf, dokumentarist, forfatter, fotojournalist, krigsfotograf og gourmetkok – samt for sin evne til at holde på hemmeligheder.

• fotografi – det fotografiske billede